Glade køer giver bedre mælk
Kilde: 
18 juli 2016

Efterspørgslen på kalk er høj. 

Kalk er det mineral, der er allermest af i den menneskelige krop, og i den vestlige verdens fødevarekultur er mælk, ost og yoghurt primære kilder til kalk.

Men mange køer lider af hypocalcæmi - også kaldet kalkmangel. Risikoen, for at hypocalcæmi opstår, er størst i køerne før og efter, de har givet fødsel.

Forskning har tidligere vist, at kemikaliet serotonin, en naturlig neurotransmitter som ofte bliver forbundet med lykke og glæde, spiller en rolle for kalkniveauet hos mus - og nu viser et nyt studie, at det også gælder for køer. Det skriver ScienceDaily.com.

Med udgangspunkt i den tidligere forskning lavede et amerikansk forskerhold et forsøg, hvor de gav 24 malkekøer et kemikalie, som bliver omsat til serotonin i kroppen, inden de skulle føde.

Halvdelen af køerne var Jersey-køer, og den anden halvdel Holstein-køer. Mens serotonin forbedrede det overordnede kalkniveau hos begge racer, så var det forskelligt, om det var i køernes blod eller mælk.

»Ved at studere to racer, kunne vi se, at regulationen af kalkniveauer er forskellig mellem dem. Serotonin øger mængden af kalk i blodet hos Holstein-køerne, og mængden af kalk i mælken hos Jersey-køerne,« siger Laura Hernandez, der er medforfatter på studiet, til ScienceDaily.com.

Næste trin for forskerne er nu, at finde ud af, hvilken molekylær mekanisme serotonin bruger til at regulere kalk-indholdet hos køerne.

Det nye studie er netop udgivet i det videnskabelige tidsskrift European Society of Endocrinology.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.