James Webb giver os det klareste foto af Neptuns ringe i årtier
james webb nasa neptun triton NIRCam nær-infrarød

James Webb-teleskopet har igen leveret varen - denne gang er det et billede af iskæmpen Neptun og ikke mindst dens ringe. (Foto: NASA / ESA / CSA / STScI)

James Webb-teleskopet har igen leveret varen - denne gang er det et billede af iskæmpen Neptun og ikke mindst dens ringe. (Foto: NASA / ESA / CSA / STScI)

Kilde: 
23 september 2022

Ved første øjekast kan det være svært at forstå, at James Webb-teleskopets nye foto af Neptun virkelig er, ja, et foto.

Der er nemlig noget næsten æterisk over rumteleskopets nyeste billede, der som sædvanlig er blevet offentliggjort af NASA.

For det første er Havgudens blå planet nemlig slet ikke blå hér, men fremstår tåget hvid og glimtende.

james webb nasa neptun triton NIRCam nær-infrarød

Syv af Neptuns 14 måner er synlige på det nye James Webb-billede. (Foto: NASA / ESA / CSA / STScI)

Farveændringen skyldes, at fotoet er taget med James Webb-instrumentet NIRCam, der tager billeder i det nær-infrarøde spektrum, hvilket har fjernet planetens karakteristiske blå farve.

I bytte for farveændringen får vi til gengæld et klart billede af Neptuns ringe, hvoraf vi ikke har set flere, siden Voyager 2-rumsonden fløj forbi for over 30 år siden, i 1989.

»Der er gået tre årtier, siden vi sidst så disse matte, støvede ringe, og det er første gang, vi ser dem i infrarød,« fortæller Heidi Hammel, der af Neptun-ekspert og interdisciplinær forsker tilknyttet James Webb, ifølge NASA.

Tilbage står altså den dragende, æteriske klode og dens støvede ringe, der periodisk oplyses af klare glimt fra Neptuns 14 måner.

Og apropos Neptuns måner, så kan man ikke undgå at spotte iskæmpens største måne, Triton, der hænger på den sorte himmel som en galaktisk julestjerne og skinner klarere end planeten selv.

Det klare lys skyldes, at månen er dækket af et frossent lag af kondenseret kvælstof, hvilket betyder, at Triton gennemsnitligt reflekterer 70 procent af Solens stråler.

Dette står i kontrast til Neptuns atmosfære, der er rig på metan, og som derfor sluger næsten alt lys i det nær-infrarøde spektrum.

NASA oplyser, at James Webb-teleskopet inden for de næste par år skal undersøge både Neptun og Triton yderligere.

NIRCam-instrumentet har i øvrigt for nylig også fotograferet Mars. Det kan du læse mere om på James Webb-teleskopets hjemmeside.

james webb nasa neptun triton NIRCam nær-infrarød spiralgalakser mælkevejen rumteleskop

I fuld størrelse er det ikke kun Neptun, dens ringe og måner, der tiltrækker opmærksomhed; man kan også spotte spiralgalakserne uden for vores egen Mælkevej. (Foto: NASA / ESA / CSA / STScI)

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.