Hvalmødre hvisker til deres unger for at gemme sig fra spækhuggere
hvaler hvisker gemmes sig

Den sydlige rethval holder sin unge tæt og undgår unødvendig støj for at undgå spækhuggerens opmærksomhed. (Foto: Shutterstock)

12 juli 2019

Den sydlige rethval (Eubalaena australis) er med sine op til 18 meter og 80 ton ikke lige det slags dyr, som, man forestiller sig, bør frygte rovdyr allermest.

Men hvalens unger er med deres 5-8 meter ikke lige så enorme, og da rovdyr kan være nådesløse, har rethvalen taget et alternativt forsvar i brug.

Et nyt studie lavet i et samarbejde mellem forskere fra Aarhus Universitet og Murdoch University i Australien, viser, at sydlige rethvalhunner hvisker til deres unger for at undgå at vække opmærksomhed fra deres kødædende slægtning, spækhuggeren.

I en pressemeddelelse udgivet af Scimex fremgår det, at forsøget blev udført, ved at forskerne fastspændte optageudstyr på hvalerne. 

Ved at analysere optagelserne af samtaler mellem hvalhunner og deres afkom kunne forskerne konkludere, at hvalerne kommunikerer sparsomt og i et meget afdæmpet toneleje.

Forskerne var derudover overraskede over at opdage, at hvalerne ofte holder sig tæt til kysten, hvor vandet er mere mudret og bølget.

Når rethvalerne befandt sig i det skvulpende vand nær kysten og sparsomt hviskede til hinanden, kunne deres lyde, ifølge forskerne, kun høres nogle få hundrede meter væk, hvilket gør det sværere for rovdyr at være med på en lytter.

LÆS OGSÅ: Hør og se: Spækhuggeren Wikie kan sige ord som 'Hello' og 'One, two'

Forskerne bag forsøget stødte på en række udfordringer undervejs, fortæller havpattedyrsforsker og en af forskerne bag studiet Mia Nielsen fra Aarhus Universitet i pressemeddelelsen. 

»Den første udfordring var at finde frem til hvalerne. Antallet af hvaler er meget lavt i området,« forklarer hun.

Da forskerne endelig fandt frem til hvalerne, blev den næste udfordring at spænde optageudstyret fast på hvalerne.

»Sydlige rethvaler er meget fysiske. Ungerne bruger meget tid på at gnubbe sig op ad hinanden,« forklarer Mia Nielsen.

Heldigvis lykkedes det i sidste ende forskerne at spænde mikrofoner på 9 hunhvaler, hvilket affødte hele 63 timers optagelser af hvalernes kommunikation.

Den videnskabelige artikel om studiet er udgivet i tidsskriftet Journal of Experimental Biology.

LÆS OGSÅ: Hør hvalunger snakke med deres mor

LÆS OGSÅ: Hør en hval tale som et menneske

LÆS OGSÅ: Marsvin leger gemmeleg med spækhuggere

jsj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.