Forskere: Vi har skabt det mest præcise verdenskort til dato

Bliver dette den nye måde at afbilde verden? (Illustration: J. Richard Gott, Robert Vanderbei og David Goldberg)

Bliver dette den nye måde at afbilde verden? (Illustration: J. Richard Gott, Robert Vanderbei og David Goldberg)

19 februar 2021

I århundreder har kartografer pint sig selv over, hvordan man bedst fremstiller en tredimensionel klode på et fladt papir, en todimensionel overflade.

Nu melder en amerikansk forskertrio sig på banen med studie hvor de beskriver en radikal nytænkning af verdenskortet: et dobbeltsidet kort, som skal vendes for at se det hele.

Det skriver Princeton University i en pressemeddelelse.

Konceptet bevarer det flade korts fordele uden at forvrænge kloden i samme grad som andre projektioner af verden. 

Ved at dele Jorden over ved ækvator skal kun halvdelen af kloden afbildes ad gangen, og derfor behøver kortet ikke ty til mange af de kreative foldninger, afstandsforvrængninger og overskæringer, tidligere kort har brugt i jagten på præcision.

»Vores kort er faktisk mere lig en globus end andre flade kort,« fortæller astrofysiker J. Richard Gott, en af kortets skabere, i pressemeddelelsen.

»For at se hele globussen er du nødt til at dreje den rundt; for at se hele vores nye kort, skal du blot vende den om.«

To af de tre forskere skabte i 2007 et pointsystem for verdenskort, som bedømmer kortene ud fra seks forskellige typer forvrængninger, såsom afstand, form og de skillelinjer, hvor kortet er skåret over. 

Jo færre point des bedre; en globus vil have en perfekt score med 0.0 point.

Winkel Tripel-projektionen, som blandt andet bruges af National Geographic. (Illustration: NASA)

Her scorer Mercator-projektionen, den mest anvendte type verdenskort, hele 8.296 point, mens Winkel Tripel-projektionen er det hidtil mest præcise kort med 4.563 point.

Med en fejlscore på kun 0.881 vipper den nye kortprojektion dog selv Winkel Tripel af pinden, hvilket i sig selv var forskernes mål.

»Det her er noget, vi gør for at slå en rekord, for at skabe et fladt kort med færrest mulige fejl,« fortæller J. Richard Gott ifølge pressemeddelelsen.

»Vi foreslår et radikalt anderledes type kort, og vi slår Winkel Tripel på hver eneste af de seks fejlkilder.«

Mest overraskende er måske, at der ikke lader til at være lavet et eneste dobbeltsidet kort før nu, ifølge en gennemgang af over 2.000 års korthistorie.

Studiet er endnu ikke fagfællebedømt, men er blevet fortrykt på databasen arXiv, hvor det er frit tilgængeligt.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.