Kæmpemæssigt ‘fingeraftryk’ deler Mars på midten
mars airy-0 krater fingeraftryk mars ny halvkugle midtpunkt

Tag et godt kig: sådan ser Mars’ nye 0° længdegrad ud. Her mødes planetens vestlige og østlige halvkugle. (NASA/JPL-Caltech/University of Arizona)

Tag et godt kig: sådan ser Mars’ nye 0° længdegrad ud. Her mødes planetens vestlige og østlige halvkugle. (NASA/JPL-Caltech/University of Arizona)

Kilde: 
22 april 2022

Menneskeheden har endnu ikke sat sine fødder på Mars, men alligevel kan et fingeraftryk ses på overfladen af den røde planet. Eller i hvert fald noget, der ligner rigtig godt på et billede, som NASA lagde på sin Instagram den 11. april.  

Billedet er af det 500 meter brede Mars-krater med det lidet poetiske navn Airy-0. I krateret er der en række lyse bakkeskråninger, der giver mindelser om et menneskes fingeraftryk. 

Og NASA har da også på sin vis sat sin finger på netop dét punkt. 

Airy-0 er nemlig blevet udpeget som Mars’ nulmeridian - det vil sige dér, hvor den vestlige halvkugle møder den østlige (ligesom Londons Greenwich-observatorium på Jorden). 

Det skriver Live Science

Men det er ikke helt korrekt, for Airy-0 har været Mars’ nulmeridian siden 1884 - blot som en del af noget større Airy-krater. Med sin diameter på hele 43,5 km er det en ordentlig krabat, og netop derfor blev det i sin tid valgt som midtpunkt. 

Det store krater var simpelthen lettere at se med datidens teknologi, men i dag er det for upræcist. 

»I takt med at billeder i højere opløsning blev tilgængelige, var det nødvendigt med et mindre punkt«. Det skriver NASA på sit Instagram-opslag.  

Billedet blev taget af rumfartøjet ‘Mars Reconnaisance Orbiter’ september sidste år, som led i en større kortlægning af Mars’ overflade. Ifølge Live Science blev Airy-0 valgt, fordi det ikke ville kræve drastiske ændringer af eksisterende kort over Mars.

msb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.