Se før og efter: Kæmpe tyfon har smadret ø i Hawaii - usikkert om den genopstår
24 oktober 2018

Hawaii er blevet en ø fattigere, erfarer det hawaiianske lokalmedie Honolulu Civil Beat.

Det er en konsekvens af den voldsomme Stillehavs-cyklon Walaka, der hærgede Hawaii i den første uge af oktober.

Øen, der blot kaldes ‘East Island’, er nu er forsvundet i Stillehavet, og den spillede en vigtig miljømæssig rolle for sjældne og truede dyrearter som den hawaiianske munkesæl og suppeskildpadden.  

»Jeg tænkte: 'Hold da kæft, du godeste gud, den er væk',« fortæller klimaforsker og professor ved University of Hawaii, Chip Fletcher, der opdagede, at øen var forsvundet, til Honolulu Civil Beat.

»Det er endnu en sprække i muren af vores forskelligartede økosystemer, der afvikles på verdensplan,« tilføjer Chip Fletcher, der senest i juni havde besøgt øen som et led i sin forskning.

Han havde forudset, at øen indenfor de næste par årtier langsomt ville synke i havet som følge af klimaforandringerne, fortæller han til Honolulu Civil Beat. I stedet blev den altså ødelagt af cyklonen fra den ene dag til den anden.

Phil Klotzbach, der forsker i cykloner ved Colorado State University, fortæller til Huffington Post, at ødelæggelserne af en hel ø er »bemærkelsesværdigt.«

Det er endnu uvist, om ‘East Island’ kan genopstå. I 1990’erne forsvandt øen ‘Whale-Skate Island’ i samme område, og den er stadig ikke genopstået.  

Droneoverflyvningen her viser, hvordan 'East Island' så ud, inden den forsvandt. (Video: Chip Fletcher)

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.