Hvordan vælger man det rigtige forsøgsdyr?
gris forsøg videnskab blog dyreforsøg videnskab

Det kan være svært at vide om man skal bruge heste, mus, ørne eller grise for at få det mest brugbare resultat til et forsøg, men hvordan vælger man det korrekte forsøgsdyr? (Foto: Colourbox)

Det kan være svært at vide om man skal bruge heste, mus, ørne eller grise for at få det mest brugbare resultat til et forsøg, men hvordan vælger man det korrekte forsøgsdyr? (Foto: Colourbox)

Skal ligne specifikt, ikke bare generelt

Zebrafisk, mus, grise og aber. Dyr er forskellige, og hvis man udførte det helt samme forsøg på forskellige dyrearter, så ville man ofte også opnå forskellige resultater. Hvordan vælger man det rette forsøgsdyr, hvis man eksempelvis vil teste ny medicin, der er tiltænkt behandling af syge mennesker?

Dette spørgsmål lader sig ikke let besvare, men det handler naturligvis om at vælge et forsøgsdyr, som reagerer på samme måde som mennesker. Man kunne tro, at det ideelle forsøgsdyr derfor lignede mennesket på flest mulige punkter, men så simpel er det bare ikke. For selvom forsøgsdyret og mennesket måtte have mange fællestræk, så kan de godt være forskellige på lige netop det område, som man ønsker at studere. Derimod skal forsøgsdyret ligne mennesket på præcis det område, som man ønsker at studere. Det er pointen i følgende historie.

En lille historie fra min egen ph.d.-tid

Da jeg som ph.d.-studerende i 1999-2001 skulle udvikle en dyremodel for blodets størkningssystem, kaldet koagulationssystemet, valgte jeg i første omgang grisen, da den tilsyneladende lignede mennesket på mange af de områder, som jeg mente var relevant. Konkret skulle jeg udvikle en dyremodel, hvor blodets koagulationsfaktor VII (FVII) kom over på en aktiv form (FVIIa), når forsøgsdyret fik et fedtrigt måltid mad.

Dengang troede man nemlig, at FVII-aktiveringen i blodet - efter eksempelvis en fedtrig julemiddag – kunne være farlig og måske i sidste ende medføre en blodprop i hjertet udløst af FVIIa. Det ved vi nu ikke er tilfældet, men tilbage i 1999 var det en relevant problemstilling at undersøge. Grise æder gerne fedtrige måltider, og de omsætter fedtet på samme måde som os mennesker, ligesom de også transporterer fedtet rundt i blodet som mennesker.

Derfor kan grise eksempelvis også udvikle åreforkalkning, hvis de får fedtrig kost over en længere periode. Også grisens koagulationssystem lignede meget vores. Derfor valgte jeg således grisen som forsøgsdyr. Imidlertid opdagede jeg to år inde i min ph.d.-uddannelse, at grisen reagerer fundamentalt anderledes end mennesket: Lige meget hvor meget fedt grisene får i et enkelt måltid, så sker der ingen aktivering af FVII i blodet.

Nedtrykt over den oplagte fiasko udførte jeg herefter de samme forsøg på rotter, og selvom rotten har en anden ernæringsfysiologi, omsætter fedtet anderledes, ikke udvikler åreforkalkning og på flere andre områder adskiller sig fra os mennesker, så aktiverede de FVII efter et fedtrigt måltid.

Der stod jeg så tilbage med mine mange ubrugelige overvejelser – ingen af dem kunne bruges til noget – det var rotten fremfor grisen, der var bedst egnet forsøgsdyr til den pågældende problemstilling. Da jeg skulle skrive min ph.d.-afhandling valgte jeg de to modeller af fuglenæb på forsiden (nedenfor). Selvom den øverste umiddelbart mest ligner et voksent fuglehoved,  så har studer vist, at ungerne i reden reagerer bedst på den nederste. Det gør de ved at hakke på den lyse plet for at få foder, når hovedet bliver præsenteret for dem i reden.

næb

Fuglenæbene som blev brugt til Ph.d-afhandlingen

Det vanskelige valg

Ovenstående historie viser, at det kan være meget vanskeligt at vælge forsøgsdyr, og at man ofte må prøve sig frem, førend man finder den rigtige dyreart. Ikke desto mindre er processen vigtig, og det kan derfor undre, hvor få overvejelser videnskabelige artikler indeholder om valget af forsøgsdyr.

En anden mulighed er at forsøge udføres på flere forskellige arter af forsøgsdyr, og hvis de så giver samstemmende resultater, så tyder det på, at også mennesker reagerer på samme måde. Det udnyttes blandt andet inden for toksikologien, hvor nye lægemidlers sikkerhed testes på to forskellige forsøgsdyr – typisk en gnaver og en ikke-gnaver - såsom rotte og gris.

Reference

Olsen AK: Animal models in thrombosis research: Studies of postprandial factor VII activation in pigs and rats. PhD thesis. 2002.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.