Grønlands indlandsis kan reagere hurtigt og uventet på klimaforandringer
Ny forskning komplicerer vores billede af, hvordan afsmeltningen af is ved Grønland foregår.

Hidtil har vi troet, at den sidste istid var på sit højeste for 19-23.000 år siden. Og det var den også de fleste steder – bare ikke ved Grønlands vestkyst, hvor isen strakte sig længst ud i havet allerede for ca. 60.000 år siden.

Det viser jeg og mine medforfattere i et nyt studie. Hvorfor den grønlandske is opfører sig anderledes end andre iskapper, vender jeg tilbage til.

Først skal vi se, hvad man indtil nu har troet og hvorfor.

Golfstrømmens afgørende betydning

Sidste istid startede for ca. 115.000 år siden som følge af et astronomisk-betinget fald i Solens indstråling. Ændringer i Jordens bane omkring Solen og i jordaksens hældning og retning i forhold til Solen betød, at den nordlige halvkugle modtog mindre sollys og – groft sagt – begyndte at fryse til is.

Denne såkaldte Milankovitch-cyklicitet har jeg tidligere skrevet om her på Forskerzonen.

Gletsjere bredte sig langsomt og is-udbredelsen menes først at have nået sit globale maksimum for ca. 19-23.000 år siden. Det skete samtidig med, at den globale havcirkulation – strømningerne af vandet i verdenshavene fra et område til et andet – var på sit svageste.

Faldet i sollys betød nemlig en svagere havcirkulation, og når denne aftager, bliver også Golfstrømmen svagere.

Da Goldstrømmen har meget stor betydning for transport af varme fra troperne til de nordlige egne, betyder en svagere Golfstrøm derfor umiddelbart et koldere klima og muligheden for, at gletsjere kan brede sig.

Men nu viser vores nye forskning på Aarhus Universitet, at dette billede er noget mere kompliceret. Den gren af Golfstrømmen, som nåede Vestgrønland, var nemlig meget svag eller måske endog helt væk for 60.000 år siden, mens den for 20.000 år siden var mindst lige så kraftig som i dag.

Grønlands indlandsis er ikke som andre iskapper

I vores forskning har vi undersøgt sedimenter (aflejringer) fra havbunden ud for Grønland, hvor vi har analyseret indholdet af fossiler og sedimenternes beskaffenhed.

Disse informationer fortæller blandt andet om temperaturen af havvandet tilbage i tid samt afstanden til indlandsisen (se mere om, hvordan vi har undersøgt aflejringerne i boksen under artiklen).

Vores undersøgelser afslører, at indlandsisen strakte sig langt ud i havet ud for den vestgrønlandske kyst allerede før 60.000 år siden, mens isen havde en betydeligt mindre udstrækning under det senere ’istidsmaksimum’ for ca. 20.000 år siden.

Dette er i modsætning til andre steder, hvor iskappen ser ud til at have været betydeligt større og strakt sig længere ud i havet netop for ca. 20.000 år siden end tidligere.

Dette tyder derfor på, at den grønlandske indlandsis ikke altid reagerer på klimaforandringer på samme måde som andre iskapper.

Sammenligning af isens udbredelse og havstrømme over forskellige perioder gennem de sidste lidt mere end 60.000 år. Det viser, at den grønlandske indlandsis nåede langt ud på kontinentalhylden (shelfen) for ca. 60.000 år siden. Derefter betød varmere havs

Sammenligning af isens udbredelse og havstrømme over forskellige perioder gennem de sidste lidt mere end 60.000 år. Det viser, at den grønlandske indlandsis nåede langt ud på kontinentalhylden (shelfen) for ca. 60.000 år siden. Derefter betød varmere havstrømme, at isen trak sig tilbage, selvom der var en periode på nogle få tusinde år, hvor isen igen nåede længere ud i havet for 33-37.000 år siden, inden den igen smeltede tilbage. (Figur: Marit-Solveig Seidenkrantz et al.)

Havet ved Grønland

En del af årsagen til forskellene skal formodentligt findes i en meget direkte påvirkning fra havstrømmene. De globale havstrømninger var på deres svageste, da istiden var på sit højeste for ca. 20.000 år siden. Men de lokale strømme omkring Vestgrønland opførte sig anderledes.

Havstrømmen ud for Vestgrønland (kaldet ’Den Vestgrønlandske Strøm’) er sammensat af en blanding af meget koldt vand fra det Arktiske Ocean og varmere vand, der stammer fra en gren af Golfstrømmen.

Vores forskning tyder på, at netop denne gren af Golfstrømmen var svagere tidligt i istiden end senere.

Derved strømmede mindre varmt vand fra Golfstrømmen til Vestgrønland for 60.000 år siden end i dag. Derimod var strømmen af varmt vand til Vestgrønland for 20.000 år siden var mindst lige så kraftig som i dag.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Isen smelter med uventet hast

Grønland indlandsis opførte sig altså anderledes end andre iskapper under den seneste istid – og det samme synes at være tilfældet i dag – i hvert fald til dels.

Målinger fra indlandsisen har vist, at tilbagesmeltningen af især den del af indlandsisen, som strækker sig ud som gletsjerne i de grønlandske fjorde, er sket usædvanligt hurtigt over de seneste årtier (ved tilbagesmeltning bliver der således mindre is, da isen smelter og vandet fra den løber ud i havet).

Samtidig ved vi, at det varme vand ud for kysten når helt ind til kysten, og at vandtemperaturen ser ud til at være steget indenfor de seneste årtier.

Det har derfor tidligere været foreslået (se f.eks. her og her), at dette varmere havvand kan spille en rolle for den uventet store afsmeltning.

Havcirkulation betyder mere, end man troede

Vores nye undersøgelser tyder på, at det er tilfældet. Havcirkulationen spiller tilsyneladende en endog meget stor rolle for gletsjernes udbredelse og tilbagetrækning.

Samtidig indikerer disse nye data også, at den grønlandske indlandsis kan reagere uventet – og hurtigt – på klimaforandringer.

Fremtidig forskning må fortælle, om denne usædvanlige reaktion af den grønlandske indlandsis kun gælder for visse dele af Vestgrønland, eller om det er generelt for det grønlandske isskjold.

Undersøgelsen er foretaget af forskere og studerende fra Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser samt Uppsala Universitet i Sverige.

Sådan undersøger man aflejringer fra havbunden

Kerner fra havbunden optages fra et skib ved hjælp af et kernetagningsudstyr. Der findes forskellige typer udstyr, men i dette tilfælde har vi anvendt et såkaldt tyngdekernetager, hvor et oftest 5-6 m langt stålrør for enden af en wire sænkes ned til havbunden og trænger ned i havbunden via tyngdekraften.

Når stålrøret fra kernetageren er trængt ned i havbunden, trækkes det langsomt op igen. Havbundsaflejringerne, som er skubbet ind i røret, holdes på plads af små stålplader, den såkaldte kernefanger, så det ikke falder ud igen.

Indersiden af stålrøret er foret med et udskifteligt pvc-rør. Når kernetageren er bragt tilbage på skibets dæk, bliver pvc-røret og dermed også havbundssedimentet (ler, sand) trukket ud af stålrøret og kan nu bringes hjem til i laboratoriet, hvor analyserne foregår.

pvc_roeret_med_sedimentkernen_traekkes_ud_af_staalroeret

Her er vi i gang med at optage sedimentkerner fra havbunden – konkret bliver pvc-røret med sedimentkernen trukket ud af stålrøret. (Foto: Anja K. Gunvald)

Foraminiferer: Forskernes små hjælpere

Et meget vigtigt redskab til undersøgelser af klimavariationer både i den nære og fjernere fortid er analyse af fossilindholdet i havbundsaflejringerne. Her er de såkaldte foraminiferer specielt velegnede.

Foraminiferer er små (0,6-1 mm store), encellede organismer, som er beslægtede med amøber. De kan leve både frit svævende i havet (planktoniske) nær overfladen samt ved havbunden (bentoniske).

De fleste foraminiferer danner en ydre skal af kalk, som kan bevares fossilt.

Da forskellige arter af foraminiferer har meget specifikke krav til levevilkår, er de meget velegnede til rekonstruktion af fortidens miljø og klima – og faktisk også til forureningsundersøgelser.

Hvor kommer aflejringerne fra

I forbindelse med vores forskning, har vi også undersøgt, om sedimenterne primært stammer fra land, for eksempel tilført gennem afsmeltning af isen fra Grønland, eller om det er marine aflejringer.

Det kan man blandt andet se gennem analyser af grundstof-fordelingen samt analyser af sedimentets magnetiske egenskaber.

Vi har også undersøgt sedimentet for større korn (groft sand og småsten), som kun kan være bragt ud i havet med isbjerge. Derved kan vi få en information om mængden af isbjerge, der er kælvet (brækket af) fra Grønland.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.