Jern er et af de grundstoffer i det periodiske system, som vi ofte støder på i vores hverdag.
Det kan være, at dit spisebord er lavet af jern, eller at din reol har jern i sig. Mange gange vil jernet være blandet med eksempelvis stål, men vi kan nok ikke komme uden om, at jern er et vigtigt grundstof for os.
Jern findes også i vores blod – det er nemlig jern, der giver hæmoglobinet i vores blod dets røde farve.
I videoen oven for kan du se en kemiker forsøge sig med at lave jern ved at blande aluminium og jernoxid i en krukke.
Overskydende energi gør jernet rødglødende
Aluminium og jernoxid varmes op, og der sker det, der kaldes en termit-reaktion, og det resulterer i, at der bliver dannet jern.
Processen skaber en masse varme på grund af den overskydende energi, hvilket gør, at jernet smelter krukkens bund.
Det jern, der kommer ud af det, er én stor rødglødende klump, som er brudt igennem krukkens bund.
Og faktisk bliver der skabt så meget varme, at jernet stadig er rødglødende varmt efter fem minutter.
I videoen øverst møder vi også professor Martyn Poliakoff fra University of Nottingham, som er helt vild med jern.
»Den allerførste kemiske reaktion, jeg lavede, var med jern, og jeg tror, at det samme gælder for mange generationer af skolebørn. Men så hældte vi syre på det, og der kom en forfærdelig lugt af rådne æg. Det var min introduktion til kemi. Og jeg elskede det,« siger han i videoen.
Se flere videoer af de skøre forskere fra University of Nottingham her.
Enkelte læsere har henvendt sig, fordi de mente artiklen opfordrede til hærværk. Det må der selvfølgelig ikke være tvivl om, så vi har slettet et afsnit, så artiklen ikke kan misforstås.