Ikke en sabelkat: Mærkværdigt rovdyr med sabeltænder overrasker forskerne
mærkelig fortidsdyr sabeltand Thylacosmilus atrox ikke sabelkat

Til venstre ses sabeldyret Thylacosmilus atrox - til højre sabelkatten Smilodon fatalis til sammenligning. (Illustration: Stephan Lautenschlager).

Til venstre ses sabeldyret Thylacosmilus atrox - til højre sabelkatten Smilodon fatalis til sammenligning. (Illustration: Stephan Lautenschlager).

26 juni 2020

Når du hører ordet 'sabeltand', tænker du måske på sabelkatten Smilodon fatalis, der hærgede i Nordamerika for millioner af år siden - en avanceret, dolktandet kæmpe, der ikke har været sjov at komme i nærheden af.

Men faktisk fandtes der et væld af forskellige forhistoriske, sabeltandede dyr, skriver University of Bristol i en pressemeddelelse.

Forskere fra universitetet har undersøgt det sabeltandede pungdyr Thylacosmilus atrox, der var på størrelse med en jaguar.

Og de har fundet, at sabeldyr i det hele taget havde en adfærd, der var langt mere alsidig, end man hidtil havde troet. Det kan sige noget om, hvordan økosystemet var for millioner af år siden, skriver University of Bristol i pressemeddelelsen.

Thylacosmilus atrox ligner måske ved første øjekast en dødsensfarlig jæger.

Men forskerne fra Bristol har lavet en nærmere undersøgelse af særligt dyrets tænder, og undersøgelsen viser ifølge forskerne, at dyret formodentlig har mindet mere om ådselsædere end om drabelige jægere.

Thylacosmilus' sabeltænder så nemlig anderledes ud end andre sabeldyrs ved at være mere trekantede som en klo, fremfor at være mere flade som et knivsblad. 

»Thylacosmilus’ kranium og hjørnetænder er mindre stærke, når det kommer til at dolke, end Smilodons, men de er stærkere, hvis de skal ’trække noget tilbage’. Det tyder på, at Thylacosmilus ikke brugte sine hjørnetænder til at dræbe, men måske til at åbne kadavere,« siger medforfatter Stephan Lautenschlager fra University of Birmingham i pressemeddelelsen.

thylacosmulus atrox ådselsæder sabeldyr sabeltand

Det mærkværdige dyr Thylacosmulus Atrox har formodentlig været ådselsæder. (Illustration: Nobu Tamura/CC BY SA-4.0)

 

Den nye indsigt i Thylacosmilus kan give forskerne et praj om, hvordan livet på Jorden så ud for fem millioner år siden, da økosystemet var radikalt anderledes fra i dag, ifølge pressemeddelelsen.

Dengang fandtes enorme 'terrorfugle' (Phorusrhacidae), der måske har været i toppen af fødekæden:

»I Afrika i dag er det pattedyrerne, der er dræberne, og de store fugle, for eksempel gribbe, der er ådselsædere. Men måske for fem millioner år siden i Argentina var det den anden vej rundt,« siger medforfatter lektor i evolutionær biologi Borja Figueirido i pressemeddelelsen.

Studiet er publiceret i PeerJ.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.