Kontinenterne kan være skabt af gigantiske meteornedslag, viser ny opdagelse
meteor meteornedslag pladetektonik kontinenter

Nyt studie peger på, at det var meteornedslag i stil med dét, der udryddede dinosauerne, der milliarder af år forinden slog sprækker i Jordens skorpe og lagde kimen til kontinenterne. (Foto: Shutterstock)

Nyt studie peger på, at det var meteornedslag i stil med dét, der udryddede dinosauerne, der milliarder af år forinden slog sprækker i Jordens skorpe og lagde kimen til kontinenterne. (Foto: Shutterstock)

11 august 2022

I folkeskolen blev de fleste af os undervist i pladetektonik; den geologiske teori, der forklarer, at Jordens yderste, faste del (lithosfæren) ikke er én, men er delt op i mange forskellige plader.

De fleste steder var det dog ikke en del af udskolingens pensum at forklare, hvordan disse plader er opstået. Denne udladelse er der imidlertid en meget god grund til: Forskerne er ikke sikre.

Der er dog en teori om, at flere gigantiske meteornedslag fik Jordens skorpe og lagene umiddelbart nedenunder til at krakelere for mere end tre milliarder år siden - og den teori er der nu et australsk studie, der underbygger.

Det skriver Curtin University i en pressemeddelelse.

De australske forskere gik geologisk til værks og tog udgangspunkt i bittesmå krystaller af mineralet zirkon fundet i klippestykker ved Pilbara Craton i Vestaustralien.

Pilbara Craton er et unikt område, i og med at det er ét af kun to steder på Jorden, hvor man kan finde uskadt kontinental-lithosfære, der ser ud, som den gjorde for mellem 2,7 og 3,6 milliarder år siden.

Pilbara Craton australien geologi zirkon meteornedslag pladetektonik

Smukt er det, men det er alligevel ikke til at se på et billede som dette, at Pilbara Craton i det vestlige Australien gemmer på selveste Jordens historie. (Foto: Craton University)

Ved at undersøge mønsteret af oxygen-isotoper i de mikroskopiske zirkon-krystaller kunne forskerne se, at der øverst i lithosfæren var der tegn på smeltet klippe, der så gradvist blev mindre, jo længere ned i jorden, man gravede.

Et mønster, der ville stemme overens med teorien om meteornedslag.

»Vores undersøgelse leverer for første gang solide beviser på, at de processer, der i sidste ende skabte kontinenterne, blev sat i gang af gigantiske meteornedslag af samme type, der milliarder af år senere udryddede dinosauerne,« udtaler Tim Johnson, hovedforfatter bag det nye studie, i pressemeddelelsen.

Der er dog - som det så ofte er tilfældet med videnskab - behov for yderligere studier, før noget kan slås helt fast.

»Vi vil gerne teste vores teori på andre forhistoriske klippestykker for at se, om vores model - som vi har en formodning om - også er applicérbar andre steder,« afslutter forskeren.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.