Klimaforandringer kan få orkaner til at eskalere i fremtiden
13 september 2018

På bare lidt over en enkelt dag eskalerede orkanen Florence, der frygtes at ramme USA’s østkyst i løbet af denne uge, fra en kategori-1-orkan til en kategori-4-orkan.

En række andre tropiske storme er også pludselig opstået andre steder i verden de seneste dage. Supertyfonen Mangkhut er på vej ind over Sydøstasien.

Orkaner, tyfoner og kategorier

Orkaner kategoriseres ofte efter barometer-trykket i stormens centrum og vindhastigheden. Det kan du læse mere om i artiklen Tyfoner, cykloner, orkaner... Hvad er forskellen?

Nu frygter forskere bag et nyt studie, at Florence og fremtidige storme kan komme helt op på det, man kunne kalde for 'styrke seks' i intensitet.

Og denne hurtigere tiltagen i intensitet skyldes muligvis klimaforandringer, der puster mere vind ind i de i forvejen vilde storme. Det skriver The Washington Post.

Det stadigt varmere klima, gør nemlig havene varmere, og det medfører mere energi og stærkere vinde, forklarer forskerne bag undersøgelsen ifølge The Washington Post.

Undersøgelsen er udviklet på baggrund af computermodeller og forsøger at forudsige styrken af fremtidige orkaner.

Dog er der stadig store usikkerheder om modellernes sikkerhed:

»(Vores undersøgelse, red) siger bare, at i præcis denne her model, vil klimaforandringer gøre XYZ mere sandsynlig,« forklarer Kieran Bathia fra Princeton University, der er hovedforfatteren bag det nye studie,  ifølge The Washington Post.

Studiet er udgivet i American Meterological Society.

ie

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.