Haha! Papegøjer finder også latter smittende
21 marts 2017

Hænger papegøjen på din skulder lidt med næbbet, så viser ny forskning, at du med lidt latter og godt humør sagtens kan give den luft under vingerne igen.

Et studie af den newzealandske papegøjefugl keaen afslører nemlig, at papegøjer finder latter smittende, og at de reagerer på, hvad man kan kalde, følelsesmæssig smittende adfærd. Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Et forskerhold fra Universitet i Veterinær Medicin i Wien afspillede optagelser af kvidren og andre lyde fra keapapegøjer for en flok af vilde keaer på en bjergside i det sydlige New Zealand. 

»Da keaerne hørte optagelserne, begyndte mange af fuglene spontant at lege,« fortæller den ledende forsker bag studiet, ph.d. i økologi og kommunikation Raoul Schwing fra Universitetet i Wien, i pressemeddelelsen. 

Han fortæller yderligere, at papegøjerne, mens hørte optagelserne, begav sig ud i et slags luftakrobatisk legecirkus og lavede akrobatiske loops, gav high-fives i luften og kastede objekter til hinanden.

Da optagelserne sluttede, sluttede festen samtidigt for papegøjerne.

Det har længe været alment kendt, at papegøjen er en legesyg og intelligent fugl. Det nye i forskningen er, at papegøjerne tilsyneladende reagerer på kvidren og finder den spontant smittende på samme måde, som når vi mennesker reagerer på hinandens latter. 

»De eneste dyr, der indtil videre har vist samme smittende adfærd, har været chimpanser og rotter, som begge er relativt tæt på os evolutionært set,« fortæller Raoul Schwing i pressemeddelelsen.

»Vores studie udjævner opfattelsen af den kæmpe kløft mellem mennesker og andre dyr og viser, at fugle, som vi er meget fjernt beslægtede med, også finder følelser afsmittende.«

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.