Krager består 'skumfidus-testen' i nyt studie: Det antyder, at de har selvkontrol
Krage_2

I et nyt studie udviste krager lige så stor selvkontrol som børn, hvis de kunne se maden. Foto: Shutterstock. 

I et nyt studie udviste krager lige så stor selvkontrol som børn, hvis de kunne se maden. Foto: Shutterstock. 

Kilde: 
27 november 2019

Krager har tilsyneladende selvkontrol. 

Det konkluderer i hvert fald et nyt studie, der netop er blevet offentliggjort i tidsskriftet Animal Cognition, hvor ni krager udviste lige så stor selvkontrol som børn i den såkaldte 'skumfidus-test'. En test, der omhandler belønning og selvkontrol. Du kan se børn KÆMPE med at bestå testen længere nede i artiklen.

Skumfidus-testen foregår sådan, at et barn bliver ladt alene i et rum med en skumfidus foran sig. Barnet får at vide, at hvis det kan vente i 15 minutter med at spise skumfidusen, får de endnu en skumfidus.

Forskere har brugt testen siden 1960'erne til at måle børns selvkontrol. En evne, der er meget vigtigt, fordi den efter sigende er stærkt forbundet med succes senere i livet. Det skriver ScienceAlert.

LÆS OGSÅ: Forskere skyder hul i den kendte skumfidus-test

Den originale skumfidus-test fungerer naturligvis ikke på krager, da de ikke forstår vores sprog. I den nye undersøgelse, som blev foretaget blandt 61 børn og 9 vilde krager, har forskerne på University of Cambridge derfor tilpasset skumfidus-testen.

krager skumfidus test selvkontrol

Sådan så pladen ud. (Foto: Miller et al., Animal Cognition, 2019)

Under forsøget placerede forskerne to belønninger på en plade, der var halvvejs placeret under en gennemsigtig boks. Den ene belønning (æble) stak ud under den gennemsigtige boks, mens den anden, lækrere belønning (kød) først blev tilgængelig, når pladen blev roteret efter nogen tid.

For børnenes vedkommende var belønningerne skiftet ud med klistermærker, hvor det utilgængelige klistermærke var flottere end det, der var til at få fat i.

LÆS OGSÅ: Krager er klogere, end vi tror

Forskerne afprøvede to forskellige scenarier under studiet: Et, hvor belønningerne var synlige, og et, hvor de var dækkede til.

Og når kragerne havde udsyn til et godt stykke kød frem for et æble, ventede de på den lækrere belønning og udviste lige så stor selvkontrol som børnene, viser resultaterne. 

Den berømte skumfidus-test har i årevis gjort børn blå i hovedet (Video: Igniter Media)


Forskerne fandt imidlertid, at kragerne havde væsentlig dårligere selvkontrol end børnene, når maden var dækket til. Her skal forklaringen muligvis findes i, at kragerne var menneskesky og skyndte sig væk fra pladen, når forskerne dækkede maden til. Derfor vidste de reelt ikke, hvad der gemte sig under dækkenet, og om det var værd at vente på.

Her var børnene mere nysgerrige.

»Det er muligt, at den kontekst, som testen blev udført i, gjorde, at kragerne blev mentalt overbelastede, fordi de skulle beslutte, om de ville tage en direkte – eller en forsinket belønning – afhængig af kvalitet og kvantitet, såvel som de skulle holde øje med forskeren,« skriver en af forskerne i studiet.

Flere studier har tidligere vist, at krager har stor selvkontrol, og forskerne skriver i rapporten, at, hvis man lærte kragerne at følge forskernes ageren, ville de muligvis præstere på samme niveau som børnene – også når de ikke kan se de forskellige snacks.

Studiet er udgivet i Animal Cognition.

LÆS OGSÅ: Utroligt kloge krager bruger redskaber til at skaffe føde

LÆS OGSÅ: Kloge krager imponerer igen: Se dem bygge eget værktøj​

LÆS OGSÅ: Ualmindeligt kloge krager: Kan vurdere objekters vægt uden at røre dem

nan

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.