T. rex er kendt som en dræbermaskine med syleskarpe tænder og bittesmå arme.
Og nu har forskere tilføjet ny information i vores portrættering af dinoen: Den kunne tilsyneladende ikke række tunge.
Det konkluderer et amerikansk-kinesisk studie, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift PLoS ONE, skriver University of Texas i en pressemeddelelse.
Forskerne gjorde opdagelsen, da de sammenlignede hyoid-knogler, der er kendt som ‘tunge-knoglen’, fra uddøde dinosaurer, flyveølger og alligatorer med moderne fugle- og alligator-arter.
Her fandt de ud af, at T. rex havde en tunge, der ligesom alligatorer ligger bagerst i munden og derfor ikke rigtig kunne stikkes ud.
Ifølge forskerne bag ændrer opdagelsen ved vores klassiske billede af T. rex, som man ser den i film og legetøjsfigurer.
Det bakkes op af professor og forsker i palæontologi ved University of Edinburgh Stephen Brusatte, der ikke har været med i studiet:
»De billeder fra Jurassic Park af en T. rex, der rækker tungen ud som en øgle, mens den gør klar til at fortære sit bytte, er nok forkerte,« fortæller han ifølge theguardian.com.
Han tilføjer desuden, at studiet passer godt ind i de overordnede opdagelser, som man har gjort sig om de fleste dinosaures tunger: At de var 'limet fast' bagerst i munden, som vi kender det fra moderne alligatorer.