Flere og flere mennesker lever i mere end 100 år.

Alligevel er der langt op til andre dyr. Grønlandshajen kan blive et sted mellem 272 og 512 år ifølge et dansk studie fra 2016.

Men hvad er det egentligt, der gør nogle dyr i stand til at blive så gamle, og hvorfor kan nogle dyr leve længere end andre?

Det har undret en af vores læsere, som har skrevet til Spørg Videnskaben. Til at besvare spørgsmålet har vi ringet til Tobias Wang, der er zoofysiolog og professor på Aarhus Universitet.

»I teorien er der ikke noget i vejen for, at vi kunne skabe nye celler i en uendelighed, og derfor lave celler, som er lige så friske og gode som de forrige,« siger Tobias Wang, men føjer til:

»Det gør vi bare ikke. Cellerne blive gradvist dårligere og kroppen går i forfald.«

Men nogle dyrs celler går hurtigere i forfald end andres. Derfor bliver de hurtige gamle og dør.

Større dyr lever længere

På tværs af alle dyregrupper kan man se, at større dyr lever længere end de mindre. Altså har en elefant en maksimal levealder, der er højere end en kat - og en kat har en højere maksimal levealder end en mus.

Derudover ved vi, at fugle kan leve længere end pattedyr i forhold til deres relative størrelse. Det vil altså sige, at en fugl, der er på størrelse med en mus, kan leve længere end musen. 

Endelig ved vi, at koldblodede dyr, som frøer, skildpadder og hajer, lever længere end de varmblodede dyr. 

Koldblodede dyr adskiller sig fra varmblodede dyr ved et lavt stofskifte, og at de har samme kropstemperatur som omgivelserne. Det høje stofskifte hos de varmblodede dyr giver derimod mulighed for at deres kropstemperatur kan være meget højere end omgivelsernes.

Den viden har ført til en populær hypotese blandt forskerne om, at det lave stofskifte, som er karakteristisk for både de koldblodede dyr og de store dyrearter, spiller en afgørende rolle. 

Hvis vi vender tilbage til musen og elefanten, så bruger musen ifølge Tobias Wang næsten 100 gange så meget energi som elefanten per kilo kropsvægt. Hvor en mus har en puls på 600 slag per minut, slår en elefants hjerte kun 15 til 30 gange i minuttet.

På samme vis lever frøen, der er koldblodet og har et lavere stofskifte, meget længere end musen, der ellers har nogenlunde den samme størrelse. 

»Der er en direkte sammenhæng mellem stofskifte, og hvor længe man lever,« siger Tobias Wang og fortsætter:

»Et højt stofskifte slider mere på cellerne, blandt andet fordi der dannes flere af de reaktive og skadelige iltradikaler, når stofskiftet er højt.«

Nogle håndterer kræft bedre end andre

Ud over aldringsprocessen, hvor cellerne bliver svagere og svagere, er kræft den anden store modstander for dyr. For alle dyr får nemlig kræft på et tidspunkt, hvis de ikke når at dø af noget andet forinden. 

Men selvom kræft i teorien rammer alle før eller siden, er nogle dyr bedre rustede til at forsinke kræften i at opstå og sprede sig. Og igen er det de store dyr, som trækker det længste strå. 

Der er nemlig nogle typer gener, som virker kræft-reducerende. Og dem har de store dyr typisk flere kopier af. 

Den afrikanske nøgenrotte har overrasket og fascineret forskere, da den aldrig får kræft og kan blive mere end 30 år gammel. (Foto: Shutterstock)

Men hvorfor udvikler nogle dyr flere kræft-reducerende gener end andre? 

Det handler ifølge Tobias Wang om selektivt pres. Det giver nemlig kun mening for et dyr i evolutionens lange løb at styrke sig imod kræft, hvis det lever længe nok til, at den indtræffer.

Omvendt giver det ikke mening for et dyr som musen at bruge energi på det, fordi den har mere travlt med ikke at blive spist. Derfor får den aldrig udviklet de egenskaber. Anderledes forholder det sig for nøgenrotten, som lever under jorden i Afrika og kan blive op til 30 år.

Den er ikke udsat for den samme trussel som sine artsfæller over jorden. Det har givet nøgenrotten mulighed for at udvikle flere kræft-reducerende gener, og selv gamle nøgenrotter får aldrig kræft.

Så for at opsummere kan nogle dyr leve længere end andre, fordi de har et lavere stofskifte, hvilket mindsker optaget af iltradikaler, som skader cellerne. Derudover har kræft-reducerende gentyper stor betydning, da det er den anden store dræber, som kan slå et dyr ihjel indefra.

Vi håber, at vi er kommet godt rundt om spørgsmålet, som vores læser har stillet. Vi kvitterer for spørgsmålet med en T-shirt. Hvis I andre har et spørgsmål, videnskaben kan belyse, kan I skrive til sv@videnskab.dk. Så kan det være, at en af vores journalister forsøger at finde et svar.