Kig op i juli: Se Saturns ringe, og hils på Mælkevejens tvilling
Trods lyse sommernætter står Jupiter og Saturn klart på himlen i juli. I denne måned kan du også blive klogere på solsystemets iskolde gæst ’Oumuamua og lære om Mælkevejens tvilling, 30 millioner lysår borte.
saturns ringe skimte med en kikkert

Henrik og Helle Stub skriver fast om astronomi og rummet for Videnskab.dk. I denne artikel fortæller de, at du her i juli med en kikkert kan skimte Saturns tre store ringe (A, B og C). Dette sammensatte foto blev produceret ved hjælp af Cassini-rumsonden i 2006 og viser Saturn foran Solen. (Foto: NASA)

Henrik og Helle Stub skriver fast om astronomi og rummet for Videnskab.dk. I denne artikel fortæller de, at du her i juli med en kikkert kan skimte Saturns tre store ringe (A, B og C). Dette sammensatte foto blev produceret ved hjælp af Cassini-rumsonden i 2006 og viser Saturn foran Solen. (Foto: NASA)

Juli er jo en måned med lyse nætter, men det betyder ikke, at der ikke er noget at se på himlen. Heldigvis lyser planeterne så stærkt, at de også let kan ses i sommernætterne.

Her i juli er det især Jupiter og Saturn, det er værd at holde øje med. De står måske ikke særlig højt på himlen, men de lyser kraftigt og er lette at få øje på. De står op omkring den tid, Solen går ned, og ses ret tæt på hinanden.

Jupiter er den planet, som lyser stærkest, og 14. juli står den i opposition til Solen og ses dermed i modsat retning af Solen. I en kikkert kan man se de store skybælter og også de fire store Jupitermåner Io, Europa, Ganymedes og Callisto.

Man kan også se på Saturn i kikkert. Ringene er tydelige, da vi ikke ser dem fra kanten, men 'lidt fra oven'. Med en god kikkert skulle det være muligt at se de tre store ringe kaldet A, B og C. Det er også muligt at se Saturns største måne Titan. Saturn kommer selv i opposition til Solen 20 juli.

Mars er på himlen efter midnat og kan ses, til Solen står op. Den er klar, og står pænt højt på himlen, og aktuel fordi ikke mindre end tre rumsonder skal sendes mod Mars i juli, nemlig Perseverance fra NASA, HOPE fra De Forenede Arabiske Emirater, der opsendes med en Japansk raket, og endelig en kinesisk marssonde.

Også Venus er på himlen. Med sin store lysstyrke kommer den til helt at dominere den østlige himmel i de sidste par timer, før Solen står op. Men da Solen i juli står op før klokken fem om morgenen, så skal man enten være en natteravn eller et ægte morgenmenneske for at se Venus. Til gengæld er den let at finde. Venus når sin største lysstyrke 10. juli, og dermed bliver den kun overgået af Solen og Månen.

Vi vil nu vende os mod nogle andre astronomiske nyheder. I 2017 passerede en mærkelig lille asteroide, der fik navnet 'Oumuamua, gennem vores solsystem – vores første besøgende fra det store univers. Nu er der fremsat en ny teori om 'Oumuamua, der viser, at den måske er endnu mere mærkelig, end vi hidtil har forestillet os.

Det er vanskeligt at måle afstande til stjernerne, fordi de er så langt borte. Nu har rumsonden New Horizons pustet nyt liv i en gammel metode til afstandsmålinger.

Endelig skal vi se, hvordan astronomerne mener, at vores Mælkevej ville se ud, hvis man kunne se den udefra i en passende afstand.

Serien Kig op!

'Kig op!' giver dig hver måned en oversigt over astronomiske højdepunkter og de vigtigste begivenheder, du kan se på himlen.

Er 'Oumuamua et isbjerg af brint?

I 2017 så astronomer på Hawaii for første gang en lille asteroide, som ikke kom fra vores eget solsystem. Den tog bare et sving gennem solsystemet, inden den igen forsvandt ud i det store tomrum mellem stjernerne. Meget passende fik asteroiden et navn fra Hawaii, nemlig 'Oumuamua, der løst oversat betyder 'Den første budbringer fra det fjerne'.

'Oumuamua var for lille til at blive set som andet end en lysprik, men dens lysstyrke varierede så meget, at astronomerne hurtigt kunne regne ud, at den i hvert fald ikke var rund, men tværtimod meget aflang.  Et hyppigt citeret skøn er, at 'Oumuamua er 230 meter lang og bare 35 meter bred  - og alene det viste, at der ikke var tale om en helt almindelig asteroide.

Der opstod selvfølgelig de sædvanlige teorier om, at vi havde set et rumskib fra en fremmed stjerne, men nu er to astrofysikere fra Yale, Seligman og Laughlin, kommet med en helt ny teori, der kan forklare meget af det, vi observerede, og ikke mindst at den tilsyneladende ikke helt fulgte tyngdeloven på vej bort fra solsystemet.

Deres teori går ud på, at vi for første gang har set et isbjerg af frossen brint ved en temperatur på kun få grader over det absolutte nulpunkt, som er -273 grader celsius. De to forskere mener, at 'Oumuamua er dannet inde i en af de enorme såkaldt molekylære skyer, der findes overalt i Mælkevejen. Det er i sådanne skyer, at nye stjerner kan dannes.

ESO-illustration af ’Oumuamua, som nogle forskere nu mener er et isbjerg af frossen brint. (Illustration: ESO/M. Kornmesser)

De molekylære skyer består mest af brint, men også af andre molekyler og en smule støv. Inde i en sådan sky kan temperaturen være så lav, at selv brint kan fryse til is, hvilket sker ved en temperatur på -268 grader celsius.

Hvis skyen går i opløsning, kan der frigøres små isbjerge af frossen brint. Men et isbjerg af frossen brint har let ved at fordampe, især når det kommer tæt på en stjerne som Solen. Fordampningen vil hurtigt slide isbjerget ned til en aflang form, ligesom et stykke sæbe, der er blevet brugt under bruseren.

Hvis nu 'Oumuamua virkelig var et isbjerg af frossen brint, kan det ikke bare forklare den mærkelige form, men også, at den så ud til at sætte farten op, da den var på vej bort fra solsystemet. Her burde den have mistet fart på grund af Solens tyngdekraft.

Vi ved fra kometer, at deres baner godt kan påvirkes af gasser som vanddamp og CO2, der fordamper, hvis kometen kommer for tæt på Solen.

Desværre var der intet kometlignende over 'Oumuamua, hverken hale eller noget andet, og absolut ingen tegn på, at den udsendte gasser, der kunne virke som en raketmotor og dermed sætte farten op.

Men det har heldigvis en logisk forklaring. Hvis 'Oumuamua var et isbjerg af brint, så ville det være brint, som kogte bort, og den ville slet ikke ligne de kometer vi kender fra vores solsystem.

Seligman håber på, at der igen vil komme en asteroide som 'Oumuamua gennem vores solsystem. Og hvis man så kan måle, at den under forbiflyvningen ændrer form, så vil det styrke hans teori om 'Oumuamua som et isbjerg af frossen brint.

Frossen brint fordamper nemlig meget hurtigt og kan derfor godt nå at ændre formen på en lille asteroide, selv under en kort forbiflyvning af Solen.

To stjerner og en rumsonde

Rumsonden New Horizons, der i 2015 fløj forbi Pluto, er nu på vej ud af solsystemet – men det betyder ikke, at den er blevet arbejdsløs. Det nyeste eksperiment har været at genoplive en gammel metode til at måle afstande til stjernerne.

Da astronomen Friedrich Bessel for første gang målte afstanden til en anden stjerne i 1838, skete det med den såkaldte parallaksemetode.

Princippet i metoden er let at forstå, og den kan demonstreres med et simpelt eksperiment: Ræk en arm ud og få pegefingeren til at stritte i vejret. Luk højre øje og se retningen til fingeren i forhold til en fjern baggrund. Skift derefter øje og gentag eksperimentet.

Man vil da se, at retningen, man ser fingeren i, tilsyneladende har ændret sig. Vinklen mellem de to retninger kaldes for parallaksen. Hvis man måler fingerens parallakse og samtidig afstanden mellem øjnene, vil en simpel trekantsberegning vise, hvor langt borte fingeren er fra ansigtet.

I astronomien viser parallaksen sig ved, at det sted på himlen, hvor vi ser en planet eller stjerne, afhænger af, hvorfra vi observerer. Hvis vi på samme tid tager et billede af Mars fra USA og Danmark, vil vi se Mars to forskellige steder på stjernehimlen. Det er en ganske lille forskydning, men ved at udmåle forskydningen kan man finde parallaksevinklen.

Kender vi også afstanden mellem de to observatorier, kan vi så igen ved en simpel trekantsberegning finde afstanden til Mars.

For de meget store afstande til stjernerne er parallaksevinklen så lille, at det ikke nytter noget at fotografere stjernen fra to observatorier her på Jorden. Vi må i stedet udnytte Jordens bevægelse rundt om Solen.

Om artiklens forfattere

Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.

I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.

De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.

Det sker ved at observere en stjerne en bestemt dag og så igen et halvt år senere, når Jorden er kommet over på den anden side af Solen. Afstanden mellem de to observationspunkter er da jordbanens diameter på 300 millioner km.

Men selv for de nærmeste stjerner er parallaksen så lille, at den næsten ikke er til at måle. Selv for de allernærmeste stjerner er parallaksen normalt under 1/10.000 grad og det er en udfordring at måle så små vinkler. Metoden anvendes stadig – men nu især fra satellitter som Gaia.

Det vil naturligvis være en stor fordel, hvis vores to observationssteder var meget langt fra hinanden – meget længere end jordbanens diameter på 300 millioner km.

Forskerholdet fra rumsonden New Horizons har anvendt rumsonden til at måle parallaksen for to nærliggende stjerner, nemlig de to røde dværgstjerner Proxima Centauri og Wolf 359. Det ene sæt målinger er fra Jorden og det andet sæt er fra rumsonden, som nu har en afstand på over 7 milliarder km fra Jorden.

Det giver en afstand mellem de to observationspunkter, der er mere end 23 gange større end Jordbanens diameter. Stjernernes parallakser bliver derfor mere end 23 gange større end den parallakse, vi kan måle fra Jorden, og det giver naturligvis en meget større målenøjagtighed.

Målingerne var kun et forsøg, for man kendte i forvejen udmærket afstanden til de to stjerner. Proxima Centauri er den stjerne som er nærmest Solen med en afstand på kun 4,3 lysår, mens Wolf 359 også er tæt på Solen med en afstand på kun 7,9 lysår. Forsøget skulle bare vise, hvor meget man kunne forbedre nøjagtigheden.

Mælkevejen set udefra

Vi kan naturligvis ikke se vores egen Mælkevej udefra, da vi bor i Mælkevejen – et sted midtvejs mellem centret og udkanten. Men det har nu ikke forhindret astronomerne i at gøre det næstbedste: Nemlig at finde en galakse, som skulle ligne vores egen.

Et billede af galaksen NGC 6744. (Foto: ESO / CC BY 3.0)

Vi har i de sidste 10-20 år lært meget om Mælkevejen, herunder at centret er en smule aflangt, hvilket gør den til en såkaldt bjælkegalakse. Mælkevejen er nu officielt af type SBb eller SBc. Her står S for spiral og B for bjælke. Det sidste bogstav kan være enten a, b eller c, og de angiver hvor tæt spiralarmene er snoet om galaksen. En SBc-galakse har løsere og mere spredte spiralarme end en SBb.

Så det, astronomerne har gjort, er at gå på jagt efter en anden galakse af denne type, som på alle måder passer med det, vi ved om vores egen Mælkevej. Valget er faldet på galaksen NGC 6744, som befinder sig 30 millioner lysår borte i Virgo-superhoben.

Så kan man jo tænke over, om der i et klasseværelse på en planet i denne galakse hænger et billede af vores Mælkevej med teksten 'Denne galakse skulle efter alle beregninger ligne vores galakse'.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.