Forskere udvikler model til bedre at forstå, hvordan tsunamier opstår
Tsunami model forebyggelse

Et jordskreds samlede rumfang og havdybden samt det sted, hvor jordskredet rammer, har stor betydning for, hvor stor en tsunami ender med at blive, skriver forskere i et nyt studie. (Foto: FAST and UC Santa Barbara).

Et jordskreds samlede rumfang og havdybden samt det sted, hvor jordskredet rammer, har stor betydning for, hvor stor en tsunami ender med at blive, skriver forskere i et nyt studie. (Foto: FAST and UC Santa Barbara).

22 juni 2021

De altødelæggende tsunamier, der ramte Sydøstasien i 2004 og Japan i 2011, efterlod områderne i kaos og sorg.

De ramte landjorden med en hastighed på helt op til 400 kilometer i timen og skabte mere end 10 meter høje bølger.

Det voldsomme naturfænomen kan opstå på forskellige måder, og nu har forskere udviklet en ny model, der gør det lettere at regne ud, hvor stor en tsunami kan ende op med at blive, skriver University of California i en pressemeddelelse.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Journal of Fluid Mechanics, og bag det står fire forskere fra University of California i USA og The French National Centre for Scientific Research (CNRS).

I de fleste modeller, der bruges til at analysere tsunamier, som sættes i gang af jordskred, ser man nærmere på faktorer som tsunamiens tykkelse og dets hastighed.

Igennem årene har forskerholdet udgivet en række studier om tsunamier og har for eksempel bevist, at hastigheden på et jordskreds kollaps styrer, hvor høj en bølge ender med at blive.

I det seneste studie har forskerne set på selve jorden, der rammer vandet. De konkluderer, at det ikke er jordmaterialets massefylde eller diameter, der har den store betydning på tsunamiens kraft, men i stedet det samlede rumfang af jordskredet, samt havets dybde på det sted, hvor jordskredet rammer.

Ved at se på disse faktorer kunne forskerne forudsige bølgens amplitude – med andre ord det tidspunkt, hvor bølgen er allerstørst.

I den kommende tid skal forskerne sammenligne deres data fra modellerne med casestudier fra virkeligheden, for at se om deres regnestykker stemmer overens.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.