Gigantisk haletudse fundet i Arizona

Haletudsen Goliath blev fundet, da Southwestern Research Station (SWRS) var i gang med at fjerne invasive oksefrøer i det sydøstlige Arizona. (Foto: Earyn McGee/SWRS/The Frog Conservation Project)

Kilde: 
08 august 2018

Sig goddag til Goliath – en gigantisk haletudse af arten amerikansk oksefrø.

Goliath blev for nylig fundet af en frivillig under arbejdet med at fjerne invasive oksefrøer i det sydøstlige Arizona. Det skriver LiveScience.com.

Da den amerikanske padde-forsker Earyn McGee fik fingrene i kalorius, troede hun først, der var tale om en fisk.

»Jeg kan ikke sige nøjagtig, hvor stor den her fyr er, for forskerne har ikke lavet en udgivelse endnu. Et groft overslag må være størrelsen af en mellemstor banan. Han er i live, og han vokser. Hans navn er Goliath,« skrev Earyn McGee, der er ph.d.-studerende ved University of Arizona, i et Twitter-opslag.

Forskerne kan endnu ikke sige, hvorfor Goliath-haletudsen er blevet så stor, som den er.

 

Men det har formentlig en forbindelse til en hormonel ubalance, fortalte Earyn McGee sine Twitter-følgere.

»Ulempen ved Goliaths størrelse er, at hans åndedræt og blodcirkulation måske ikke kan følge med, efterhånden som han vokser,« forklarede hun senere til LiveScience.

På den anden side er det også muligt, at Goliath er i stand til at gabe over mere i naturen, og dermed kan gigant-haletudsen også have haft en fordel over de andre haletudser.

Inden du udnævner Goliath til at være et mislykket laboratorie-eksperiment eller resultatet af et radioaktivt udslip, så er det værd at nævne, at det ikke er første gang, at forskerne har fundet haletudser af oksefrøer på størrelse med Goliath.

Amerikanske oksefrøer er de største nordamerikanske frøer, og de kan blive over 20 cm lange og veje op til et halvt kg.

De er bestemt ikke små padder, for almindelige haletudser af oksefrøer kan blive op til 15 cm lange.

Goliaths nøjagtige skæbne vil sammen med dens øvrige videnskabelige data blive udgivet i et videnskabeligt studie.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.