Trump foreslår angiveligt at sprænge en orkan i stykker med en atombombe: »Ikke en god idé,« ifølge forskere
orkan atombombe muligt

Kan det lade sig gøre at sprænge en orkan i luften? Her et billede af orkanen Irma, der ramte blandt andet Puerto Rico, Bahamas og Cuba i 2017, og som var skyld i over 100 dødsfald. (Foto: Shutterstock/NASA).

Kan det lade sig gøre at sprænge en orkan i luften? Her et billede af orkanen Irma, der ramte blandt andet Puerto Rico, Bahamas og Cuba i 2017, og som var skyld i over 100 dødsfald. (Foto: Shutterstock/NASA).

Kilde: 
27 august 2019

Det lyder urealistisk. 

At man skulle kunne forhindre en orkan i at ramme sit mål, hvis man bare sprænger den i stykker ude på havet, før den rammer landet. 

Ikke desto mindre skulle den amerikanske præsident, Donald Trump, ifølge mediet Axios have foreslået netop den idé som en mulighed til at bekæmpe orkaner. Det har flere internationale medier beskrevet.

»De bliver skabt udfor kysten i Afrika, men når de så flytter sig over Atlanterhavet, så kan vi smide en bombe ind i midten af orkanen, og så bliver den opløst. Hvorfor kan vi ikke gøre det?« skal han ifølge Axios have sagt.

Men kan man det? Nej, lyder svaret ifølge Business Insider. 

Business Insider henviser til en artikel skrevet af forskere fra the National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA), som demonterer idéen. 

De skriver, at det er umuligt at opløse en orkan med en atombombe, eftersom vi ikke har bomber, der er kraftfulde nok, og fordi sprængningerne ikke vil ændre den omkringliggende luft i mere end et splitsekund. 

LÆS OGSÅ: Tyfoner, cykloner, orkaner... Hvad er forskellen?

Skulle man vælge at gøre forsøget alligevel, vil atomaffald blive spredt ud i havet, påpeger forskerne i artiklen, som altså ikke er en videnskabelig artikel, men en rapport, som forskerne har udgivet på NOAA’s hjemmeside. 

»Denne tilgang forsømmer det problem, at det frigjorte radioaktive nedfald forholdsvis hurtigt ville bevæge sig med vinden, og det vil blive spredt til landområder, hvor det vil forårsage ødelæggende miljøproblemer,« skriver forfatterne. 

Steder, som er forurenede af radioaktivt nedfald, kan blive ubeboelige. Det viser atomulykken ved Tjernobyl om noget, understreger forskerne. Vil du læse en mere dybdegående forklaring af orkaners og cykloners dannelse, kan du klikke her.

Forskerne konkluderer i NOAA-artiklen, som kan læses her, at: 

»Naturligvis er dette ikke en god idé.«

LÆS OGSÅ: Kæmpe-turbiner giver ny forståelse af orkaner

LÆS OGSÅ: Antallet af tropiske storme i Nordatlanten stiger

mho

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.