KABOOM! Sådan ser det ud, når Mars er blevet ramt af en meteorit

Satelitten 'Mars Reconnaissance Orbiter' fangede for nyligt dette højopløsningsbillede af et nyligt opstået krater på Mars. Det blålige omkring krateret er muligvis is, som har ligget under planetens overflade. (Foto: NASA/JPL/University of Arizona)

Satelitten 'Mars Reconnaissance Orbiter' fangede for nyligt dette højopløsningsbillede af et nyligt opstået krater på Mars. Det blålige omkring krateret er muligvis is, som har ligget under planetens overflade. (Foto: NASA/JPL/University of Arizona)

Kilde: 
19 juni 2019

Verden er under konstant forandring - og det gælder ikke kun for vores egen planet.

Således kunne Space.com for nyligt rapportere, at Mars har fået en ny tilføjelse til sin anseelige samling af kratere.

Det skete da en meteorit i høj fart ramlede ind i planeten og efterlod et krater med en bredde på 15-16 meter.

Krateret blev fanget af NASA’s rumsonde ‘Mars Reconnaissance Orbiter’, der dog ikke kan fastslå, præcis hvornår sammenstødet er sket.

Peter Grindrod, der forsker i mineraler ved Natural History Museum i London, lagde følgende illustration af kraterets tilblivelse op på Twitter.

Mars modtager hvert år knubs som dette, men det nye krater er dog et af de større, fortæller Veronica Bray, der gennem University of Arizona arbejder med Mars-satelitten, til Space.com.

LÆS OGSÅ: Kan du også se det? Star Trek-logo fundet på Mars

Ifølge Bray kan det nye krater fungere som en lille påmindelse om de kræfter, der er ude i verdensrummet.

Bray er særligt interesseret i dette krater på grund af dets farve. Man kan, ifølge hende, tydeligt se den trykbølge, der er opstået efter sammenstødet, hvor støvet er hvirvlet op over overfladen.

Hun gætter på, at der under krateret er et lag af basaltisk sten, hvilket man også kan se på fotografiets farver. Og den blålige farve på fotografiet kan, ifølge Bray, måske være is, som har ligget skjult under planetens overflade.

LÆS OGSÅ: Kraterbilleder fra Mars

LÆS OGSÅ: Meteorit styrtede ned i hus på Bornholm

jsj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.