Før rumsonden New Horizons havde vi kun små, udetaljerede billeder af dværgplaneten Pluto. Men i juli sidste år kom vi tættere på end nogensinde. Det gav os muligheden for at tage bedre billeder af Pluto, og i denne artikel finder du nogle af de bedste.
Det anerkendte tidsskrift Science har netop udgivet fem studier på baggrund af New Horizons indhentede materiale, da den fløj forbi i sommer.
Studierne undersøger blandt andet Plutos overflade og geologi samt atmosfære, omgivelser og dens største måne, Charon.
Plutos overflade er utrolig forskelligartet
Nogle områder af Plutos overflade har store kratere efter sammenstød med asteroider, mens andre viser tegn på geologiske aktiviteter, der måske har stået på under Plutos milliarder af år lange historie.
På overfladen er der også enorme isvulkaner, som må have været lang tid om at forme sig. Vulkanerne er drevet af varm væske fra undergrunden, måske vand og ammonium i modsætning til den varme klippemagma vi har på Jorden.
Andre steder, såsom området populært kaldet ‘Sputnik Planum,’ er der nitrogen-gletschere på størrelse med 100 fodboldbaner. Her er der ikke tegn på at have været asteroidenedslag overhovedet. Forskerne anslår, at denne del af overfladen ikke er mere end 10 millioner år gammel, hvilket kun er et øjeblik på geologiske tidsskalaer.
Du kan se billederne af Plutos fascinerende overflade i galleriet øverst i artiklen.
Hvad er Pluto lavet af?
Forskerne har ikke bare kigget på Plutos overflade, men de prøver også at bruge informationerne til at regne ud, hvad Pluto består af længere nede i undergrunden.
De detaljerede billeder af Plutos overflade viser forskellige isområder. Ved at studere det reflekterede spektrum i overfladen er det lykkedes forskerne at identificere flere forskellige slags is, blandt andre nitrogen, metan og kulilte.
En mørkere finér på toppen af isen er sandsynligvis tholin, der er en organisk nitrogenforbindelse, som dannes af solens stråler.
Tholinerne opstår i Plutos atmosfære, hvorefter de regner ned på overfladen. En stor mørk region, der har det uformelle navn Cthulhu-regionen, har et metertykt lag af tholiner, som er bygget op over milliarder af år.
Frossent vand er et af de stærkeste, hårde materialer, vi ser ved de lave temperaturer på Pluto.
\ Fakta
Dværgplaneter er typer af himmellegemer, hvis klassifikation blev vedtaget i 2006 af den Internationale Astronomiske Union (IAU). Dværgplaneter er selvstændigt i omløb om Solen, deres masser har gjort dem næsten kugleformede, men til forskel fra planeter har de ikke tilstrækkelig masse til at rydde deres baner for andre himmellegemer. Kilde: Den Store Danske.
Forskerne mener, at de store isbjerge, som er flere kilometer høje, er formet af vandis. De er med andre ord de største isterninger i solsystemet.
Pluto holder bedre fast i sin atmosfære, end vi troede
New Horizons’ instrumenter observerede sollys, som passerede Plutos atmosfære. Det tyder på, at Pluto har en atmosfære, der ligesom Jordens er dannet af nitrogen, med metan, acetylen og ethen som mindre bestanddele.
Plutos beskedne størrelse og lave tyngdekraft medfører, at den holder meget svagere fast i atmosfæren end Jorden, der har en 16 gange stærkere tyngdekraft.
Før New Horizons-missionen troede forskerne derfor, at Plutos atmosfære ville være langt mere udvidet og hurtigt på vej ud i rummet, men i stedet er den øverste atmosfære meget koldere end troet og derfor mere kompakt. Men hvorfor atmosfæren er så kold, er stadig et mysterium.
»Som atmosfæreforsker synes jeg, at den mest interessante opdagelse er den smukke, lyseblå tåge, som vi ser om Pluto, fordi store antal af små atmosfæriske partikler deler sollyset. Denne tåge rækker hundreder af kilometer ud i rummet, og i den befinder sig 20 meget tynde, men lysere lag. Vi tror, at de tynde lag skabes af en slags atmosfærisk bølge, som danner lokale regioner af kondensation af en gas, som vi endnu ikke kender,« skriver Mike Summers, der er professor ved George Mason University i USA, på The Conversations hjemmeside om studierne i Science.
Sådan opstod Plutos måner
Oprindelsen af Plutos fem måner har længe været et uopklaret mysterium. Men nye observationer har givet os data, som vi skal bruge for at udvikle en forklaring.
Forskerne mener, at Charon er næsten lige så gammel som Pluto, da den er blevet formet, mens Pluto var meget ung. Et sammenstød mellem Pluto og et stort objekt fra Kuiper-bæltet i dens tidlige historie sendte en stor mængde fragmenter ud i kredsløb om Pluto, og som tiden gik, samlede disse fragmenter sig og blev til Charon.
Tidligere troede man også, at de fire mindre måner omkring Pluto faktisk var asteroider, der var kommet for tæt på og var blevet fanget af Plutos tyngdekraft. Men observationer fra New Horizons viste, at de fire måner havde en usædvanlig høj refleksion, som var meget anderledes end hos de mørke materialer, vi normalt ser på asteroider i det ydre solsystem.
Det har ført til nye teorier, der foreslår, at månerne stammer fra de samme fragmenter, som Charon består af.
Der er meget mere på vej
Dette var blot nogle af de observationer, som de nye studier i tidsskriftet Science handler om.
Du kan læse alle studierne, som du finder i bunden af artiklen, helt gratis. Der er uden tvivl også masser af andre studier på vej om den mystiske dværgplanet i den fjerne ende af solsystemet.
I mellemtiden kan du nyde de flotte billeder fra New Horizons i galleriet øverst i artiklen.
\ Fakta
Pluto blev opdaget i 1930 af Clyde Tombaugh og var indtil 2006 klassificeret som en planet. Plutos diameter er 2.274 km, og afstanden til Solen svinger mellem 29,7 og 49,5 au. Pluto har månerne Charon, Nix, Hydra, Styx og Kerberos. Pluto er opkaldt efter romernes dødsgud Pluton. Kilde: Den Store Danske.
\ Kilder
- The Conversation
- Mike Summers’ profil (George Mason University)
- Surface compositions across Pluto and Charon
- The geology of Pluto and Charon through the eyes of New Horizons
- The atmosphere of Pluto as observed by New Horizons
- Pluto’s interaction with its space environment: Solar wind, energetic particles, and dust
- The small satellites of Pluto as observed by New Horizons