Gopleforskere uenige: Har dræbergopler succes, fordi de er kannibaler?

Da den østamerikanske ribbegople (Mnemiopsis leidyi) første gang svømmede ind i danske farvande i 2006/07, fik den masser af medieomtale – og pressen gav den hurtigt det frygtindgydende navn ‘dræbergoplen’.

Navnet til trods er ‘dræbergoplen’ ikke spor farlig for mennesker, men nu indikerer ny forskning, at den invasive art måske alligevel er lidt mere ‘dræber-agtig’, end vi troede:

I hvert fald konkluderer studiet, at den slår sit eget afkom ihjel.

»Vi har påvist, at når der mangler føde, så opfører ribbegoplen sig kannibalistisk og spiser sine egne larver,« fortæller forskningsleder Thomas Larsen, som er en af hovedforfatterne på det nye studie, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Communications Biology.

Giver kannibalisme succes?

Forskerne bag studiet mener, at dræbergoplens kannibalistiske tendenser er en medvirkende årsag til, at den invasive art har været i stand til at sprede sig og få succes på vidt forskellige breddegrader på kloden, herunder i de kolde danske farvande.

»Når goplerne har tømt havet for vandlopper og andet føde omkring sig, så har de endnu et spisekammer i deres eget afkom. Det smarte er, at deres afkom er i stand til at spise små byttedyr, som de voksne gopler ikke selv kan fange, så tilsammen kan de virkelig rydde et område for føde,« forklarer danske Thomas Larsen, som er biolog og forskningsleder ved Max Planck Instituttet i Jena i Tyskland.

En anden dræbergople-forsker, Cornelia Jaspers, som ikke har været en del af det nye studie, er imidlertid skeptisk over for metoden og konklusionerne i det nye studie.

Forsker: Jeg er skeptisk

»Jeg vil ikke afvise, at ribbegoplen kan være kannibal, men jeg mener ikke, at studiets data er tilstrækkeligt til at bevise, at det har betydning for goplernes succes i naturen. Det er et spændende studie, men jeg er skeptisk over for metoderne, som de har brugt til at indsamle data,« siger Cornelia Jaspers, som er seniorforsker ved Institut for Akvatiske Ressourcer på Danmarks Tekniske Universitet.

Cornelia Jaspers henviser blandt andet til et af sine egne studier, som tyder på, at ribbegoplerne har kunnet sprede sig succesfuldt i Danmark, fordi de er i stand til at producere afkom fra et meget tidligt stadie.

»Kannibalisme kan måske bidrage til deres overlevelse, men jeg er skeptisk over for, at det har haft afgørende betydning for deres succes i danske farvande,« siger hun.

Slughals eller kanibal?

Det var oprindeligt biolog Jamileh Javidpour fra Syddansk Universitet, som for mere end 10 år siden fik mistanke om, at ribbegopler måske kunne være kannibalistiske.

En dag, hvor hun kiggede på nogle ribbegopler i mikroskopet, kunne hun se, at de havde deres egne larver inden i sig. Men spørgsmålet var, om det blot var en tilfældighed?

Ribbegoplerne var i forvejen kendt som nogle slughalse, der æder næsten alt på deres vej, så måske var et par uheldige larver blot røget ind i slughalsen ved en fejl?

En del af strategien

Forskerne bag studiet mener, at deres nye studie nu endelig kan påvise, at ribbegoplernes kannibalisme ikke blot er tilfældig, men en del af deres overlevelsesstrategi i Østersøen.

»Når deres bestand vokser, er de i høj grad afhængige af plankton og andet føde, som er tilgængeligt. Men efter et par uger er der ikke mere at spise, og så skifter de over til at spise deres egne larver. Det kan formentlig hjælpe dem med at med at overleve i tiden op til vinteren,« siger Jamileh Javidpour, som er adjunkt ved Biologisk Institut, Syddansk Universitet og hovedforfatter på det nye studie sammen med Thomas Larsen.

Hun påpeger, at forskerne både har undersøgt ribbegoplens kannibalistiske tendenser i laboratoriet og ude i havmiljøet.

Sådan gjorde forskerne

I laboratorieforsøget mærkede forskerne nogle alger med særlige sporstoffer – isotoper – som var til at genfinde.

De ‘mærkede’ alger blev først spist af små krebsdyr, som herefter blev spist af ribbegople-larver. Larverne blev nu sendt ned i tre akvarier med hver sin voksne ribbegople, som de svømmede rundt sammen med i 36 timer.

»Vi havde ikke sultet ribbegoplerne, men de havde ikke fået mad i 24 timer op til forsøget. Ved hjælp af isotoperne kunne vi påvise, at ribbegoplerne spiste stort set alle larverne,« siger Thomas Larsen.

Forsker: Urealistisk forsøg

Cornelia Jaspers mener imidlertid, at situationen i akvariet er urealistisk. For det første fordi der er en unaturligt høj tæthed af larverne i akvariet. Og for det andet, fordi ribbegoplerne vil kunne filtrere sig igennem alt vandet i det 2 liter store akvarium 12 gange i løbet af de 36 timer, lyder hendes beregning.

»Det er ikke realistisk, og man kan ikke konkludere, at resultaterne kan overføres til naturen. Når goplen kan nå at filtrere alt vandet fra akvariet igennem mere 12 gange, så er det ikke så mærkeligt, at den har spist nogle larver,« mener Cornelia Jaspers og tilføjer, at hun også er skeptisk overfor, at kun tre voksne gopler medvirker i laboratorie-eksperimentet.

Har de spist larver eller ej?

Cornelia Jaspers er heller ikke overbevist af studiets data og observationer fra ribbegoplernes naturlige miljø.

Her skriver forskerne i studiet, at de har taget to billeder, hvor man kan se, at nyfangede ribbegopler fra Østersøen har larver inden i deres aurikler – en slags propeller, som ribbegoplerne bruger til at hvirvle føde hen mod munden, forklarer hun.

»Selvom de har larver i deres aurikler, er det ikke et bevis for, at de spiser dem. Larverne er ikke røget igennem deres mund eller mave. Det er det samme, som hvis du holder et æble i hånden. Det er ikke et bevis for, at du har spist æblet,« siger Cornelia Jaspers.

Ældre end mennesket

Selvom forskerne er uenige om, hvorvidt det er bevist eller ej, at ribbegopler er kannibalistiske af natur, er de enige om, at ribbegoplernes succesfulde udbredelse er værd at undersøge.

Ribbegoplernes historie går nemlig meget længere tilbage end menneskenes. Formentlig helt tilbage til tidsperioden kaldet Den Kambriske Eksplosion for omkring 525 millioner år siden.

»Der er tale om et dyr, som ikke har nogen hjerne, og som er ret skrøbeligt. Hvorfor har det været så succesfuldt? Det vil vi gerne vide,« siger Jamileh Javidpour.

Hermafrodit

Forskerne påpeger samstemmigt, at en del af svaret lyder, at ribbegoplerne kan producere masser af æg – en enkelt gople kan ifølge Cornelia Jaspers producere cirka 12.000 æg om dagen. Og dyrene kan både få afkom med og uden sex.

»De kan reproducere seksuelt, men de kan samtidig også være hermafroditter, hvilket betyder, at et enkelt individ kan være begge køn og selv sørge for reproduktion,« forklarer Jamileh Javidpour.

Hun tilføjer, at ribbegoplerne har en lang liste af andre egenskaber – såsom at kunne klare sig med meget lidt ilt – hvilket gør dem i stand til at klare sig under svære betingelser.

Disse egenskaber har været nødvendige, efterhånden som ribbegoplen har spredt sig fra sit oprindelige leveområde. Oprindeligt stammer den fra den amerikanske østkyst. Men i begyndelsen af 1980’erne ankom den til Sortehavet, formentlig som blind passager i ballastvand fra skibe.

Stor skade i Sortehavet

I Sortehavet formerede den invasive art sig lynhurtigt, og den østamerikanske ribbegople endte med at skabe stor ravage og skade blandt hjemmehørende fiskearter.

»I Sortehavet formerede ribbegoplen sig lynhurtigt, og den kunne nærmest støvsuge området for den føde, som fiskene normalt spiste. Det gik hårdt ud over fiskebestanden i Sortehavet og fiskeriet kollapsede,« fortæller Cornelia Jaspers.

»Indtil videre har vi ingen dokumentation for, at ribbegoplen har haft en direkte effekt på fiskebestande eller fiskeri i Danmark. Men vi er i gang med at undersøge det, og der ser i hvert fald ud til at være en indirekte effekt nogle steder,« siger Cornelia Jaspers.

Iltsvind i Limfjorden

Et eksempel på en mulig indirekte effekt er, at masseforekomst af dræbergopler måske har forværret problemer med iltsvind i Limfjorden.

Uanset om kannibalisme har været afgørende for ribbegoplens succes i Danmark eller ej, er forskerne enige om, at vi bør vænne os til ribbegoplens tilstedeværelse.

Den er kommet for at blive – og den har i øvrigt taget flere af sine slægtninge med, hvilket du kan læse mere om i artiklen Dræbergoplens slægtninge er flyttet til Danmark.