Hubbleteleskopet fejrer 31 år med storslået video af døende stjerne
NASA Hubble Rummet 31 År AG Carinae

I anledningen af 31-års-jubilæet for Hubble-teleskopet har astronomer rettet opmærksomheden mod den kortlivede stjerne AG Carinae, der er på bristepunktet til at eksplodere. (Foto: NASA, ESA, STScI).

I anledningen af 31-års-jubilæet for Hubble-teleskopet har astronomer rettet opmærksomheden mod den kortlivede stjerne AG Carinae, der er på bristepunktet til at eksplodere. (Foto: NASA, ESA, STScI).

Kilde: 
28 april 2021

NASA’s Hubble-teleskop blev sendt op 24. april 1990, og 31 år senere bidrager det stadigvæk med fantastiske billeder og observationer af det ydre rum.

I forbindelse med teleskopets jubilæum har NASA offentliggjort en video af en af de mest klare stjerner i vores galakse: AG Carinae.

Stjernen er omgivet af et lysende skær af gas og støv og er på kanten til at eksplodere.

I videoen kan du se AG Carinaes vilde udvikling. (Video: NASA Goddard)

For omkring 10.000 år siden begyndte stjernen at blive ustabil, og dens ydre lag eksploderede ud i rummet.

Som konsekvens spredes gas og støv fra stjernen ud i rummet, og massen er efterhånden blevet fem lysår bred, skriver NASA i en pressemeddelelse.

AG Carinae er en del af en sjælden familie af stjerner kendt som ’luminous blue variable’ (lysende blå variable, red.). Stjernerne er blandt de mest massive og lysende, og de lever kun i et par millioner år, i modsætning til Solen, der lever omkring 10 milliarder år.

AG Carinae ligger omkring 20.000 lysår fra Jorden, og astronomer kender til eksistensen af omkring 50 ’luminous blue variable’.

Siden 1990 har Hubble-teleskopet lavet mere end 1,5 millioner observationer af omkring 48.000 forskellige rumfænomener.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.