Lærebøger i skraldespanden: Dino-forskere reagerer på skelsættende studie
Et nyligt publiceret studie, der antyder, at dinosaurernes historie skal skrives om, har sendt chokbølger gennem dinosaurforskernes verden. Læs de vilde reaktioner her.
Dinosaurer forskning slægtstræ studie fuglehofte øglehofte hypotese fossiler fisk systematik videnskab

Et nyt studie tvinger verdens forskere til at omtænke dinosaurernes slægtstræ. Hvad siger man lige til det? (Illustration: Julius Csotonyi)

For nylig skrev Videnskab.dk om et nyt dinosaurstudie, som hævder, at vi helt skal til at omtænke slægtskabsforholdet mellem fortidens giganter.

I dag bliver dinosaurerne delt op i to hovedgrupper:
  1. Den ene gruppe har 'fuglehofter'.
  2. Den anden har 'øglehofter'.
Men ifølge det nye studie, publiceret i tidsskriftet Nature, er vi måske på galt spor.

Studiet har sendt chokbølger gennem dinosaurforskernes verden.

»Konklusionerne får os til at sætte spørgsmålstegn ved den grundlæggende opdeling af dinosaurernes slægtstræ. Hvis det bliver bekræftet af uafhængige studier, kommer det til at ryste dinosaurpalæontologien i sin grundvold,« udtaler Lindsay Zanno ved North Carolina Museum of Natural Sciences til The Atlantic.

»Det vil ændre på alt det, der står i  lærebøgerne, hvis det viser sig at stemme. Det er ganske vist kun ét studie, men det er meget omhyggeligt,« fortæller Thomas Holtz, der er palæontolog ved University of Maryland til Nature News.

Reaktioner på Twitter verden over

Dinosaurfans verden over har også reageret på Twitter på mere eller mindre afmålte måder.

Palæontologen Darren Naish mener, at det allerede nu er på tide at holde op med at bruge lærebøgerne om dinosaurernes slægtstræ:

 

Nail P. Kelley ved Vanderbilt University opsummerer situationen som temmelig kaotisk, men endnu en twitter-bruger benytter forkastelsen af det gamle slægtstræ til en bifaldende tilbageblik på science fiction-klassikeren Planet of the Apes:

 

Forklaring på afvigende fossiler

I Norge har reaktionerne ikke været helt så spektakulære eller panikslagne. Her bliver studiet nemlig budt velkommen.

»Det er et forslag til en forklaring på en del afvigende fossiler, men nu kommer debatten til at køre i flere år,« udtaler Jørn Hurum, der er palæontolog ved Naturhistorisk Museum i Oslo.

Jørn Hurum påpeger, at der i løbet af de seneste år er blevet afdækket mange fossiler, der ikke passer ind i det billede, som vi har af dinosaurernes slægtstræ.

»Tag nu for eksempel kulindadromeus, som blev fundet i Sibirien. De ændrede jo det hele, da de dukkede op med fjer,« mener Jørn Hurum.

Kulindadromeus har rovdyrlignende arme, men samtidigt fuglehofter. Og det fik mange dinosaurforskere til at klø sig i nakken.

Dinosaurer forskning slægtstræ studie fuglehofte øglehofte hypotese fossiler fisk systematik videnskab

Denne krabat hedder kulindadromeus og blev fundet i Sibirien. Selvom den har rovdyrlignende arme er kulindadromeus-dinosauren planteædende. (Illustration:  Tom Parker / CC BY-SA 4.0)

»Det har været en meget stille periode. Forskerne mente, at de havde fået lidt styr på systematiseringen, så disse dinosaurer blev stuvet lidt af vejen af mange forskere. De var bare freaks, som, visse forskere ikke mente, man behøvede at tage hensyn til, fordi vi ikke havde nok tilgængeligt materiale,« forklarer Jørn Hurum.

Det ændrede sig langsomt, men sikkert for hvert eneste fjerklædt fossil, som forskerne afdækkede. 

Samtidigt har palæontologerne måttet tage stilling til andre slægter, som heller ikke stemmer med det nuværende slægtstræ, heiblandt herrarusaurus og eoraptor.

Forelæsning om slægtstræet i tirsdags er forældet

»Jeg forelæste om dinosaurernes systematik i tirsdags,« fortæller Lene Liebe Delsett. Hun er fiskeøgleforsker og ph.d.-studerende ved Naturhistorisk Museum og blogger på Videnskab.dk's norske søstersite forskning.no.

Lene Liebe Delsett fortæller, at de studerende hørte om de to hovedinddelinger og om de forskellige hofteben. To dage senere blev det nye studie publiceret, hvilket kan betyde, at lige netop denne slags forelæsning allerede er forældet.

Og det er lige nøjagtigt sådan, at det skal være inden for videnskaben, udtaler fiskeøgleforskeren. Hypoteser skal testes, og de skal skiftes ud, hvis der kommer evidens, der siger, at de ikke er korrekte.

Og efter 130 år kan det virke, som om det er det, der er sket for dinosaurernes slægtstræ.

»Ethvert slægtstræ er en hypotese, og vi har haft en gammel hypotese om dinosaurerne meget længe. Nu er der kommet en ny, men det betyder jo ikke, at den leverer det rigtige svar. Det helt rigtige svar kommer vi nok aldrig til at finde, fordi vi ikke kan lave en tidsmaskine og rejse tilbage i tide,« forklarer Lene Liebe Delsett.

Jørn Hurum mener også, at det er sundt, at videnskaben ændrer sig i mødet med virkeligheden; selvom det i  nogle tilfælde kan tage op til 130 år.

»Fordi forskerne har fundet så mange fossiler, som ikke passer ind i den teori, som vi har i dag, så sprænger den til sidst. Og det er lige, hvad der er sket her,« mener Jørn Hurum.

Hvad hvis nu, det var sket for fisk?

Jørn Hurum mener ikke, at det bør komme som et chok, at man kommer til at omtænke den måde, man systematiserer en stor gruppe slægter.

»Hvis det var sket for nogle grupper af fisk, var der ingen, der ville skrive om det. Det er også lidt forkert at sige, at alle dinosaurforskerne har taget fejl i 130 år,« mener Jørn Hurum.

Lene Liebe Delsett mener derimod, at det nye studie også ville være værd at skrive om, hvis der havde været tale om fisk.

»Men det er klart, at det er ekstra sjovt, når det er dinosaurer,« slutter Lene Liebe Delsett.

©forskning.no. Oversat Stephanie Lammers-Clark

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Goliath-frøen, som du kan se på billedet herunder.