Kig op! Nu er der gode chancer for at se stjerneskud
De kommende nætter er der fine muligheder for at se stjerneskud, hvis skydækket ellers tillader det. Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst ser stjerneskuddene.
nasa stjernskud

Jorden passerer gennem Delta-Aquariderne i disse dage, og derfor kan du se masser af stjerneskud. Her et foto fra 2009, hvor man kunne se meteorstormen Perseiderne fra Jorden. Den kan du se igen i år i august. (Foto: NASA)

Jordens bane passerer gennem flere meteorsværme i øjeblikket, og det gør himlen ekstra aktiv med stjerneskud de kommende nætter. Først fra sværmen Delta-Aquariderne, derefter fra Capricorniderne og til sidst fra Perseiderne. 

Derfor kan du se himlens eget festfyrværkeri i aften- og nattetimerne, hvis skyerne altså ikke leger lyseslukkere, hvor du befinder dig.

Delta-Aquariderne formodes at være rester fra kometen 96P/Macholz, som tilhører en speciel gruppe kometer – Marsden og Kracht-gruppen – som har det til fælles, at deres bane fører dem meget tæt forbi Solen. 96P/Macholz blev opdaget i 1986, og dens bane viste sig at stemme overens med banen for Delta-Aquariderne. 

På himlen vil meteorerne udspringe fra stjernebilledet Vandmanden, som kort efter midnat dukker op i sydøstlig retning. Stjernebilledet står lavt på himlen hele natten.

Delta-Aquariderne varer i lang tid – nemlig fra omkring 12. juli til slutningen af august. Maksimum er 29. juli.

Desværre er det en af de små meteorsværme, og der vil ikke være så mange stjerneskud i timen. Det kan derfor anbefales at finde et observationssted væk fra byens lys.

Vandmanden vil stå lavt på himlen hele natten, derfor kan det betale sig at befinde sig et sted, hvor der er frit udsyn mod syd. I kampen for at se stjerneskud kan høje bygninger være den værste fjende.

Hvad er en meteorsværm?

En meteorsværm er en gruppe af små meteorider, der rammer Jordens atmosfære. Ved sammenstødet med atmosfæren bliver luften varmet op og begynder at lyse.

En meteorsværm er en samling meteorider, der alle rammer Jordens atmosfære fra en fælles retning. Meteoriderne er rester fra kometer.

Meteorsværme opkaldes ofte efter det stjernebillede, som de ser ud til at udspringe fra. Delta-Aquariderne udspringer således fra Vandmanden – Aquarius.  

Overflod af meteorsværme

Her i juli er Capricorniderne også aktive. Det er en endnu mindre sværm. Til gengæld er den relative mængde af ildkugler ret stor, og der kan være gode chancer for at se rigtig kraftige stjerneskud. Capricorniderne er aktive fra 11. juli til 10. august, og maksimum er omkring den 26.-27. juli.

Delta-Aquariderne overlapper også med meteorsværmen Perseiderne. Perseidernes aktive periode begynder 13. juli, og således er der overlap mellem de to meteorsværme.

Men hvor Delta-Aquariderne vil se ud til at udspringe fra stjernebilledet Vandmanden, vil Capriconiderne udspringe fra stjernebilledet Stenbukken og Perseiderne fra stjernebilledet Perseus.

Perseiderne er en stor meteorsværm, og chancen for at se stjerneskud i den forbindelse er større.

Du kan se fakta om de årlige meteorsværme her.

Sådan krydser Jorden Delta-Aquaridernes bane. (Interaktiv grafik: Meteorshowers.org)

Sådan kan du se stjerneskuddene

  • Kom ud af byen og find et mørkt sted, hvor lysforureningen er minimal.
  • Hav varmt tøj og måske et tæppe med. Det kræver tålmodighed at se efter stjerneskud – især ved nogle af de mindre sværme, hvor der kan være langt mellem meteorerne.
  • Tjek vejrudsigten. Hvis der er overskyet, er chancen for at se stjerneskud lig nul. Tjek også, hvornår Månen står op og går ned. Man kan se flere stjerneskud, når Månen ikke er på himlen.
  • Kig op! Hvis du lægger dig ned på ryggen, har du en større del af himlen i dit synsfelt, og dermed større chance for at se et stjerneskud.
  • Meteorerne kan som regel ses på hele himlen, selvom de i gennemsnit ser ud til at radiere fra et bestemt punkt.
Foredrag om meteorsværme

Hvis du vil være godt rustet til at se Perseiderne, kan du komme til foredrag om meteorsværme 10. august hos Tycho Brahe Planetarium. I dette foredrag ser vi på stjerneskud, asteroider, meteorer gennem historien og den nyeste forskning indenfor dette område.

Planetariet giver tips til, hvordan man får mest ud af den kommende meteorsværm: Hvilken retning skal man kigge, hvornår skal man bevæge sig udenfor, og hvad kan man ellers kigge på, når man venter på stjerneskuddene.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede