Kig op i marts: Hej forår! Solen passerer himlens ækvator ved forårsjævndøgn
Få overblik over astronomien i marts - og bliv klogere på de gode og dårlige nyheder for den bemandede rumfart. USA har blandt andet fået grønt lys til at opsende de første astronauter siden 2011.
Solhverv jævndøgn Solens bane på himlen

Sådan står Solen på himlen under solhverv og jævndøgn. Solhverv er de to tidspunkter på året, hvor Solen enten står højest eller lavest på himlen omkring middagstid. Jævndøgn er de to tidspunkter på året, hvor Solen står præcis over Ækvator - og 20. marts er det altså forårsjævndøgn i år. (Illustration: Shutterstock/ Ditte Svane-Knudsen)

Sådan står Solen på himlen under solhverv og jævndøgn. Solhverv er de to tidspunkter på året, hvor Solen enten står højest eller lavest på himlen omkring middagstid. Jævndøgn er de to tidspunkter på året, hvor Solen står præcis over Ækvator - og 20. marts er det altså forårsjævndøgn i år. (Illustration: Shutterstock/ Ditte Svane-Knudsen)

Astronomisk set bliver marts en stille og rolig måned.

Den store begivenhed er, at Solen 20. marts passerer himlens ækvator ved forårsjævndøgn og således står lodret over Jordens ækvator.

Derefter vil Solen komme stadig højere på himlen indtil sommersolhverv 20. juni.

Forårsjævndøgn falder 20. eller 21. marts. Det veksler, fordi året ikke består af et helt antal dage, men cirka 365 og en kvart. I tre år i træk ignorerer vi det ekstra kvarte døgn, men så på det fjerde år - skudår - indskyder vi en ekstra dag for at få kalenderen på plads igen.

Forårsjævndøgn vil give lysere nætter, men det er nu ikke det største problem ved at studere stjernehimlen på denne tid af året. Indtil nu har den store udfordring været det dårlige vejr med meget regnvejr og mange skyer – men man kan da altid håbe på, at vejret bliver bedre.

En ekstra stjerne i Cassiopeia 

Men hvis man nu kommer ud en aften og ser på stjernehimlen så prøv at finde stjernebilledet Cassiopeia, som let kan kendes på det berømte W, som de fem klare stjerner i stjernebilledet danner.

Cassiopeia fra Jorden

Stjernebilledet Cassiopeia som vi ser det her fra Jorden. (Foto: Shutterstuck / Tatyana Vyc)

Det er klare stjerner, hvor den klareste er en rød kæmpestjerne, der lyser omkring 700 gange stærkere end Solen. Den er så stor, at hvis den blev anbragt på Solens plads, ville den nå halvvejs ud til Merkurs bane. Afstanden fra Jorden er 228 lysår.

I 1572 observerede Tycho Brahe en ekstra stjerne i Cassiopeia, som han beskrev i bogen De nova stella – den nye stjerne. I dag ved vi, at det var en supernova, han så, og resterne fra denne eksplosion kan stadig observeres.

Cassiopeia som Tycho Brahe så den

Cassiopeia som Tycho Brahe så den. Supernovaen er ’I’ øverst i billedet. (Illustration: Tycho Brahe / CC0 1.0)

Hvis vi nu forestiller os, at vi er rejst til en planet, som kredser om Solens nærmeste nabo Alfa Centauri 4,3 lysår borte, så vil stjernehimlen helt minde om den, vi kender – bortset fra stjernebilledet Cassiopeia.

Ud over de fem velkendte stjerner ville der være en sjette klar stjerne, og det er vores egen Sol. Set fra Alfa Centauri, vil Solen i virkeligheden være den klareste stjerne i Cassiopeia, men til gengæld vil W formen erstattes af en zig-zag linje.

Hvis der bor nogen deroppe, kunne det være morsomt at se deres stjernekort, hvor Solen vil være markeret som en almindelig, klar stjerne.

Cassiopeia med solen set fra Alfa Cenrauri

Hvis vi ser stjernebilledet fra Alfa Centauri, vil Solen vil fremstå meget tæt på Cassiopeia. (Illustration: Thøger Junker) 

Hvor langt borte kan vi se solen? 

Nu er det ikke så mærkeligt, at Solen set fra Alfa Centauri er en meget klar stjerne, for Solen er blandt de 10 procent af Mælkevejens stjerner, som lyser stærkest. Men det betyder ikke, at vi ville kunne se den ret langt væk.

En beregning viser, at vi kan se Solen med det blotte øje ud til en afstand på godt 55 lysår, og det er jo ikke ret meget i forhold til Mælkevejens diameter på over 100.000 lysår.

Så uden brug af kikkert kan man kun se Solen i meget lille område af Mælkevejen.

Set fra den klareste stjerne i Cassiopeia ville Solen således være helt usynlig, da den er 228 lysår borte.

Fra en afstand på 55 lysår kan solen kun lige skimtes og sandsynligvis kun findes med brug af et godt stjernekort. Vi skal helt ned på 20-25 lysårs afstand, før Solen vil kunne ses på himlen som en almindelig, klar stjerne.

Mens vi nu er i færd med at se på os selv udefra, så kan man da mindes, at det i år er 30 år siden, at rumsonden Voyager tog det berømte billede af Jorden som ’A pale blue dot’.

I den anledning har NASA sendt det gamle billede en tur gennem computeren, så det nu fremstår i en ny og bedre udgave. 

pale blue dot NASA

Den nye version af ’Pale Blue Dot’ billedet af Jorden, der er taget af Voyager 1-rumfartøjet. (Foto: NASA / JPL-Caltech)

Billedet er taget fra en afstand på 6 milliarder km, altså et stykke uden for Neptuns bane, og det er en del af et 'familieportræt' af Solsystemets planeter. Det minder om, at vi bor på en meget lille planet i et stort univers.

Vi må også lige huske fortsat at holde øje med Betelgeuse i stjernebilledet Orion. Foråret nærmer sig, og hen mod månedens slutning går Orion ned før midnat. Men tidligere på natten er der gode muligheder for at se Orion.

Vi viser et par nye billeder af den røde stjerne, der viser, hvordan den har ændret sig. Det er klart, at Betelgeuse følges nøje fra Jordens bedste teleskoper.

Betelgeuse er falmet

Betelgeuse fotograferet januar og december 2019 – før og efter stjernens hidtil usete falmen. Bemærk at formen på stjernen har ændret sig. (Foto: ESO/M. Montargès et al.)

Støvskyer udslynget fra Betelgeuse

Støvskyer udslynget fra Betelgeuse kan måske kan forklare noget af svækkelsen af lyset. Den sorte skive blokerer det meste lys fra stjernen, så man kan se de meget svagere støvskyer, der i infrarødt lys ligner flammer. Lysprikken i midten er et indsat foto af selve stjernen, der på dette billede bare er en lille prik, selv om den anbragt på Solens plads kunne nå helt ud til Jupiter. (Foto: ESO/P. Kervella/M. Montargès et al./Eric Pantin)

Planeterne lyser himlen op

Aftenhimlen er helt domineret af den meget lysstærke Venus, som i begyndelse af måneden går ned omkring klokken 22.30 og i slutningen af måneden godt en time senere.

Lysstærke Venus

En kunstners version af Venus. (Illustration: Shutterstock/NASA Images) 

På Morgenhimlen har vi hele tre planeter, nemlig Mars, Jupiter og Saturn.

Jupiter og Mars står meget tæt på hinanden 20. marts. Det er jo forårsjævndøgn, så den dag står Solen op præcis i øst. Det gør den kun to dage om året, nemlig ved forårsjævndøgn i marts og ved efterårsjævndøgn i september.

Serien 'Kig op'

'Kig op!' giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste begivenheder på himlen og i rummet.

I denne måned ser vi først på månedens astronomiske højdepunkter.

Senere i artiklen fortæller vi om, hvad der rører sig i rumfarten.

Dragon-rumskibet sender astronauter ud i rummet

Der er en god og en dårlig nyhed for den bemandede rumfart.

Den gode nyhed er, at Dragon-rumskibet nu har fået grønt lys til at opsende astronauter. Man regner nu med den første opsendelse tidligst i slutningen af april og mere sandsynligt i begyndelsen af maj. Men på grund af de mange forsinkelser er det ikke helt simpelt at indpasse flyvningen i programmet for ISS.

Besætningen bliver de to erfarne NASA-astronauter Doug Hurley og Bob Behnken.

Det er første gang siden 2011, USA selv opsender astronauter, og det må være en særlig oplevelse for Doug Hurley, som var med på den sidste flyvning med rumfærgen Atlantis til ISS i juli 2011.

Begge astronauter modtager nu ekstra træning, da NASA lurer på muligheden for at lade dem blive i rummet et par måneder.

Som vi tidligere har omtalt, er der ved at komme en mangel på arbejdskraft på ISS.

Hurley får derfor ekstra træning i at arbejde med rumstationens canadisk byggede robotarm, mens Behnken koncentrerer sig om træning i rumvandringer.

Rumskibet Crew Dragon er ved at blive klargjort til den første bemandede amerikanske rumflyvning siden rumfærgerne blev udfaset 2011. (Video: SpaceX)

Software problemer kunne have skabt store problemer for rumskib

Den dårlige nyhed kommer fra Boeing og deres rumskib Starliner. Der har vist sig problemer med computerens software.

Problemerne førte i første omgang til, at uret gik forkert under Starliners prøveflyvning, med det resultat, at det blev umuligt at sammenkoble med ISS.

Om artiklens forfattere

Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.

I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.

De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.

Nu har man desværre opdaget endnu et software problem, der kunne have ført til, at servicemodulet efter frakoblingen før landingen havde foretaget en manøvre, som kunne få det til at kollidere med selve rumskibet, og derved måske beskadige varmeskjoldet.

NASA påtager sig sin del af skylden med manglende kontrol af den software, Boeing har udviklet, men det er et ikke helt simpelt problem, som helst skal løse meget hurtigt.

Der er derfor endnu ikke fastsat en ny, muligvis bemandet, opsendelse af Starliner.

Patricia Sanders fra NASA er kommet med en meget rammende kommentar:

»At bygge et rumskib i dag går ikke ud på først at bygge rumskibet, og så bagefter installere noget software. Det går den anden vej: Først at udvikle et software system, som så bagefter kan installeres i rumskibet.«

Fire finalister til NASA's nye rumsonder

NASA er begyndt udvælgelsen af de næste rumsonder.

Der er som sædvanligt indsendt mange forslag, og nu er der så valgt fire, som går videre til anden runde.

Det betyder, at disse forslag nu får en pose penge og ni måneder til at komme med en mere detaljeret plan. Kun et eller to af forslagene vil komme igennem til at blive sendt ud i rummet.

De fire finalister er:

DAVINCI som skal til Venus for at landsætte en kapsel og på vejen ned gennem atmosfæren foretage meget præcise analyser af atmosfærens sammensætning. Desuden skal der tages en serie detaljerede billeder af overfladen fra lav højde.

DAVINCI Venus mission i rummet

DAVINCI skal sende en sonde ned mod overfladen af den 500 grader varme Venus. (Illustration: NASA/GSFC)

Io Volcano Observer. Denne sonde skal flere gange flyve meget tæt forbi den vulkanske Jupitermåne Io for at give en bedre forståelse af den voldsomme vulkanske aktivitet. Specielt vil man gerne vide, om der findes et hav af smeltet klippe, magma, i den lille månes indre.

TRIDENT.  Her er formålet at udforske Neptuns store måne Triton, hvor der er tydelige tegn på geologisk aktivitet, herunder gejsere. Det er også oplagt at sammenligne Triton med Pluto – forskelle og ligheder mellem de to kloder kan lære os meget.

VERITAS. Endnu en sonde til Venus. Her bliver opgaven at foretage en meget præcis kortlægning af overfladen ved hjælp af radar. Det er snart 30 år siden, at rumsonden Magellan foretog en sådan kortlægning, men teknikken er jo blevet udviklet meget bedre siden da.

Bemærk, at to af finalisterne har Venus som mål. Det er nok fordi, Venus med sin løbske drivhuseffekt og en temperatur på næsten 500 grader måske kan lære os et og andet om klima og drivhuseffekt også her på Jorden.

Navnene DAVINCI og VERITAS for de to Venussonder må til gengæld være helt klare vindere af enhver konkurrence om at skabe et meget fortænkt akronym – en ren sportsgren i NASA.

Nedenstående er, hvad navnene står for, men vi vil ikke forsøge at komme med en nøjere forklaring.

  • DAVINCI: Deep Atmosphere Venus Investigation of Noble gases, Chemistry, and Imaging
  • VERITAS: Venus Emissivity, Radio science, InSAR, Topography, And Spectroscopy

Kvindelig astronaut slår rekord

Vi slutter med en glad astronaut, der nu er vendt tilbage til Jorden efter 11 måneder i rummet.

Det er Christina Koch, som dermed har slået rekorden for det længste ophold i rummet for en kvinde.

Det blev til 328 dage og 14 timer, og på den tid nåede hun at deltage i ikke mindre end seks rumvandringer.

NASA astronaut Christina Koch

NASA-astronauten Christina Koch efter sin landing i Kazakhstan 6. februar. (Foto: NASA/Bill Ingalls)

Hun er nu nummer 7 på listen over NASAs mest erfarne astronauter og nummer 50 på verdensranglisten. Her er toppladserne godt fyldt op af russere, der i mange år har dyrket langvarige ophold i rummet, ikke bare på ISS men også på deres egne rumstationer af typerne Salyut og Mir.

Men hjemkomsten var næsten den bedste oplevelse for Christina Koch.

Hun klarede overgangen til tyngdekraften fint, og hun havde kun ondt i nakken i to dage, da hendes muskler igen skulle vænne sig til at holde hovedet oppe. Da følte hun sig som en to uger gammel baby, der søger at løfte hovedet.

Og så kunne hendes hund endda huske hende, da hun kom hjem.

Det rørende gensyn mellem Christina Koch og hendes hund. (Video: Good Morning America)

 

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.