Studie: Fodring kan have ændret musvittens næb
Mennesket har muligvis skabt evolution i deres egne haver, mener forskerne.
musvit næb længere storbritannien fugle foder

Musvitterne i Oxfordshire havde længere næb end muvitterne i Holland. Har de tilpasset sig fodringsinstallationerne i haverne? (Foto: Shutterstock)

I 1831 drog den 22-årige Charles Darwin ud på dem 5 år lange jordomsejling som ubetalt biolog på briggen (mindre sejlskib med to master) HMS Beagle. 

Det var på Galápagosøerne, at han opdagede noget, der stadig står som et af de førende eksempler på, hvordan en arts fysiske egenskaber tilpasser sig miljø og levevilkår:

Finkerne på Galápagosøerne lignede tilsyneladende hinanden ganske meget af udseende, men da Darwin granskede næbbenes udformning nærmere, var de forskellige i både størrelse og facon.

Næbbene så ud, som om de havde tilpasset sig føden, som finkerne spiste.

Historien kort
  • Et nyt fuglestudie sammenligner britiske og hollanske musvitters næblængde.
  • De britiske musvitter har udviklet et længere næb på relativt kort tid og argumenterer for, at udviklingen skyldes menneskers fodring.
  • Norsk professor er begejstret for studiet, men der er mange ubesvarede spørgsmål i forbindelse med forskernes konklusion.

Opdagelse blev afgørende for Darwins teori om, hvordan evolutionen former arterne, ud fra hvad der leverer den bedste overlevelsesmulighed.

Genetiske forskelle mellem musvitter i Holland og England

Siden dengang er forskerne stødt på mange andre eksempler på, hvordan fysiske egenskaber er blevet udviklet, så det gavner arten mest muligt.

Det nyeste skud på stammen kommer dog fra en mere hjemlig kant end opdagelsen på de fjerntliggende vulkanske Galápagosøer.

Forskerne har nemlig fundet, at briternes passionerede fodring af fugle muligvis er årsag til, at musvitterne har udviklet et langt og mere frødispenser-venligt næb.

Forskere i Holland og Storbritannien har sammenlignet musvitterne i de to lande og præsenterer forskningen i tidsskriftet Science.

»Det er spændende, at studiet viser, at der er genetiske forskelle mellem musvitterne i de to områder, og at de kan kobles til næblængden. Andre studier er tidligere kommet frem til lignende resultater, men de er ikke så detaljerede som dette studie,« fortæller Tore Slagsvold.

musvit næb evolution længere tilpasning foderbræt fodersystemer mejsekugle overlevelse fordele England Holland næblængde gener genetisk forskel unger formering reproduktion Charles Darwin Galápagosøerne arter finker ornitologi

På Galápagosøerne opdagede Darwin 13 forskellige arter af finker. Finkerne havde tilpasset sig de forskellige øers levevilkår. (Illustration: Tegning af fire af finkerne/Wikimedia)

Han er professor ved CEES (Center for Økologisk og Evolutionær Syntese ved Universitetet i Oslo) og forsker både i musvitternes og andre fugles adfærd, reproduktion og levevis i deres respektive miljøer, men har ikke deltaget i studiet.

Musvitten er forskernes favorit

Musvitten er tit under forskernes lup.

»Jeg tør vove at påstå, at det er én af de mest studerede fuglearter i verden. Man kan godt kalde musvitten for fugleverdenens hvide mus. Den er så let at studere,« fortæller Tore Slagsvold.

Det skyldes blandt andet, at musvitterne ruger på deres æg i fuglekasser, så forskerne har helt styr på bestanden. Samtidig lever de også ude i naturen, og gerne det samme sted hele året rundt.

Det betyder altsammen, at musvitterne er fantastiske forsøgsdyr, hvis man ønsker at undersøge, hvordan gener og egenskaber udvikler sig.

Men for at fastslå med sikkerhed, at en art har forandret sig evolutionært, skal forskerne påvise, at der er sket forandringer i artens gener, som kan forklare forandringerne i næblængden.

Og for at gøre dét, har forskerne undersøgt gener i blodprøver fra 3.000 musvitter samt observeret bestande og næb igennem adskillige årtier.

musvit næb længere storbritannien fugle foder

Mjesekuglen eller frødispenseren i haven er faktisk ikke ikke nødvendig for en succesfuld musvit; den klarer sig ganske udmærket uden vores hjælp. (Foto: Shutterstock)

Ligheder med Darwins Galápagos-finker

Resultatet viste, at der faktisk var forskel på de hollandske og de bristiske musvitter; både i generne og næblængden.

Generne, det drejede sig om i dette tilfælde, havde åbenlyse ligheder med de gener, der var med til at diktere udseendet på næbbet blandt Darwins Galápagos-finker.

Og de var heller ikke helt forskellige fra de gener, som, forskerne mener, er med til at forme menneskeansigtet.

Studerede kendte musvitter

Musvitterne i Holland og Storbritannien er velkendte blandt fugleforskerne. Der er tale om to bestande i Holland og England, som er blevet studeret over en lang periode. 

I Oxfordshire observerede forskerne fuglene i 70 år. De hollandske musvitter i Oostehout og Veleuveer også en kendt og længe studeret bestand.

Da forskerne sammenstillede ældre observationer af musvitbestandene med genanalyser, fandt de, at ændringerne blandt de britiske fugle formentlig var sket i løbet af meget kort tid.

Sker evolution hurtigere end antaget?

Den forøgelse af næblængden, som forskerne har påvist, er på 0,1 millimeter i løbet af perioden, som de har målinger fra.

Det betyder, at næbbet er vokset fra 13,5 til 13,6 millimeter på 25 år.

»Det er forbløffende, at det overhovedet er muligt at bevise, at det sker i dette tempo,« fortæller Tore Slagsvold, som fortsætter:

»Det lyder måske ikke af så meget for os, men [...] det viser, at evolutionen blandt visse arter måske sker hurtigere, end vi troede, hvis fødeforholdene forandrer sig, og at der findes forskelle blandt dyr, hvor de egenskaber, som bedst formår at udnytte det nye miljø, føres videre,« forklarer Tore Slagsvold.

De britiske musvitter flyver antageligt ikke over til det europæiske kontinent eller Skandinavien, og derfor har de måske haft mulighed for at udvikle næbbene uden alt for meget indblanding fra fugle udefra, tror han.

Er teorien for søgt?

Men nu tilbage til teorien om den intense fodring fra foderautomater, hvilket ifølge forskerne muligvis har været drivkraften bag musvittens evolution på de britiske øer.

Hvad ligger til grund for forskernes påstand?

De har observeret en forandring blandt fuglene i England, som ikke har fundet sted i Holland.

Desuden har forskerne undersøgt, hvor meget fuglefrø og hvor mange frødispensere briterne køber - og det er ikke i småtingsfdelingen.

»I Storbritannien bruger vi cirka dobbelt så mange penge på fuglefrø og fodringsystemer, som man gør på det europæiske kontinent, og sådan har det været ret længe,« fortæller én af forskerne bag studiet, Lewis Spurgin fra University of East Anglia i en pressemeddelse.

»Selvom vi ikke kan sige med sikkerhed at fodringssystemerne er  forklaringen, er det rimeligt at antage, at de længere næb blandt britiske musvitter muligvis er en reaktion på dette supplement til deres føde,« tilføjer Lewis Spurgin.

Tore Slagsold mener da heller ikke, at det kan siges med sikkerhed, at briternes 'overdrevne' fodring af fuglene er skyld i musvitternes længere næb.

Det er på trods af, at studiet indikerer, at musvitterne med længere næb oftere var at finde ved frødispenserne og fodringssystemerne end musvitterne med kortere næb.

musvit næb evolution længere tilpasning foderbræt fodersystemer mejsekugle overlevelse fordele England Holland næblængde gener genetisk forskel unger formering reproduktion Charles Darwin Galápagosøerne arter finker ornitologi

Musvitternes næb er vokset fra 13,5 til 13,6 millimeter på 25 år. (Foto: Shutterstock)

Hvad er fordelen ved længere næb?

Selvom forskerne har påvist, at musvitterne med de længere næb i højere grad tager for sig af føden, som mennesket serverer, end de andre musvitter, har de ikke vist, at de langnæbbede musvitter spiser mere, eller at det er lettere at spise frø med et langt næb end med et kort, påpeger Tore Slagsvold.

»Jeg ville have set på, om de er bedre til at overleve vinteren, og om de kommer hjem med mere mad til ungerne om foråret; med andre ord, set på næbbets funktion.«

For på hvilken måde giver et længere næb flere fordele?

For at evolution overhovet skal finde sted, skal der være en egenskab eller et træk, som leverer en fordel, som igen øger chancen for at få unger - eller flere unger end dem, som ikke har denne egenskab.

Så på hvilken måde kan et længere næb være så smart en egenskab, at den har bredt sig blandt musvitterne i Oxfordshire - og på relativt kort tid?

Langnæbbede musvitter får flere unger

Her viser det sig faktisk ifølge det nye studie, at musvitterne med længere næb fik flere unger end de andre musvitter.

Men Tore Slagsvold undrer sig alligevel:

Er det, fordi de spiser mere effektivt, eller fordi de er har et bedre helbred og form og er bedre end de andre til at forsvare et godt og føderigt territorie og dermed får flere unger?

Den norske fugleforsker glæder sig dog over det nye musvit-studie. Han kender flere forskere, som forsker i musvitternes og andre fugles evolution, som han gerne vil diskutere studiet med.

Følg med i fuglelivet via denne live-transmittering fra foderbræt og fuglekasser i Nesodden, der er en kommune i Norge og ligger på en halvø med Oslofjorden på vestsiden og Bunnefjorden i øst:

Fuglerestaurant i Nesodden. 

Musvitters næb-længde afhænger af årstiden 

Men Tore Slagsvold påpeger dog også, at det ikke er helt enkelt at måle fuglenes næblængde; den varierer nemlig en del.

Næbbet vokser igennem hele livet, ligesom vores egne negle. hvor langt næbbet bliver afhænger også af, hvor meget det bliver slidt. Og det afhænger igen af årstiden.

Om vinteren får det livsvigtige redskab nemlig en hård medfart. Det skal hakke i den frosne jord, og føden er generelt hårdere. Om sommeren flyver musvitten stort set kun rundt i træerne, hvor den plukker grønne larver, så der er næbbet lidt længere.

Men forskerne tog i studiet højde for årstidsvariationerne, da de regnede sig frem til, hvor meget de britiske fuglenæb var vokset i årenes løb.

Bliver ikke fuglekonge af sidde på et fuglebræt

Tore Slagsvold mener, at det er en smule forvirrende, at det var musvitterne med de længere næb, som både fik flere unger, og som oftest spiste fra fodersystemerne.

Det er nemlig ofte de mest forhutlede fugle, der ikke magter at finde føde andetsteds, som dukker op i villahaverne for at spise frø.

»Det er typisk nærmest sidste udvej,« siger Tore Slagsvold.

For selv om det ser hyggeligt ud på foderbrættet og ligner et nemt måltid, er det slet ikke trygt.

Her er der nemlig kun lidt at gemme sig bag, så grundet truslen fra forskellige rovdyr som katte og spurvehøge er det ret risikabelt for fuglene at opsøge fodersystemerne, der lokker dem til i haven.

En musvit har kun omkring 50 procent overlevelseschance fra det ene år til det næste, så det er ikke ligefrem yderligere farer, de har brug for.

[[nid:8899 title:Fugle på Galápagos-øerne overrasker forskerne: Har lært at drikke nektar]

Glæder sig til flere svar

Ifølge Slagsvold er mejsekuglen eller frødispenseren i haven ikke nødvendig for en succesfuld musvit; den klarer sig ganske udmærket uden vores frø.

Derfor ville det have været interessant at vide, om de langnæbbede, menneskefodrede musvitter, i tillæg til at få flere unger, også lever længere end de kortnæbbede, mener Tore Slagsvold. 

For hvis man sikrer sig flere leveår, sikrer man sig samtidigt flere chancer for at føre sine gener videre.

Ifølge den norske forsker sidder de hollandske forskere på nok data til at kunne levere svar på de sidste spørgsmål, og derfor venter han spændt på flere resultater om de hollandske og engelske musvitter.

©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.


Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.