Hidtil har vi troet, at den sidste istid var på sit højeste for 19-23.000 år siden. Og det var den også de fleste steder – bare ikke ved Grønlands vestkyst, hvor isen strakte sig længst ud i havet allerede for ca. 60.000 år siden.

Det viser jeg og mine medforfattere i et nyt studie. Hvorfor den grønlandske is opfører sig anderledes end andre iskapper, vender jeg tilbage til.

Først skal vi se, hvad man indtil nu har troet og hvorfor.

Golfstrømmens afgørende betydning

Sidste istid startede for ca. 115.000 år siden som følge af et astronomisk-betinget fald i Solens indstråling. Ændringer i Jordens bane omkring Solen og i jordaksens hældning og retning i forhold til Solen betød, at den nordlige halvkugle modtog mindre sollys og – groft sagt – begyndte at fryse til is.

Denne såkaldte Milankovitch-cyklicitet har jeg tidligere skrevet om her på Forskerzonen.

Gletsjere bredte sig langsomt og is-udbredelsen menes først at have nået sit globale maksimum for ca. 19-23.000 år siden. Det skete samtidig med, at den globale havcirkulation – strømningerne af vandet i verdenshavene fra et område til et andet – var på sit svageste.

Faldet i sollys betød nemlig en svagere havcirkulation, og når denne aftager, bliver også Golfstrømmen svagere.

Da Goldstrømmen har meget stor betydning for transport af varme fra troperne til de nordlige egne, betyder en svagere Golfstrøm derfor umiddelbart et koldere klima og muligheden for, at gletsjere kan brede sig.

Men nu viser vores nye forskning på Aarhus Universitet, at dette billede er noget mere kompliceret. Den gren af Golfstrømmen, som nåede Vestgrønland, var nemlig meget svag eller måske endog helt væk for 60.000 år siden, mens den for 20.000 år siden var mindst lige så kraftig som i dag.

Grønlands indlandsis er ikke som andre iskapper

I vores forskning har vi undersøgt sedimenter (aflejringer) fra havbunden ud for Grønland, hvor vi har analyseret indholdet af fossiler og sedimenternes beskaffenhed.

Disse informationer fortæller blandt andet om temperaturen af havvandet tilbage i tid samt afstanden til indlandsisen (se mere om, hvordan vi har undersøgt aflejringerne i boksen under artiklen).

Vores undersøgelser afslører, at indlandsisen strakte sig langt ud i havet ud for den vestgrønlandske kyst allerede før 60.000 år siden, mens isen havde en betydeligt mindre udstrækning under det senere ’istidsmaksimum’ for ca. 20.000 år siden.

Dette er i modsætning til andre steder, hvor iskappen ser ud til at have været betydeligt større og strakt sig længere ud i havet netop for ca. 20.000 år siden end tidligere.

Dette tyder derfor på, at den grønlandske indlandsis ikke altid reagerer på klimaforandringer på samme måde som andre iskapper.

Sammenligning af isens udbredelse og havstrømme over forskellige perioder gennem de sidste lidt mere end 60.000 år. Det viser, at den grønlandske indlandsis nåede langt ud på kontinentalhylden (shelfen) for ca. 60.000 år siden. Derefter betød varmere havstrømme, at isen trak sig tilbage, selvom der var en periode på nogle få tusinde år, hvor isen igen nåede længere ud i havet for 33-37.000 år siden, inden den igen smeltede tilbage. (Figur: Marit-Solveig Seidenkrantz et al.)

Havet ved Grønland

En del af årsagen til forskellene skal formodentligt findes i en meget direkte påvirkning fra havstrømmene. De globale havstrømninger var på deres svageste, da istiden var på sit højeste for ca. 20.000 år siden. Men de lokale strømme omkring Vestgrønland opførte sig anderledes.

Havstrømmen ud for Vestgrønland (kaldet ’Den Vestgrønlandske Strøm’) er sammensat af en blanding af meget koldt vand fra det Arktiske Ocean og varmere vand, der stammer fra en gren af Golfstrømmen.

Vores forskning tyder på, at netop denne gren af Golfstrømmen var svagere tidligt i istiden end senere.

Derved strømmede mindre varmt vand fra Golfstrømmen til Vestgrønland for 60.000 år siden end i dag. Derimod var strømmen af varmt vand til Vestgrønland for 20.000 år siden var mindst lige så kraftig som i dag.

Isen smelter med uventet hast

Grønland indlandsis opførte sig altså anderledes end andre iskapper under den seneste istid – og det samme synes at være tilfældet i dag – i hvert fald til dels.

Målinger fra indlandsisen har vist, at tilbagesmeltningen af især den del af indlandsisen, som strækker sig ud som gletsjerne i de grønlandske fjorde, er sket usædvanligt hurtigt over de seneste årtier (ved tilbagesmeltning bliver der således mindre is, da isen smelter og vandet fra den løber ud i havet).

Samtidig ved vi, at det varme vand ud for kysten når helt ind til kysten, og at vandtemperaturen ser ud til at være steget indenfor de seneste årtier.

Det har derfor tidligere været foreslået (se f.eks. her og her), at dette varmere havvand kan spille en rolle for den uventet store afsmeltning.

Havcirkulation betyder mere, end man troede

Vores nye undersøgelser tyder på, at det er tilfældet. Havcirkulationen spiller tilsyneladende en endog meget stor rolle for gletsjernes udbredelse og tilbagetrækning.

Samtidig indikerer disse nye data også, at den grønlandske indlandsis kan reagere uventet – og hurtigt – på klimaforandringer.

Fremtidig forskning må fortælle, om denne usædvanlige reaktion af den grønlandske indlandsis kun gælder for visse dele af Vestgrønland, eller om det er generelt for det grønlandske isskjold.

Undersøgelsen er foretaget af forskere og studerende fra Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser samt Uppsala Universitet i Sverige.