Klimaændringer: Havskildpadder får færre og færre hanner
Kilde: 
09 januar 2018

På grund af forhøjede temperaturer omkring Great Barrier Reef i Australien får grønne havskildpadder overvejende unger, der er af hunkøn.

Det skriver The Guardian.

Skildpadderne er nærmest ikke i stand til at få hanner længere, og det kan true artens overlevelse, lyder den triste konklusion i det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Current Biology.

Hun-ungerne udklækkes nemmere og trives simpelthen bedre i varme temperaturer end hannerne, fremgår det af undersøgelsen, der er lavet af forskere fra den amerikanske organisation, National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA).

De har lavet en optælling af over 400 havskildpadder i den nordlige og sydlige ende af revet – Great Barrier Reef og blev overraskede over resultatet.

I den sydlige ende af revet var mellem 60 og 65 procent af de grønne havskildpadder hunkøn.

Den nordlige del viste dog endnu værre resultater:

  • 99, 1 procent af de nyfødte skildpadder var hunner,

  • 99,8 procent af de mellemstore unger var ligeledes hunkøn

  • og for 86,8 procent af de voksne havskildpadder gjaldt samme resultat.

»Når vi kombinerer vores resultater med de stigende temperaturer, viser det sig, at den nordlige GBR- grønne havskildpadde har fået hun-unger i mere end 20 år, og at en total feminisering af arten er mulig i den nære fremtid,« fremgår det af studiet ifølge The Guardian.

Resultaterne af undersøgelsen er ifølge hovedforfatter, Michael Jensen, der er postdoc fra organisationen NOAA, »alarmerende.«

»Selvom vi kan håbe på, at der kommer nogle år med lavere temperaturer, så der kan produceres flere hanner, kan vi overordnet set forvente, at temperaturerne stiger,« siger han til The Guardian.

ie

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.