Hunde kan afkode, om du har tænkt dig at give dem en godbid eller ej
I forsøget blev der opstillet en gennemsigtig plastik-barriere mellem forsøgsperson og -hund.

Her ses opstillingen, som blev brugt under eksperimentet. (Foto: Thomas Suchanek / Vetmeduni)

Her ses opstillingen, som blev brugt under eksperimentet. (Foto: Thomas Suchanek / Vetmeduni)

Kilde: 
25 januar 2023

Vil du ikke, eller kan du ikke give din hund en godbid? Noget tyder på, at din pelsede ven kan mærke forskel.

Det skriver NewScientist.

Det tætte bånd mellem hunde og mennesker er veletableret, men videnskaben har en begrænset forståelse af, om og hvordan hunde forstår menneskelig intention. 

Men i et nyt studie, udgivet i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B: Biological Sciences, har forskere fra University of Veterinary Medicine Vienna opnået resultater, der indikerer, at hunde godt kan forstå menneskers intentioner. 

For at undersøge, om hunde rent faktisk kan skelne mellem intentionelle og tilfældige handlinger, fik forskerne mennesker, der var fremmede for hundene, til at tilbyde hundene mad. Imens trackede 8 forskellige kameraer de pjuskede deltageres kropsbevægelser. 

Hunden og mennesket var adskilt af et gennemsigtigt plastik-panel med huller, der var store nok til, at pølsestykker kunne komme igennem. 

I 96 forsøg med 48 hunde skulle forsøgspersonerne enten lade som om, de tabte godbidden, eller holde hunden for nar ved at vise hunden pølsestykket for derefter at trække det tilbage.

I samtlige forsøg skulle hundene vente 30 sekunder, før de endelig fik deres belønning. I mellemtiden fik forskerne en algoritme, der var trænet til at identificere og følge specifikke punkter på hundenes kroppe, til at analysere på deres kropssprog. 

Deres forsøg viste, at når mennesket lod som om, pølsestykket ved et uheld blev tabt, reagerede hundene mere tålmodigt. Det viste de ved at logre mere med halen, have mere øjenkontakt med mennesket i forsøget og ved at holde sig tættere på plastik-barrieren, hvilket tyder på, at de forventede en godbid. 

De hunde, der blev narret, satte sig, lagde sig ned og bakkede oftere væk fra panelet. Resultaterne var ens på tværs af forskellige hunderacer, aldre og køn.

De hunde, der blev sat overfor et klodset menneske, der gerne ville give dem en godbid, logrede også mere i deres højre side, hvilket er et tegn på, at hunden er glad og afslappet. 

»De har flere positive følelser omkring den kluntede forsøgsperson, hvilken kunne tyde på, at de faktisk forstår, at forsøgspersonen gerne vil, men er for klodset til at give dem en godbid,« forklarer Christoph Völter, der står bag studiet og er ph.d ved University of Veterinary Medicine Vienna, til NewScientist.

aeh

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.