Kig op i september: Se galaksen Andromeda med det blotte øje, når natten gør comeback

Septembers himmel er så blå, hedder det i sangen, og – man kunne tilføje – nætterne bliver længere og mørkere.

Vi er i den første efterårsmåned, og i månedens løb passerer vi efterårsjævndøgn.

Det sker 22. september. En uge før og efter denne dato er nat og dag nogenlunde lige lange med omkring 12 timer til hver.

Når man alligevel taler om jævndøgn som et bestemt tidspunkt, i år 22. september klokken 21.21, så er det, fordi det netop er det tidspunkt, Solen passerer himlens ækvator og derefter kommer stadigt lavere på himlen gennem efteråret set fra vore breddegrader.

Solens bane hen over himlen i løbet af året kaldes ekliptika. Men Solens tilsyneladende bevægelse afspejler blot, at Jorden bevæger sig rundt om Solen. Og ekliptikas plan er netop Jordens baneplan.

Himlens ækvator danner en vinkel på 23,5 grader med ekliptika. Og da Solen følger ekliptika, bliver Solens tilsyneladende bane i løbet af året en ellipse på himlen, der danner en vinkel på 23,5 grader med himlens ækvator.

De to steder, hvor ekliptika skærer himlens ækvator, er netop de to jævndøgnspunkter, efterårs- og forårsjævndøgn.

Herunder ses en grafik af, hvordan Jordens bevægelse rundt om Solen i årets løb giver anledning til de skiftende årstider som følge af Solens belysning af Jorden. Du kan også se denne video, der giver yderligere uddybning.

Der er gang i Månen i september

Vi har nymåne 7. september og fuldmåne 20. september. Vores to naboplaneter Mars og Venus er ikke let tilgængelige i september. Mars er for tæt på Solen til at kunne ses, og planeten befinder sig stort set på daghimlen i hele måneden.

Venus står op hen ad formiddagen og går ned ikke længe efter solnedgang, så der er kun kort tid, hvor den kan ses på himlen.

I perioden 8.-13. september er der en mulighed for at fange Venus sammen med Månen lavt på aftenhimlen i sydvest–vest omkring 19.30-20, hvor mørket er ved at indfinde sig.

Månen, der er tæt på nymåne, er tættest på Venus 8.-10. september, hvorefter den flytter sig mod sydvest og længere bort fra Venus.

Jupiter og Saturn er stadig med os på nattehimlen. De står begge op omkring solnedgang og kulminerer – det vil sige står højest på himlen – i timerne omkring midnat og går ned før solopgang.

En god periode at se Jupiter og Saturn sammen med Månen vil være 15.-21. september fra cirka 20.30 til klokken 23 på aftenhimlen i sydøst til syd.

16. september står Månen lige under Saturn. 17. september ses Månen lidt under de to planeter, og endelig 18. september, to dage før fuldmåne, er Månen kommet lidt forbi Jupiter. Derefter bevæger Månen sig længere bort i retning øst for Jupiter og Saturn.

25.-26. september omkring klokken 22-23 er det muligt at se Månen sammen med Plejaderne – også kaldet syvstjernen – og den klare røde stjerne Aldebaran i Tyren på aftenhimlen i nordøst til øst. 25. september er Månen nærmest Syvstjernen, og dagen efter nærmest Aldabaran.

Endelig på den sidste dag i september kan vi på morgenhimlen i sydøst omkring klokken 6 se halvmånen nær ved stjernerne Castor og Pollux i Tvillingerne.

Kløvede et søuhyre med sit diamandsværd

Stjernehimlen danner baggrund for mange fortællinger fra den græske mytologi.

Historien om Andromeda er en af dem. Vi finder stjernebilledet Andromeda højt på den nordlige himmel nær Zenith omgivet af helte og skurke fra de stjernebilleder, der indgår i fortællingen.

I den græske mytologi er Andromeda datter af Cassiopeia, Dronning af Etiopien, hvis stjernebillede ses nær Andromeda.

Cassiopeia pralede med, at Andromeda var så smuk, at hun overgik selv de berømte havnymfer, Nereiderne, der var kendt for den ypperste skønhed.

Herover blev nymfernes hersker, havguden Poseidon, så fortørnet, at han truede med at angribe Etiopien. Nu blev Andromedas far Cepheus ræd for sit rige og så sig nødsaget til at ofre sin datter til søuhyret Cetus. Andromeda blev derfor lænket til en klippe nær havet.

Herfra blev hun dog reddet af helten Perseus, der ifølge en version af fortællingen kløvede søuhyret med sit diamantsværd. Hvorefter Perseus og Andromeda giftede sig og fik ni børn.

Men nu tilbage til astronomien og stjernebilledet Andromeda og dets mange stjerner.

Andromedas græske og arabiske navne

Der er en gammel tradition for benævnelser af stjernerne i et stjernebillede.

Udover de fine, ofte græske eller arabiske navne, som mange stjerner bærer, så nummereres stjernerne i et stjernebillede efter det græske alfabet, således at den klareste stjerne får tilføjelsen Alfa, den næst-klareste nævnes som beta efter de to første bogstaver i det græske alfabet.

Sådan fortsættes stjernebilledet i gennem. Jo flere stjerner, jo længere når man ind i alfabetet. Stjernens navn indleder betegnelsen.

Efter det græske bogstav følger stjernebilledets navn. Den klareste stjerne i Andromeda hedder derfor Alfa Andromeda, men den kendes også under navnet Alpheratz.

Stjernerne i Andromeda

Der er mange stjerner i Andromeda, så vi vil kun omtale de klareste. De lyser nogenlunde lige så klart som stjernerne i Cassiopeias berømte W. Du kan se en guide her.

Den klareste er som nævnt Alpheratz, som er en stor hvid stjerne med en lysstyrke næsten 100 gange stærkere end vores egen sol. Afstanden er 97 lysår.

Og så har Alpheratz æren af at være et af hjørnerne i den nærliggende Pegasus Firkant, hvis øvrige tre stjerner dog hører til stjernebilledet Pegasus.

Mirach, Beta Andromeda, er en variabel rød kæmpestjerne knap 200 lysår borte, der lyser omkring 115 gange stærkere end Solen.

Almach, Gamma Andromeda, den 3. klareste stjerne er en orange kæmpestjerne knap 360 lysår borte.

De tre stjerner ligger næsten på linje i stjernebilledet og er ikke svære at få øje på, da de netop er de klareste i Andromeda.

Andromeda-galaksen: Vores nærmeste nabo i universet

Man kan da næsten ikke omtale Andromeda uden også at nævne Andromeda-galaksen, der er vores nærmeste nabo blandt universets store galakser.

Med lidt tålmodighed er det på en klar, mørk aften muligt at få øje på den lille tågeklat midt i stjernebilledet, som dækker over en galakse lidt større end Mælkevejen, der ligger omkring 2,5 millioner lysår borte. Det er også det fjerneste objekt, det er muligt at se med det blotte øje.

Så hvis det lykkes, må man betages af at kunne se så langt ud i rummet med øjet alene. Dog skal det bemærkes, at det gradvist vil blive lettere, efterhånden som nætterne bliver mørkere.

Charles Messier kortlagde himlens ‘tåger’.

Andromeda-galaksen benævnes ofte kort M31 eller Messier 31 efter franskmanden Charles Messier, der i 1700-tallet kortlagde ’Himlens tåger’.

Messiers motiv var det rent praktiske, at han først og fremmest jagtede kometer, der kom og gik på himlen. Og så ville han ikke lade sig distrahere af objekter, der i forvejen havde deres plads på himlen.

Kataloget omfattede lidt over 100 ’tåger’, der senere har vist sig at dække over mange forskellige astronomiske fænomener som supernovarester, stjernetåger i Mælkevejen og fjerne galakser.

Således er M1 den berømte Krabbetåge i stjernebilledet Tyren, som er resterne af en supernovaeksplosion, der blev observeret i 1054 af kinesiske og arabiske astronomer. Afstanden til krabbetågen er 6.300 lysår.

Andromeda-galaksen er på vej med stor fart mod os

Astronomerne har målt, at Andromeda-galaksen bevæger sig hen imod os med en fart af 110 kilometer i sekundet.

Med den bevægelse vil Mælkevejen og Andromeda- galaksen til sidst kollidere. Vi behøver dog ikke at bekymre os voldsomt lige nu, for det vil først ske om lidt over 4 milliarder år.

Til den tid vil Mælkevejen og Andromeda flettes sammen til en kæmpegalakse, der allerede har fået navnet Milkomeda.

Afstandene mellem stjernerne i de to galakser er i forvejen så store, at de enkelte stjerner ikke vil ødelægges, men blot fortsætte deres tilværelse et sted i den nye supergalakse.

Et lille tal-eksempel viser, hvorfor stjernerne kan overleve. Vi forestiller os Solen formindsket til en tennisbold. I dette skalaforhold vil vor nærmeste nabostjerne Proxima Centauri, 4,2 lysår borte, være på størrelse med en ært i afstanden 1.100 kilometer.

Gensyn med den internationale rumstation

Hele september måned vil det være muligt at følge den Internationale Rumstation, ISS, på aften- og nattehimlen.

I begyndelsen af måneden er det dog nogle ubekvemme tidspunkter i løbet af natten. Fra 17. september og måneden ud sker passagerne på tidspunkter i aftentimerne.

Og så kan man næsten hver aften fra 19. september og frem opleve to passager af ISS på aftenhimlen. Ovenikøbet passerer ISS ikke langt fra Jupiter og Saturn.

Man kan selv finde datoer og tidspunkter på programmet Heavens Above, hvor man kan vælge egen lokation: Klik på heavens-above.com og derefter på satellitter og ISS, og følg vejledningen.

Klikker man på datoen, dukker et stjernekort op, hvor man blandt andet kan se, om ISS er i nærheden af Jupiter og Saturn på aftenhimlen.