Historisk forskning: Se danske geologers jagt på olie i Grønland
»Det er ikke geologien, der forhindrer et olieeventyr i Grønland,« fortæller dansk geolog, der var med til at lede efter olie i Grønland i 1980'erne.

Her fortæller vicedirektør ved GEUS, Flemming Getreuer Christiansen, hvordan det var som ung geolog at rejse op til det nordligste Grønland for at lede efter olie. (Video: Underground Geocenter)

»Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet noget tilsvarende.«

Det fortæller 65-årige Flemming Getreuer Christiansen, vicedirektør ved GEUS, der som ung geolog rejste med Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU) op til Nordgrønland for at lede efter olie i 1985:

»At komme op til Nordgrønland og blive sat ud i et så øde område, hvor der ingen folk er, hvor der er 50 eller 100 kilometer til nærmeste lejr, hvor du er fuldstændig afhængig af, at den her helikopter kommer og henter dig, og hvor du har den her fantastiske, uberørte natur.«

Flemming Getreuer Christiansen startede sin karriere på det såkaldte på Nordolie-projekt, som han husker tilbage på i denne film, der viser nogle unikke optagelser fra arbejdet deroppe.

Projektet foregik over hele Nordgrønland – et område, der strækker sig 800 kilometer fra den ene ende til den anden – og det var en del af de første systematiske geologiske undersøgelser efter olie i Grønland.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Der er masser af olie i Grønland

»Vi så olie, der udfyldte sandsten, vi fandt olie, der fyldte gamle koralrev op, vi fandt tjære, der løb direkte op på overfladen,« fortæller vicedirektøren om projektet i dag.

På trods af det lader det store grønlandske olieeventyr stadig vente på sig. Ifølge Flemming Getreuer Christiansen skyldes det, at det endnu ikke kan svare sig at udvinde olie i Grønland frem for andre steder i verden.

»Så længe det er væsentligt dyre end i andre steder i verden, så sker det ikke. Men vi har lavet vores del af arbejdet,« fortæller han med et smil.

Se hele videoen, hvor han fortæller endnu mere om at arbejde og leve i det barske nordgrønlandske klima og om de værdifulde fjeldkerner, man borede ud dengang, og som man stadig bruger i dag.

Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.