Matematikere laver helt ny udgave af det 150 år gamle periodiske system

Et opdateret periodisk system, der i form af en hypergraf, opstiller grundstofferne baseret på deres kemiske forbindelser. (Illustration: Guillermo Restrepo, Max Planck Instituttet)

Et opdateret periodisk system, der i form af en hypergraf, opstiller grundstofferne baseret på deres kemiske forbindelser. (Illustration: Guillermo Restrepo, Max Planck Instituttet)

Kilde: 
19 juni 2019

De fleste af os har på et eller andet tidspunkt i vores liv stiftet bekendtskab med det periodiske system. Det kvadratiske og overskuelige overblik over de grundstoffer, der danner rammerne for vores univers.

Det periodiske system, som vi kender det i dag, har været brugt i 150 år. Men hvad nu hvis der var en bedre og mere dybdegående måde at opstille grundstofferne på?

Det mener forskere på Max Planck Instituttet i Tyskland, ifølge ScienceAlert, at have fundet frem til.

Ved at opstille grundstofferne i en række såkaldte ‘hypergrafer’, frem for et enkelt overliggende periodisk system, har forskerne genopfundet det periodiske system.

Og dette skaber grobund for flere forskellige og komplekse fortolkninger af grundstofferne, sammenlignet med det nuværende periodiske system, hvor grundstofferne konsekvent er sorteret baseret på deres atomnummer - altså antallet af protoner i atomkernen.

Med det nye system vil man eksempelvis være i stand til at kategorisere grundstofferne baseret på, hvor opløselige de er i vand, eller hvilke geologiske sedimenter de eksisterer i.

En af tankerne bag det nye og mere fleksible periodiske system er også, at tabellerne skal kunne tilpasses og tages i brug inden for andre felter end kemi - for eksempel i ingeniørfaget og i forhold til klimaforskning.

LÆS OGSÅ: Det periodiske system: Sådan blev grundstoffernes skema opbygget

Der har med det nuværende periodiske system været tvivl om, hvor i tabellen visse grundstoffer hører til. Men med den nye mere dynamiske version af det periodiske system vil dette ikke længere være et problem - for der vil ikke længere kun eksistere én rigtig måde at opdele grundstofferne på.

Kemi- og matematik-forsker Guillermo Restrepo, der er en af hjernerne bag det nye periodiske system, sammenligner det periodiske system med en skulptur og dens skygger, som er afhængige af lysindfaldet.

»De forskellige skygger, som skulpturen kaster, er periodiske systemer. Det er derfor, at der er så mange forskellige måder at gøre det op på. På en måde er de periodiske systemer projektioner af det periodiske systems indre struktur,« forklarer han.

Det nye periodiske system er beskrevet i en videnskabelig artikel udgivet i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society A: Mathematical, Physical and Engineering Sciences.

LÆS OGSÅ: Mystisk grundstof udfordrer det periodiske system

LÆS OGSÅ: Alternativt periodisk system viser, hvilke grundstoffer vi er ved at løbe tør for

jsj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.