Fossil af forhistorisk havmonster fundet med bæst af et byttedyr i maven
ichthyosaur fisk dinosaur hav fortid fossil fundet med byttedyr i maven

Ichthyosaurer var havkrybdyr, der svømmede i Trias-tidens have - en geologisk periode for cirka 251-200 mio. år siden. I Trias dukkede mange nye grupper op, både på land og i havet, blandt andet dinosaurer, pattedyr og moderne koraller. (Illustration: Shutterstock, fakta: Lex.dk)

Ichthyosaurer var havkrybdyr, der svømmede i Trias-tidens have - en geologisk periode for cirka 251-200 mio. år siden. I Trias dukkede mange nye grupper op, både på land og i havet, blandt andet dinosaurer, pattedyr og moderne koraller. (Illustration: Shutterstock, fakta: Lex.dk)

Kilde: 
25 august 2020

Liv på Jorden er ofte et spørgsmål om, hvem der æder hvem, også i fortiden. Nu har forskere afdækket fossilet af et kæmpe havkrybdyr, som har et andet stort bæst i maven.

Fundet er ét af de eneste kendte spor, der vidner om, hvad det store havdyr rent faktisk levede af, skriver The Guardian.

Rovdyret er et fem meter langt delfinlignende havdyr, kaldet en ichthyosaur (Guizhouichthyosaurus), som levede for omkring 240 millioner år siden. Bæstet har indtaget en fire meter lang hav-øgle, en thalattosaur (Xinpusaurus xingyiensis), som sit sidste måltid. Og det kan ændre vores syn livet i urhavet, lyder det fra forskerne.

»Ichthyosaurer har ikke typiske rovdyr-tænder, men ser mere egnede ud til blækspruttefangst, så det er overraskende at finde så stort et bytte i dens mave,« siger professor i palæobiologi og medforfatter til den videnskabelige artikel, Ryosuke Motani, i en artikel i LiveScience.

»Der fandtes mange store havkrybdyr med lignende tænder, så der kan have været mange flere store rovdyr, end vi hidtil har troet,« skriver forskerholdet i den videnskabelige artikel i iScience.

Ud over det nye fund er det småt med beviser på, at de store havkrybdyr skulle have været top-rovdyr, der jagede andre store dyr.

Selvom det er uklart, hvorvidt ichthyosauren har jaget sit måltid eller fundet det som ådsel, står forskerholdet ved, at jagten er mere sandsynlig:

»Hvis et andet rovdyr havde dræbt thalattosauren, ville det være underligt af det at efterlade den næringsrige krop og benene,«skriver forskerholdet i den videnskabelige artikel.

ichthyosaurus rovdyr fossil dinosaur hav

Her ses 'frokost-fossilet', fundet i det sydvestlige Kina i 2010. (Foto: Ryosuke Motani/iScience)

Nick Fraser, professor i palæontologi på National Museum of Scotland og ikke var involveret i opdagelsen, er delvis enig:

»Jeg kan godt se, at thalattosauren sandsynligvis blev fanget, men den kan også have været et svageligt eksemplar. Og for rovdyret har det klart været en for stor mundfuld. Men det giver et livagtigt billede af forhold mellem dyr i havene for 230.000.000 år siden,« påpeger han overfor The Guardian.

Opdagelsen er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift iScience

kgwl

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.