Antallet af insekter i luften og på landjorden er faldet dramatisk over de seneste årtier. En af årsagerne er ifølge et nyt videnskabeligt studie menneskeskabt lysforurening.
Lys påvirker praktisk talt alle aspekter af et insekts livscyklus, og når insekter bliver mødt at kunstigt lys fra gadelamper, billygter, byer og alt muligt andet overalt i deres omgivelser, påvirker det dem i et sådant omfang, at insekterne dør i hobetal.
Forskerne bag det nye videnskabelige studie råber i en artikel i The Guardian alarm, fordi insekterne har en fundamental vigtig økologisk rolle i forhold til blandt andet at bestøve blomster fra afgrøder og indgå i hele den globale fødekæde som mad for andre dyr.
»Vi argumenter for, at kunstigt lys er en vigtig, men ofte overset, årsag til insektapokalypsen,« skriver forskerne i deres studie.
Den videnskabelige artikel er publiceret i tidsskriftet Biological Conservation.
Sluk lyset
Forskerne bag det nye studie har en meget simpel måde at begrænse den store masseuddøen blandt insekter på: Sluk lyset.
De mener ikke, at vi skal slukke lyset hele tiden, men i stedet bruge det med omtanke, så det generer insekterne mindst muligt og giver dem de bedste betingelser for at leve og overleve.
Det kan være ved at bruge lys, der er koblet til en bevægelsessensor, eller bruge LED-lys, som ikke indeholder de dele af farvespektret, der lokker insekterne til.
Man kan også skærme lyset, så de kun oplyser de steder, hvor det er tiltænkt, forklarer forskerne på Washington Universitys hjemmeside.
En af forskerne bag studiet udtaler:
»Så snart du slukker lyset, er det væk. Man skal ikke en gang rydde op efter sig,« siger postdoc Brett Seymoure fra Colorado State University til The Guardian.
En dansk forsker har en lidt anden udlægning af problemstillingen, som vi vender tilbage til sidst i artiklen. Men grundlæggende handler det om, at meget andet også truer insekterne - især pladsmangel.
Hvis du vil hjælpe insekterne, har vi samlet en række konkrete råd til dig i denne artikel. Artiklen er en del af Videnskab.dk's Red Verden-tema, som også lever i en åben Facebook-gruppe, hvor mere end 4.000 danskere diskuterer løsninger på klodens store udfordringer.
Lysforurening angriber insekter fra flere forskellige vinkler
Kunstigt lys kan påvirke insekter på mange forskellige måder:
- De flokkes om det og dør ved kontakten med en varm pære.
- De søger mod store veje og bliver ramt af billygter.
- Det kan påvirke deres livscyklus, da mange insekter orienterer deres livscyklus omkring lyset fra Solen eller Månen.
- Andre dyr, som lever af insekter, kan lettere fange dem, når lyset er tændt om natten.
- Nogle dyr bruger lys i forbindelse med søgning efter en mage.
- Asfalt kan reflektere lys, så det ligner vand, og det får nogle insekter til at lægge æg på asfalten i stedet for i en sø eller i et vandløb.
Læg dertil, at antallet af insekter på globalt plan styrtdykker. Halvdelen af verdens insekter er aktive om natten, hvor det eneste lys fra naturens side kommer fra Månen og stjernerne.
Ydermere estimerer forskere, at mere end 40 procent af verdens insektarter er i fare for at uddø.
Fjerner vi natten, forsvinder natinsekterne
Milliarder af insekter splatter ud mod tyske forlygter
I studiet har forskerne indhentet data fra 120 tidligere studier af, hvordan insekter bliver påvirket af lysforurening.
Informationen i de 120 studier har forskerne samlet i et såkaldt review, der opsummerer videnskaben på området.
- Blandt andet viser nogle af de videnskabelige studier, at estimerede 100 milliarder insekter bliver splattet ud på forlygterne på de tyske motorveje hver sommer.
- Milliarder af natsværmere lokkes mod kunstigt lys om natten, fordi de tror, at det er Månen, og en tredjedel ender med at dø af udmattelse eller bliver spist af andre dyr.
- Døgnfluer forveksler gadelysets refleksion i asfalten for vand og lægger deres æg der.
»Døgnfluer lever kun i én dag, så når de klækker, leder de med det samme efter polariseret lys at lægge deres æg i. De finder det polariserede lys, men det kommer fra asfalt. Så lægger de deres æg der og dør alle sammen. Det er en meget effektiv måde at udrydde en hel population af døgnfluer på i løbet af 24 timer,« skriver forskerne i deres studie.
Du kan læse flere detaljer om, hvordan lys ifølge studiet skader insekter, i boksen under artiklen.
LÆS OGSÅ: Stort studie af tyske enge: 78 procent færre insekter på 10 år
Mennesker fylder mere og mere på planeten
Udlægningen af det apokalyptiske scenarie for insekterne er lektor Thomas Pape fra Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet ikke 100 procent enig i.
Han er enig i, at det ser sort ud for insekterne, som forsvinder i både antal og arter dag for dag. Lysets rolle i insekternes masseuddøen og løsningen på problemet er dog mere kompleks, hvis man spørger den danske insektforsker.
»Min egen udlægning af den mere overordnede problematik er, at vi mennesker fylder stadig mere på vores planet. Jo mere plads vi optager, og jo mere vi påvirker diverse naturtyper med huse, veje, parkeringspladser, marker, skovdrift, kemikalier og lys, desto mindre plads er der tilbage, hvor andre arter kan trives,« skriver Thomas Pape i en mail til Videnskab.dk.
Dansk forsker: Problemet løses ikke ved blot at slukke for lyset
Thomas Pape mener, at det bestemt er relevant at se på, hvilken påvirkning lys har på de naturlige bestande af insekter, men det bør ikke komme som en overraskelse, at nataktive insekter, som er tilpasset et liv ved lav lysintensitet, får problemer, når vi etablerer kunstige lyskilder.
»Det er måske lidt misvisende, når forskerne skriver, at man kan minimere insektdøden ved at slukke for lyset. Det er helt sikkert bedre og mere bæredygtigt med mindre lys, men de steder, som vi gerne vil have oplyst af kunstigt lys, er langt overvejende steder, som allerede er så kraftigt påvirket af mennesker, at der allerede kan være tale om dramatiske ændringer i den naturlige balance,« siger Thomas Pape.
Thomas Pape slutter af med at pointere, at alle livsformer kræver plads for at kunne trives.
»Fjerner vi vandhullerne, forsvinder vandinsekterne. Fjerner vi skoven, forsvinder skovinsekterne. Fjerner vi natten, forsvinder natinsekterne,« siger han.
LÆS OGSÅ: Her er Tysklands storstilede plan, der skal beskytte insekterne
LÆS OGSÅ: Insekter er hjemløse: Hvad sker der, hvis de forsvinder?