I dag lever kvinder længere end mænd i næsten alle verdens lande.
Det understøttes af en stor mængde forskning, der forklarer mange af de bagvedliggende faktorer som adfærdsmæssige og biologiske forskelle mellem kvinder og mænd.
\ Historien kort
- SDU-studie undersøger, om kvinder også lever længere end mænd under ekstremt hårde forhold.
- Studiet kaster lys over den biologiske årsag bag kvindernes tilsyneladende overlevesesmæssige overtag.
- Men menneskelig ‘indblanding’ kan vende tendensen, hvilket blev illustreret af slaver i Trinidad i starten af det 19. århundrede.
Mænd har eksempelvis en tendens til at indtage større mængder alkohol og psykoaktive stoffer samt mere tobak end kvinder.
Mænd er generelt også mere hæmningsløse end kvinder: De kører mindre forsigtigt, spiser mindre sundt og besøger lægen mindre hyppigt.
Men biologien spiller også en afgørende rolle: Selv i grupper, hvor kvinder og mænd har en tilsvarende og mere sund livsstil, har kvinder en højere forventet levealder; som eksempelvis blandt nonner og munke, der lever afsondret fra verden, men i et fælleskab.
Ændrer det sig under ekstreme kriseforhold? Har kvinder stadig det overlevelsesmæssige overtag, hvis der er krig, hungersnød, epidemier eller andre krisesituationer?
Der var ikke nok evidens i den videnskabelige litteratur til at det kunne afgøres med sikkerhed, så derfor fremstillede vi et studie, så vi kunne granske historiske kriser.
\ Læs mere
Har kvinder overtaget i krisetider?
Vi analyserede syv historiske befolkningsgrupper med veldokumenterede og pålidelige data; heriblandt en gruppe plantageslaver i Trinidad i starten af det 19. århundrede og en population i Sverige i løbet af hungersnøden i 1772-1773.
Vi undersøgte forskellen mellem henholdsvis mænd og kvinders overlevelse blandt populationer udsat for ekstreme levevilkår, og vi fandt, at kvinderne overlevede bedre end mænd i alle populationerne.
Ikke alene havde kvinderne en højere forventet levealder, de havde også en lavere dødelighed på tværs af alle aldersgrupper.
Desuden havde nyfødte piger en bedre overlevelse end nyfødte drengebørn, hvilket indikerer, at der er større sandsynlighed for, at nyfødte piger overlever ekstremt hårde levevilkår.
Den forventede levealder styrtdykkede i løbet af hungersnøden i Sverige i 1772-1773. Svenske kvinder (blå) levede længere end mændene (rød) både før, under og efter krisen. (Graf: ScienceNordic.com / ForskerZonen. Kilde: Zarulli et al., 2018. Get the data / Created with Datawrapper)
Kvinder er biologiske overlevere
Selv om nyfødte piger og drenge ikke adskiller sig markant fra hinanden adfærdsmæssigt, er det samme ikke nødvendigvis tilfældet for deres forældre.
Hvis forældrene har forskellig indstilling til den nyfødte, afhængig af om det er en pige eller en dreng, kan det have konsekvenser for barnets overlevelse.
Diskrimination i de historiske befolkningsgrupper, som vi studerede, var formentlig rettet mod pigerne; drengene blev sandsynligvis favoriseret.
Det afslører historisk og antropologisk evidens fra før-industrielle samfund.
Så det faktum, at kvinder overlevede bedre end mænd – selv i den tidligste barndom, hvor adfærdsmæssige forskelle er minimale og på trods af potentiel diskrimination – bakker op om den biologiske understøttelse af kvindernes overlevelsesmæssige overtag.
Genetik kan forklare forskellen
Tidligere forskning afslører, at kvindernes biologiske overtag muligvis ligger gemt i hormonelle og genetiske forskelle.
Østrogenerne fremmer immunsystemet og beskytter mod en bred vifte af sygdomme, mens testosteron tilsyneladende øger mortalitetsriskoen og desuden har immunsupprimerende effekter; det vil sige, at testosteronet dæmper immunforsvarets respons.
Også den genetiske sammensætning forfordeler muligvis kvinderne.
Kvinder har to X-kromosomer, hvilket praktisk talt betyder, at de har ekstra genetisk materiale; en backupkopi så at sige, der (til dels) kompenserer for uheldige mutationer.
Hvis en kvinde har ét dårligt X-kromosom, har hun et i reserve, der muligvis ikke indeholder det uønskede gen.
Mænd har derimod et X-kromosom og et Y-kromosom (XY) og derfor ingen ‘backupkopi’. Der findes ikke et yderligere X, der kan kompensere for en uheldig mutation i det andet X.
Forventet levealder for slaver i Trinidad, 1813 til 1816. Kvindelige slavers forventede levealder (blå) mandlige slaver (rød) i Trinidad i starten af det 19. århundrede. (Graf: ScienceNordic/ForskerZonen. Kilde: Zarulli et al., 2018. Get the data/Created with Datawrapper)
Menneskets ‘indblanding’ kan vende tendens
Slaverne i Trinidad repræsenterede interessant nok undtagelsen, der bekræfter reglen.
I denne gruppe led kvinderne under højere mortalitet i barndommen og det tidlige voksenliv, selv om de havde en højere forventet levealder end mændene.
Det skyldes sandsynligvis, at unge mandlige slaver var i højere kurs, da de var flere penge værd end kvindelige slaver.
Det kaster lys over en afgørende forskel: I populationer, der har ekstremt hårde levevilkår, som hungersnød eller epidemier, har kvinderne det overlevelsesmæssige overtag.
Men når overlevelsen kommer under menneskets kontrol – som slaverne i Trinidad – kan mænd ende med en lavere mortalitet end kvinder; i hvert fald for visse aldersgrupper.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Kvinder lever længere end mænd – selv i krisetider
Vores resultater viser, at kvinder som regel lever længere end mænd, selv i lande eller situationer hvor mortaliteten er ekstremt høj som følge af slaveri eller hændelser som hungersnød eller epidemier.
Hypotesen om, at kvindernes overlevelsesmæssige overtag understøttes biologisk, bakkes op af det faktum, at kvinderne overlever bedre end mændene, og det starter i en meget ung alder – selv under disse meget hårde vilkår.
Det næste skridt i vores forskning er at finde andre små brikker i dette komplekse puslespil. Vi vil eksempelvis undersøge, den rolle alderdommen spiller i overlevelsesevnens overordnede kønsforskel, som i stigende grad er med til at forme vores samfund.
Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.