På sociale medier som TikTok, Instagram og Reddit kører der en trend, hvor folk poster videoer af nuttede dyr med teksten: »Her er din daglige dosis af serotonin«.
Serotonin er et af hjernens signalstoffer - en gruppe molekyler, hjernen bruger til at sende signaler mellem sine nerveceller - og du har sikkert hørt en hel del om stoffet før.
Videnskaben fremturede nemlig i årevis med budskabet om, at meget serotonin i hjernen er direkte ansvarligt for vores lykke, og for lave niveauer gør os deprimerede. Og den læresætning klæber stadig til serotonin i dag.
Men det er en misforståelse, og en skadelig en af slagsen, mener en dansk hjerneforsker:
»Der er ingen sikre beviser for, at mere serotonin i hjernen gør os lykkelige, eller at mindre serotonin giver depression. Misforståelsen bidrager til idéen om, at såkaldte lykkepiller (antidepressiva, red.), der netop virker ved at skabe mere serotonin i hjernen, gør folk lykkelige, og det er forkert,« siger hjerneforsker Claus Juul Løland.
»Ingen tvivl om, at antidepressiva kan trække nogle mennesker ud af depression, men ingen bliver lykkelige af at tage dem,« fortsætter Claus Juul Løland, der er professor ved Institut for Neurovidenskab på Københavns Universitet.
I denne artikel tager han os sammen med en forsker i neurobiologien bag psykiske lidelser med ind i forskernes maskinrum.
Her bliver det klart, at selv de mest avancerede hjerneskanninger blegner og fremstår håbløst primitive til at forstå det mest komplekse system, vi kender i universet: Vores hjerne.
Kattevideoen her er et eksempel på, hvordan serotonin er blevet synonym for et lykkemiddel på sociale medier:
Serotonin-myten har bidt sig fast
Helt grundlæggende skal du vide, at serotonin er et signalstof, der menes at spille en rolle for mange forskellige ting i vores hverdag.
Det lader til både at være involveret i vores sex-drive, indlæring, søvn, appetit og hukommelse, samt i psykiske lidelser som fobier, skizofreni og PTSD.
Det, der er blevet forsket mest i, og som er mest velkendt, er dog serotonins forbindelse til vores humør - lykke og depression. Og der er ingen tvivl om, at serotonin spiller en eller anden rolle - både når det gælder lykke og depression. Det er vigtigt at understrege.
Men idéen om, at der er en direkte sammenhæng mellem vores humør og hvor høje eller lave serotonin-niveauer, der er i vores hjerne, har videnskaben derimod ikke kunnet bekræfte. Og idéen er problematisk af flere årsager, lyder det fra en svensk hjerneforsker:
»For det første er det ikke er rigtigt. For det andet kan det fremmane et billede af, at vi skal være lykkelige hele tiden, og at antidepressiv medicin gør os lykkelige. Det har vi intet belæg for,« siger Jonas Svensson, postdoc ved neurobiologisk forskningsenhed på Rigshospitalet.
Ikke desto mindre er der flere tegn på, at forestillingen har bidt sig fast i den kollektive bevidsthed, hvor den bliver opretholdt:
- Mange tror, at depression entydigt skyldes en kemisk ubalance i hjernen, peger studier på
- I USA er antidepressiv medicin i årevis blevet fremstillet som et lykkemiddel i reklamer
- Medier kalder ofte serotonin for hjernens lykkepiller eller lykkestof og fremhæver det som et stof, der har direkte indflydelse på vores humør
- Serotonin-tatoveringer, der skal symbolisere lykke, er meget populære
- Budskaber om, at vi kan bekæmpe depression eller blive gladere ved at spise serotonin-holdig mad, er udbredte på internettet
- Videoer, der skal booste hjernens serotonin-niveauer, trender på sociale medier
En velkendt sandhed blandt fagfolk
Faktisk er det en god del år siden, at hjerneforskere og psykiatere abonnerede på den såkaldte serotonin hypotese - den firkantede idé om, at mindre serotonin i hjernen gør os depressive, og at mere gør os lykkelige.
Faktisk er hjerneforskeren Jonas Svensson for ung til nogensinde at have købt lige præcis dét abonnement:
»Hjernen er et ufatteligt kompliceret apparat, så folk tager næsten altid fejl, når de prøver at komme med en simpel forklaring på, hvad der foregår derinde. For eksempel at der er for lidt eller for meget serotonin. Det er sjældent så enkelt,« siger Jonas Svensson, der forsker i psykiske sygdommes neurobiologi.
Langt de fleste forskere er i dag enige med Svensson, så da der for nyligt udkom en sammenfatning af litteraturoversigter, der fremstillede den manglende evidens for serotonin-hypotesen som overraskende nyt, høstede det kritik fra danske og udenlandske forskere.
Som den slags undersøgelser nu gør, gennemgik sammenfatningen udvalgte studier, hvor forskere havde studeret, om et lavt serotonin-niveau forårsager depression. Resultatet var et ekko af tidligere resultater, for flere studier har for længst slået fast med syvtommersøm, at det ikke er tilfældet:
Over 60 års forskning har ikke givet os overbevisende grund til at tro, at depression skyldes lave serotonin-niveauer i hjernen. Spinkel evidens antyder, at det kan hænge sådan sammen, men vi står uden solide beviser, siger Jonas Svensson.
Grundstenen til ideen om serotonin som hjernens lykkestof
Nu spørger du måske dig selv, hvordan det kan være, at forskningen serotonin-hypotesen for depression er behæftet med så meget usikkerhed.
Det skal vi nok komme ind på, men først et kort historisk oprids af, hvorfor serotonin og depression i dag er vævet uløseligt sammen i manges bevidsthed. Det er en historie, der begyndte i 1950’erne med to lægemidler, der havde en uventet effekt.
- Iproniazid, som oprindeligt blev brugt mod tuberkulose
- Imipramine, som i begyndelsen blev testet mod skizofreni
Nogenlunde samtidig opdagede psykiaterne Albert Zeller og Roland Kuhn, at lægemidlerne iproniazid og imipramine hjalp mennesker med depression til at få det bedre.
Men det viste sig hurtigt, at lægemidlerne på hver deres måde gjorde, at der i hjernen kom flere monoaminer - en fællesbetegnelse for signalstofferne dopamin, noradrenalin og serotonin, fortæller Claus Juul Løland,
»Det var en total tilfældighed,« konstaterer hjerneforskeren.
De tre monoaminer - og alle andre signalstoffer - fungerer ved, at en nervecelle sender et signalstof til en anden ved at stoffet krydser mellemrummet mellem dem - også kaldet synapsen.
Når signalstoffet ligger frit mellem to nerveceller, gør det sit arbejde med at binde sig til receptorer og sende signaler ud til resten af kroppen.
Når signalstoffet har ‘gjort sit arbejde’, pumper et transporter-protein det tilbage i afsender-nervecellen, hvor enzymet monoamin oxidase (MAO) nedbryder noget af det. Resten kan ende ud i synapsen igen senere.
Det, Albert Zeller opdagede, var, at iproniazid hæmmer MAO-enzymet, så det ikke kan nedbryde monoaminerne, så mere signalstof kan genbruges.
Roland Kuhn opdagede, at imipramine forhindrer transporter-proteinet i at pumpe monoaminerne tilbage i nervecellerne, så de gør deres arbejde i den synaptiske kløft i længere tid.
Moderne antidepressiva (SSRI) virker også ved at hæmme transporter-proteinet, men det rammer specifikt serotonin.
Kilder: Jonas Svensson, ‘In vivo Inhibition of Liver and Brain Monoamine Oxidase by 1-Isonicotinyl-2-Isopropyl Hydrazine’, Experimental Biology and Medicine, ‘The role of serendipity in drug discovery’, Dialogues in Clinical Neuroscience, 2022.
Hermed var monoamin-hypotesen født. En teori om, at vi får depressioner, fordi der er for lave beholdninger af nogle eller alle tre monoaminer i hjernen. I starten udpegede forskerne ikke hvilket, men i 1960’erne udkom en række studier, der talte for, at serotonin var det monoamin, der var tættest forbundet til depression.
Herunder et studie fra 1969, som blev udgivet i det prestigefyldte medicinske tidsskrift The Lancet. Det blev i eftertiden set som et vigtigt skridt i udviklingen af serotonin-hypotesen, og har ført til udviklingen af antidepressiva, som netop virker ved at øge mængden af serotonin i hjernen.
Vi har rykket os meget lidt de sidste 70 år
Spoler vi frem til i dag, er der gået 70 år siden, Zeller og Kuhn var med til at skabe monoamin-hypotesen.
Men faktisk har videnskaben ikke rykket sig synderligt siden da.
»Som udgangspunkt står vi nogenlunde, hvor vi stod i 1950’erne. I bund og grund ved vi ikke, hvorfor depression opstår, eller hvorfor antidepressiva virker for nogle patienter,« siger Claus Juul Løland, der forsker i neurotransmitter-transportere - proteiner, der pumper signalstof tilbage i nervecellerne.
Det stærkeste bevis for, at serotonin skulle have noget med vores humør at gøre, er stadig, at antidepressiv-medicin virker for nogle patienter.
Flere systematiske forskningsgennemgange viser dog, at virkningen er begrænset. Pillerne anslås kun at hjælpe cirka 40 til 60 procent, så selv det bedste argument kommer med forbehold, understreger Claus Juul Løland og Jonas Svensson.
Et andet faktum, der svækker serotonin-hypotesen, er, at patienter med depression typisk først begynder at blive mindre deprimerede efter at have taget pillerne i to uger - og det er spøjst.
Hvis virkningen kom direkte fra en øgning af hjernens serotonin-mængde, burde effekten indtræffe meget hurtigere. Forskerne ved nemlig, at antidepressiva øger hjernens serotonin-niveauer på bare få timer, fortæller Jonas Svensson.

I Danmark er det SSRI-præparatet Sertralin, der er førstevalg til medicinsk behandling af depression. I 2020 fik mere end 400.000 danskere udskrevet antidepressiver. (Foto: Shutterstock)
Gåden om antidepressiva betyder ikke, medicinen er dårlig
Antipsykiatriske bevægelser har siden slutningen af 1960’erne brugt den manglende forklaring på, hvorfor antidepressiva virker, som belæg for, at psykiske sygdomme slet ikke er sygdomme, men bare naturlige tilstande, som man ikke skal tage medicin for.
Det er dog helt forkert, mener Jonas Svensson.
Tværtimod er det en vigtig pointe, at der ikke er noget forkert i at tage antidepressiv medicin, til trods for at forskerne ikke kan forklare, præcis hvorfor det virker, siger han.
»Vi ved ikke, hvordan antidepressiv medicin fungerer, men vi ved, at de fungerer. Det har de til fælles med utrolig mange andre lægemidler, inklusiv vores mest brugte narkose-medicin,« siger han, og fortsætter:
»Antidepressiv medicin hjælper hver dag titusindvis af danskere til at kunne leve et godt liv, og at vi ikke kan forklare præcis, hvordan de fremmaner deres effekt, er ikke er godt argument for at holde op med at tage dem,« lyder det.
En anden vigtig pointe i den sammenhæng er, at forskerne ikke kan afvise, at serotonin er indblandet i antidepressiv medicins virkning, siger Jonas Svensson.
»Enkelte studier viser, at der lader til at være en lavere koncentration af serotonin-transportører hos patienter med depression, i hvert fald i visse dele af hjernen, sammenlignet med raske mennesker. Men forskningen er ikke så solid, at det er skrevet ind i lærebøgerne,« lyder det.
Klodsede metoder svækker resultaterne
Vi har bevæget os et stykke ind i forskernes maskinrum og set på den videnskabelige evidens for, at serotonin er hjernens lykkestof - eller manglen på samme.
Men nu skal vi dybere ind i maskinrummet, hvor der gemmer sig endnu en grund til, at vi ikke kan kalde serotonin hjernens lykkestof:
De fleste betragter nok de værktøjer, forskerne har til rådighed til at studere serotonin, som teknologisk højt avancerede, men vi har endnu ikke udviklet teknologier, der kan studere vores hjerne i dybden.
»De hjerneafbildningsmetoder, vi har i dag, som vi kan bruge til at forstå, hvordan hjernen fungerer, kan sammenlignes lidt med at prøve at studere, hvordan en computer virker med et varmesøgende kamera,« bemærker han.
Man anslår, at hjernen indeholder 90 milliarder nerveceller, hvilket er omtrent så mange som stjernerne i vores egen galakse, og vi er kun lige begyndt at udvikle teknikker til at forstå den, siger Jonas Svensson.
Kan ikke se serotonin på skanninger
En af de mest udbredte metoder til undersøge serotonin i hjernen er gennem PET-skanninger. Her får du sprøjtet et radioaktivt mærket sporstof ind i kroppen, der binder det sig til de receptorer i hjernen, der skal undersøges, så forskerne kan se dem på skanningsbilleder.
Problemet er, at det er meget dyrt at lave PET-skanninger. Metoden bliver derfor ofte brugt i studier med få deltagere, og det svækker resultaterne, fortæller Jonas Svensson.
En anden begrænsning ved metoden er, at man faktisk ikke kan måle halvdelen af hjernens serotonin-beholdning i en PET-skanner, fordi det med Claus Juul Lølands ord er »meget småt og meget kompliceret«.
I stedet måler forskere, hvor meget der er af de proteiner, serotonin binder sig til (receptorer) eller det protein, som fjerner serotonin fra synapsen (transporterer).
Men det kan ikke nødvendigvis fortælle, hvor meget serotonin, der er i hjernen. Det kan du læse mere om i en anden Brainstorm-artikel.
I teorien kan man måle mængden af serotonin ved at sætte nogle meget tynde sonder ind i hjernen. Men målemetoden er på et meget tidligt udviklingsniveau og er foreløbig kun blevet brugt på mus, fordi det kan skade hjernen at sætte det ind i mennesker, fortæller Claus Juul Løland.
Det ideelle ville være, hvis forskerne kunne måle den serotonin, der ligger frit mellem hjernens nerveceller.
Det er nemlig, når serotoninen bliver sendt ud mellem to nerveceller - en afsender- og en modtager-nervecelle - at den gør sit arbejde i kroppen.
Men forskerne kan ikke se fri serotonin, fordi hulrummet mellem nervecellerne er 24 nanometer - det er 4.000 gange tyndere end papir - så der kommer hurtigt en ret høj koncentration af signalstof ved bare få molekyler.
Kilde: Claus Juul Løland
Serotonin fra hjernen drukner i målingerne
Udover at lægge forsøgspersoner i en PET-hjerneskanner måler forskere også hjernens serotonin-niveauer ved hjælp af blodprøver.
Her bruger de nedbrydningsprodukter fra serotonin i blodet som indikator for, hvor meget serotonin, der er i hjernen.
»Man kunne forestille sig, at hvis du har meget serotonin i hjernen, så burde der være meget nedbrydningsprodukt i dit blod, men det er svært at vurdere, for serotonin findes i hele kroppen, frem for alt i tarmene. Det er en forsvindende lille del, der sidder i hjernen, så det forsvinder i strømmen,« siger Jonas Svensson, og fortsætter:
»Forskere kan også måle nedbrydningsprodukter tættere på hjernen, nemlig i rygmarvsvæsken omkring hjernen. Her skulle man tro, at de kunne lave mere præcise målinger, men studierne, hvor man bruger den metode, er ofte små, fordi det er dyrt, besværligt og invasivt. Metoden gør det heller ikke muligt at se, hvad der sker i de enkelte synapser,« lyder det.
Cirka 10 procent af kroppens samlede serotonin-beholdning findes i hjernen.
De resterende 90 procent sidder i celler, der sidder i langs mavetarmkanalen, og bliver via blodplader transporteret ind i blodet.
Serotoninen i din tarm aktiveres når vi spiser og hjælper med at kontrollere din tarmfunktion.
For meget serotonin i blodet giver dig kvalme, og får dig til at kaste op. Serotoninen i din tarm spiller sandsynligvis også en rolle i at styrke dine knogler.
Serotoninen i dit blod hjælper desuden med at læge sår.
Hvad skal vi kalde serotonin, hvis ikke hjernens lykkestof?
Lang historie kort: Næste gang nogen siger, at serotonin er hjernens lykkestof, kan du hive de her to fakta-punkter frem og oplyse din omgangskreds:
- Vores nuværende måle-teknikker kan ikke måle, hvor meget serotonin du har i din hjerne. Det betyder, at studier, der finder sammenfald mellem serotonin-niveauer og humør, er usikre.
- Antidepressiva virker kun på cirka hver anden depressions-patient. Medicinen øger serototin-niveauet i hjernen. Hvis depression skyldes for lidt serotonin i hjernen, skulle medicinen hjælpe langt flere patienter, end det er tilfældet
Et spørgsmål, der står tilbage er, hvad vi så skal kalde serotonin, når vi ikke kan kalde det hjernens lykkestof eller lykkepiller?
»Det er dødkedeligt, men jeg ville kalde serotonin for en neuromodulator, der regulerer andre processer i hjernen. Serotonin kommer fra en af de tidligst udviklede regioner i hjernen, som ligger i hjernestammens forlængede marv. Derfor giver det mening, at serotonin lader til at være involveret i nogle af de mest basale funktioner som humør, indlæring, appetit og sex-drive,« siger Claus Juul Løland.
Det ville være skønt, hvis man kunne komme op med et fængende og mundret kælenavn til serotonin, men det bedste er at holde sig fra de farverige fraser, mener Jonas Svensson også:
»Inden for psykiatrien har vi jo en gruppe lægemidler, vi kalder for antipsykotisk medicin, fordi den primært blev udviklet mod skizofreni og andre psykosesygdomme. Men det er et ret dumt navn, for det fungerer rigtig godt mod andre sygdomme, der ikke har noget med psykose at gøre,« siger han, og fortsætter:
»Det er et ret stigmatiserende navn, og det gør også, at lægerne ikke tænker over at bruge det i andre fag end det, det oprindeligt blev udviklet til. Det samme gælder for serotonin - der ligger en fare i at finde på et smart navn, som behandlere og den generelle befolkning låser sig til,« lyder det.