Jorden skinner ikke så klart, som den engang har gjort
jorden skinner ikke så klart earth shine

Færre skyer gør, at Jorden ikke skinner så meget, som den har gjort førhen. (Foto: Shutterstock)

Færre skyer gør, at Jorden ikke skinner så meget, som den har gjort førhen. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
05 oktober 2021

Jorden lyser ikke lige så meget op, som den engang har gjort - og lyset fra vores planet er falmet i mærkbart tempo over de seneste par år. 

Sådan lyder konklusionen fra en række forskere fra det amerikanske Big Bear Solar Observatory ved New Jersey Institute of Technology, der i de seneste 20 år har haft et teleskop til at foretage målinger af det, der kalder ‘earthshine’ - Jordens glans. 

Det skriver CNN på baggrund af forskernes studie, der er publiceret i tidsskriftet Advancing Earth and Space Science. 

‘Earthshine’ er et fænomen, der forekommer, når lys fra Solen reflekteres fra Jorden og hen på den mørke del af Månen, og lyset så sendes tilbage til Jorden. Det er dette lys, som ifølge forskernes målinger er falmet. 

»Det er sollyset, der reflekteres fra Jorden, og det er det, der er i gang med at falme,« udtaler Philip Goodie, professor i fysik ved New Jersey Institute of Technology og førsteforfatter på studiet, ifølge CNN. 

Ifølge forskerholdet bag reflekterer Jorden i dag cirka en halv watt mindre lys per kvadratmeter, end hvad tilfældet var for 20 år siden - svarende til et fald på cirka 0,5 procent af den samlede refleksion fra Jorden. 

Den halve watt mindre lys per kvadratmeter svarer cirka til en tiendedel af hvad, en almindelige sparepære bruger i strømforbrug. 

Faldet i lys blev dog først bemærkelsesværdigt for tre år siden -  i de første 17 år var tallene stort set uændrede.

Jorden skinner mindre earthshine

Grafen her viser, hvordan 'Earthshine' har udviklet sig i fra 1998 til 2017. (Grafik: Geophysical Research Letters Volume 48, Issue 17

Forklaringen på Jordens pludselige falmende lys kan ifølge forskerne skyldes, at der i de seneste år har været et fald i mængden af skydække over Jorden, hvorfor lyset fra Solen ikke har kunnet ramme skyerne og reflektere tilbage ud i rummet. 

Ifølge CNN er det mest markante fald i skydække sket over vestkysten på Nord- og Sydamerika - den samme region, hvor temperaturen på havoverfladen har været stigende som følge af den såkaldte Pacific Decadal Oscillation (PDO), som er en betegnelse for en naturlig - ikke menneskeskabt - temperaturafvigelse i den nordlige del af Stillehavet.

»Ud fra den amerikanske vestkyst blev de lavtliggende skyer brændt væk, og mere sollys kom ind, så på den måde så vi, at refleksionen fra Jorden faldt,« siger Philip Goodie til CNN. 

Om faldet i Jordens glans som følge af mindre skydække kan påvirke, at planeten vil opvarmes endnu hurtigere, kan forskerne ikke give et endegyldigt svar på, skriver mediet. 

»Det ville være gætteri, hvis vi skulle sige noget om, hvad Jorden vælger at gøre med den her energi,« lyder det fra Phillip Goodie ifølge CNN. 



rf

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.