Selvom spor af liv var præcis det, de tyske biologer ledte efter i det arktiske dybhav med deres fjernstyrede ubåd, blev de alligevel noget overraskede over, hvad de fandt.

Meterlange spor på havbunden, nærmest stier, tilsyneladende lavet af nogle nærliggende og ellers stationært udseende havsvampe, som måske er noget mere mobile, end vi hidtil har antaget.

Det skriver ScienceAlert.

Havsvampe er nogle af de ældste organismer, der findes, og har hverken muskler eller andre organer, som antyder, at de kan bevæge sig rundt- De betragtes derfor som stort set stillestående livsformer. 

Biologer er dog i de senere år blevet opmærksomme på, at svampene har begrænset bevægelighed, som de opnår ved at sammentrække og udvide deres krop, hvorved de (meget, meget langsomt) kan flytte til nye områder for at finde mad og mager.

Dog har det altid været et spørgsmål,  i hvor høj en grad svampene selv bevægede sig rundt, frem for hvor meget af deres færden der kunne tilskrives havstrømme og tyngdekraften.

Me nyopdagede svampespor var så dybt nede, at der ingen stærk strøm var, og aftrykkene gik i visse tilfælde op ad bakke, mod tyngdekraften, hvilket antyder, at svampene selv bevægede sig rundt.

Forskerne beskriver i studiet, hvordan svampesporene var dækket af såkaldte ‘spikler’, små strukturer, som normalt danner svampenes indre skelet, men som lader til at blive aflejret på havbunden, når svampene bevæger sig.

»Stier af tæt sammenflettede spikler, forbundet direkte til undersiden eller de lavere flanker af individuelle svampe, antyder, at disse stier er spor på motilitet (bevægelighed, red.) hos svampene,« skriver forskerne i studiet, ifølge ScienceAlert.

»Disse spor blev observeret som værende flere centimeter høje og lejlighedsvis mange meter lange, ofte forbundet direkte til en levende svamp.«

Forskerne spekulerer på, om de aflejrede spikler måske er en næringskilde for andre og yngre svampe, en slags brødkrummespor i det ellers golde arktiske dybhav, men det vil videre forskning vise.

Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet Current Biology.

cll