Mars-robotten Curiosity fanger et panoramabillede i den højeste opløsning nogensinde
Se den fantastiske video i artiklen, og kom med på guidet rundvisning fra Curiositys udsigt over Mars' overflade.
Mars overfladebillede taget af Nasa's Curiosity

NASA’s Curiosity-robot fangede sit bedste panoramabillede af Mars’ overflade mellem 24. november og 1. december 2019. (Foto: NASA/JPL-Caltech/MSSS)

NASA’s Curiosity-robot fangede sit bedste panoramabillede af Mars’ overflade mellem 24. november og 1. december 2019. (Foto: NASA/JPL-Caltech/MSSS)

I snart otte år har NASA’s seks-hjulede Mars-robot Curiosity skudt en perlerække af billeder fra den røde planet, som den har sendt hjem til Jorden.

Men det seneste billede overgår alle de andre:

Der er nemlig tale om et detaljeret panoramabillede, som er stykket sammen af mere end tusind billeder, der tilsammen indeholder 1,8 milliarder pixels af Mars’ overflade.

Det er første gang, Curiosity har fanget et panoramabillede i så høj opløsning.

Billederne blev taget ved hjælp af Mars-robottens teleobjektiv i dens såkaldte Mast Camera. Mens et panorama med en lavere opløsning på næsten 650 millioner pixel, der inkluderer Curiosity’s dæk og robotarm, blev taget af et andet kamera på robotten.

Curiosity selfie

Dette selfie-panorama af Curiosity er i en mindre opløsning på 650 millioner pixels. (Foto: NASA/JPL-Caltech/MSSS)

Begge panoramaer viser et område på siden af Mount Sharp kaldet 'Glen Torridon', som Curiosity i øjeblikket udforsker.

Et festmåltid for øjnene

Billederne blev taget mellem 24. november og 1. december 2019, mens missionsteamet holdt Thanksgiving-ferie.

»Mens mange i vores team var hjemme for at nyde kalkunen, producerede Curiosity dette festmåltid for øjnene,« siger Ashwin Vasavada, Curiosity's projektforsker ved NASA's Jet Propulsion Laboratory, der leder Curiosity-missionen, i en pressemeddelelse.

NASA's Curiosity projektforsker Ashwin Vasavada guider denne rundvisning i Curiosity's udsigt over Mars' overflade. (Video: NASA/JPL-Caltech/MSSS)

For at sikre, at belysningen var ens på alle billeder, tog Curiosity kun billeder mellem middag og klokken 14 lokal Mars-tid hver dag.

Det blev i alt til 6,5 timer i løbet af de fire dage, hvor robotten fangede de mange billeder.  

De efterfølgende måneder er de over tusind billeder blevet samlet til det ene panoramabillede, som du kan se øverst i artiklen.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.