Forskere undres: Fødes alle stjerner som tvillinger?
15 juni 2017

Rummet er fuld af tveæggede tvillinger, og tvillingerne kaldes stjerner. Der er nemlig nye beviser for, at alle himlens stjerner fødes sammen med en anden stjerne, når de opstår, og at de derfor alle har en slags tvilling. Det skriver University of California – Berkeley i en pressemeddelelse.

Det er tidligere foreslået, at mange stjerner fødes med en tvilling, men den nye analyse viser, at stort set alle stjerner får selskab lige fra fødslen. 

En stjernefødsel sker i en enorm gassky, som tyngdekraften trækker sammen, så den bliver tættere, og trykket og varmen i skyen stiger. Som tiden går, bliver der så sindssygt varmt, at atomkernerne i gasskyen smelter sammen og frigiver ekstreme mængder energi. Den energi flytter sig væk fra stjernens midte og stopper den sammentrækning, der ellers sker i gasskyen, og så er stjernen født. 

Hvis man kigger på gasskyerne gennem et teleskop, ligner de huller på en ellers stjernefyldt himmel. Men hvis man bruger radioteleskoper, kan man undersøge formationerne. 

Det valgte en teoretisk fysiker fra University of California – Berkeley og en radioastronom fra the Smithsonian Astrophysical Observatory på Harvard University at gøre.

Helt præcist kiggede de på konstellationen Perseus, der er en stor molekyle-sky fyldt med unge stjerner. Den sammenholdt de med en matematisk model, som kun kunne forklares, hvis alle stjernerne i konstellationen, der er nogenlunde på størrelse med Solen, bliver født i par. 

»Vi kørte tallene igennem en række statistiske modeller for at se, om vi kunne finde andelen af unge enlige og binære stjerner ud af alle stjerner i molekyle-skyen Perseus , og den eneste model, der kunne give de rigtige data, var en, hvor alle stjerner starter som binære stjernesystemer med en parallel stjerne. Disse systemer bliver enten mindre eller skiller sig ad inden for en million år,« siger Steven Stahler, der er astronomiforsker på Berkeley og medforfatter af analysen, til pressemeddelelsen

Forskere har længe ledt efter Solens tvilling – en stjerne med tilnavnet Nemesis – som menes at have forårsaget den asteroide, der dræbte alle dinosaurerne på Jorden. Men den er aldrig blevet fundet. 

En forklaring kan ifølge forskerne være, at Nemesis er undslippet Solen og har mikset sig med andre stjerner i vores ende af Mælkevejen. 

Analysen er blevet lagt ud på Arvix.org og udkommer senere i tidsskriftet Monthly Notices of the Royal Astronomical Society. 

sj

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.