Fotokonkurrence: Husk tandbørsten! Ellers kan du få sådan et svampelandskab på dine tænder
Hvordan ser bakteriebelægninger på vores tænder ud? Det kan du få svaret på i denne artikel, som også gør dig klogere på, hvorfor vi får huller i tænderne.
Fotokonkurrence

Billedet, der kaldes Svampelandskab, viser svampe (røde celler) og forskellige bakterietyper (lilla og grønne celler), der koloniserer på en tand med caries. Forskningen giver ny viden om, hvordan svampe lever og interagerer med bakterier, og hvordan dette samspil potentielt kan påvirke miljøet i tandbelægningen. Der er brugt en molekylærbiologisk teknik kaldet ’fluorescens in situ hybridisering’, der giver mulighed for at identificere de forskellige mikroorganismer i naturlige tandbelægninger ved hjælp af fluorescens mikroskopi. Det forklarer forskeren bag fotoet, Irene Dige. (Foto: Irene Dige)

Billedet, der kaldes Svampelandskab, viser svampe (røde celler) og forskellige bakterietyper (lilla og grønne celler), der koloniserer på en tand med caries. Forskningen giver ny viden om, hvordan svampe lever og interagerer med bakterier, og hvordan dette samspil potentielt kan påvirke miljøet i tandbelægningen. Der er brugt en molekylærbiologisk teknik kaldet ’fluorescens in situ hybridisering’, der giver mulighed for at identificere de forskellige mikroorganismer i naturlige tandbelægninger ved hjælp af fluorescens mikroskopi. Det forklarer forskeren bag fotoet, Irene Dige. (Foto: Irene Dige)

Et landskab udgjort af farveplamager i lilla og grøn med stænk af røde pletter. Du havde nok ikke forestillet dig, at bakterier og svampe-belægninger på vores tænder ser sådan ud.

Men det viser billedet, der hedder 'Svampelandskab' og er taget af Irene Dige, der er forsker i tandsygdomslære på Aarhus Universitet.

»Billedet viser svampe (røde celler) og forskellige bakterietyper (lilla og grønne celler), der koloniserer på en tand med caries,« fremgår det af billedteksten, som er blevet tilsendt til Videnskab.dk.

Billedet er taget via den molekylærbiologiske teknik 'fluorescens in situ hybridisering' og er en del af Danmarks Grundforskningsfonds fotokonkurrence 2019.

»Jeg betages, hver gang jeg sidder ved mikroskopet«

Den særlige teknik giver mulighed for at identificere forskellige mikroorganismer i belægninger på tænderne ved, at man tilsætter forskellige farvestoffer til bakterierne og svampene, forklarer Irene Dige:

»Vi kan se, at de røde plamager, der er en svamp kaldet Candida, er til stede i forbindelse med caries (huller i tænderne). Det er muligt, at den er medvirkende til, at vi får huller i tænderne, men vi ved det ikke med sikkerhed endnu. Vi ved kun, at når miljøet er surt i tandbelægningerne, som er tilfældet, når der udvikles huller i tænderne, så gror og trives disse svampe,« siger hun.

Irene Dige er passioneret omkring sin forskning og elsker det visuelle aspekt i sit arbejde. Derfor håber hun også at vinde årets fotokonkurrence.

»Jeg synes bare, det her billede er megaflot. Jeg er vild med at studere fænomener med flotte farver. For mig er det her svampelandskab utroligt fascinerende. Jeg har virkelig mit hjerte med i det her, og jeg betages, hver gang jeg sidder ved mikroskopet,« fortæller en tydeligt begejstret Irene Diget.

Husk at stemme på dit favoritbillede her på Videnskab.dk i perioden fra 12. til 21. marts 2019.

LÆS OGSÅ: Er meget amalgam i tænderne farligt?

LÆS OGSÅ: Vores tænder er udviklet fra fiskeskæl

Sådan foregår fotokonkurrencen

Danmarks Grundforskningsfond startede sidste år, 2018, en fotokonkurrence, hvor billeder fra grundforskernes dagligdag blev indsendt og vurderet af en jury.

Igen i år arbejder Videnskab.dk sammen med Danmarks Grundforskningsfond om at formidle forskernes billeder, men denne gang får I, kære læsere, også mulighed for at stemme på jeres favorit blandt de ti udvalgte fotos.

Det foregår her på Videnskab.dk i perioden 12. til 21. marts 2019. 

Om konkurrencen skriver Danmarks Grundforskningsfond:

»Danmarks Grundforskningsfond har iværksat fotokonkurrencen, fordi fonden ønsker at udbrede, hvordan videnskabelige fremskridt hver dag skaber ny viden og udvikler verden omkring os. Dette kan gøres ved at fortælle historierne om forskernes videnskabelige fremskridt og opdagelser ved hjælp af et foto som en visuel indgangsvinkel. Via fascination og æstetik har billeder evnen til at åbne forskningens verden på indbydende og overraskende vis.«

Fonden har desuden nedsat en jury bestående af:

  • Christine Buhl Andersen, Direktør, Ny Carlsberg Glyptoteket
  • Louise Wolthers, Forskningsansvarlig/kurator, Hasselbladstiftelsen
  • Minik Rosing, Professor Statens Naturhistoriske Museum, medlem af Danmarks Grundforskningsfonds bestyrelse og Louisianas bestyrelse

De skal udenom Videnskab.dk's læserkonkurrence vurdere omkring 100 fotos, der i alt er indsendt til konkurrencen, og vil offentliggøre resultatet senere i marts.

Dommerpanelet vurderer billederne efter følgende kriterier:

  • I hvilken grad vækker fotografiet følelser hos publikum
  • I hvilken grad fungerer fotografiet som visuel indgang til historien bag et specifikt forskningsresultat
  • Fotografiets æstetiske kvalitet

Læs mere om konkurrencen på Danmarks Grundforskningsfonds hjemmeside

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.