Selvlysende grønligt materiale, der leder tankerne hen på neonfarvede ahornblade. Spredte klumper af blåt, som ligner små søde blåbær.
I virkeligheden er der tale om et nærbillede af hudceller, der er taget af ph.d.-studerende Sebastiaan Zijl på Fiona Watts laboratorie i England, der samarbejder med grundforskningscenteret CellPAT på Aarhus Universitet.
Fotoet af de menneskelige hudceller hedder ‘Human Skin Cells’ og er et mikroskopi-billede, da de enkelte celler er for små til at kunne ses med det blotte øje. Forskeren bag billedet har dyrket hudcellerne i petriskåle med et vækstmedie tilsat.
Derefter er der blevet tilført farve for at få cellekernen og celleskellettet til at lyse op i henholdsvis blåt og grønt.
»I vores grundforskningscenter arbejder vi generelt med at forstå, hvordan celler ‘ser’ og interagerer med deres omgivelser. Dette billede er fra vores arbejde med hudstamceller, som i fremtiden forhåbentlig vil kunne bruges til at regenerere huden, hvis man eksempelvis er blevet forbrændt,« forklarer Anne Færch Nielsen, der er center manager for CellPAT på Aarhus Universitet og tilføjer:
»Med en bedre forståelse af de mekanismer, der styrer stamcellers udvikling til normal hud, vil man på længere sigt kunne tilsætte friske stamceller til skadede områder, hvor huden ikke længere kan genopbygge sig selv.«
Snapshottet af hudceller er en del af Danmarks Grundforskningsfonds fotokonkurrence 2019, og i år har vi valgt, at I, kære læsere, skal være med til at afgøre, hvem I mener, der fortjener at løbe med sejren.
Så hvis I synes, at billedet her fortjener en førsteplads, kan I stemme fra 12. marts og frem til 21. marts. Afstemningen foregår her på Videnskab.dk.
Se de fine billeder fra konkurrencen sidste år i artiklen: Psykedelisk blad og fibermåne: Her er danske grundforskeres bedste billeder
LÆS OGSÅ: Utrolige billeder illustrerer nogle af 2017’s vildeste historier
\ Kilder
\ Sådan foregår fotokonkurrencen
Danmarks Grundforskningsfond startede sidste år, 2018, en fotokonkurrence, hvor billeder fra grundforskernes dagligdag blev indsendt og vurderet af en jury.
Igen i år arbejder Videnskab.dk sammen med Danmarks Grundforskningsfond om at formidle forskernes billeder, men denne gang får I, kære læsere, også mulighed for at stemme på jeres favorit blandt de ti udvalgte fotos.
Det foregår her på Videnskab.dk i perioden 12. til 21. marts 2019.
Om konkurrencen skriver Danmarks Grundforskningsfond:
»Danmarks Grundforskningsfond har iværksat fotokonkurrencen, fordi fonden ønsker at udbrede, hvordan videnskabelige fremskridt hver dag skaber ny viden og udvikler verden omkring os. Dette kan gøres ved at fortælle historierne om forskernes videnskabelige fremskridt og opdagelser ved hjælp af et foto som en visuel indgangsvinkel. Via fascination og æstetik har billeder evnen til at åbne forskningens verden på indbydende og overraskende vis.«
Fonden har desuden nedsat en jury bestående af:
- Christine Buhl Andersen, Direktør, Ny Carlsberg Glyptoteket
- Louise Wolthers, Forskningsansvarlig/kurator, Hasselbladstiftelsen
- Minik Rosing, Professor Statens Naturhistoriske Museum, medlem af Danmarks Grundforskningsfonds bestyrelse og Louisianas bestyrelse
De skal udenom Videnskab.dk’s læserkonkurrence vurdere omkring 100 fotos, der i alt er indsendt til konkurrencen, og vil offentliggøre resultatet senere i marts.
Dommerpanelet vurderer billederne efter følgende kriterier:
- I hvilken grad vækker fotografiet følelser hos publikum
- I hvilken grad fungerer fotografiet som visuel indgang til historien bag et specifikt forskningsresultat
- Fotografiets æstetiske kvalitet
Læs mere om konkurrencen på Danmarks Grundforskningsfonds hjemmeside.