Milepæl på Mars: Første boreprøve klar til afhentning

En lille gave fra Perseverance til fremtidige Mars-missioner. (Foto: NASA/JPL-Caltech/MSSS)

En lille gave fra Perseverance til fremtidige Mars-missioner. (Foto: NASA/JPL-Caltech/MSSS)

Kilde: 
23 december 2022

Vores søgen efter liv på Mars har rundet et skarpt hjørne.

Perseverance-roveren har boret den første af mange prøver fri af Mars’ overflade. Beholderen med Mars-sten ligger nu på den røde planet og venter på, at den skal samles op af en fremtidig mission og fragtes tilbage til Jorden.

Håbet er, at denne type prøver kan indeholde spor efter ældgamle mikrober og dermed afgøre, om Mars engang har været en levende planet.

Det skriver mediet Space.com

»Dette er en milepæl for Mars 2020-missionen, for de prøver, som bliver droppet, er alle af stor videnskabelig betydning,« skriver John Leif Jørgensen, professor og leder af afdelingen for Måling og Instrumentering ved DTU Space, i en e-mail til Videnskab.dk.

Beholderen tæt på. Det er vigtigt, at tuben ligger ned, og hvis den havde været stående, efter den blev smidt, var Perseverance programmeret til nøjsomt at vælte den med sin robotarm. (Foto: NASA/JPL-Caltech/MSSS)

»Vi har udvalgt dem således, at nogle af prøverne er orienteret mod geologi, andre mod vores søgen efter liv og atter andre mod forståelsen af, hvordan en planet udvikler sig igennem hele sit liv,« fortsætter John Leif Jørgensen.

Mars-roverne er i teorien rullende laboratorier, som har videnskabelige instrumenter til at undersøge deres omgivelser. Men for de helt grundige videnskabelige analyser er det nødvendigt at sende prøverne tilbage til Jorden.

Før det kan ske, skal der dog laves et rumfartøj, som ikke blot kan lande på Mars, men også lette derfra igen. Noget, som aldrig er blevet gjort før.

Ifølge John Leif Jørgensen vil der med tiden komme flere ‘depoter’ af boreprøver, hver med 10–12 prøver. Så er der mindre risiko for, at alle prøverne skulle blive ødelagt af nedslag fra mikrometeorer eller tildækket af sand under en af Mars' voldsomme storme.

Prøven, som Perseverance har efterladt, er derfor også en backup. Den har en tvilling, som bliver opbevaret inde i Perseverance. 

Hvis roveren skulle blive beskadiget eller ødelagt er det meningen, at helikoptere som Ingenuity skal flyve ud og hente backup-prøverne.

John Leif Jørgensen forventer, at den såkaldte ‘Mars Sample Return’-mission vil nå planeten om 8–10 år. 

Når prøverne så er samlet, skal de sendes op til et rumfartøj i kredsløb om Mars, hvorefter de vil blive fragtet tilbage til Jorden.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.