Forskere opklarer endelig mysteriet om stort fossil fra Antarktis

Det mystiske fossil viser sig at være et æg med blød skal. Forskere mener, det stammer fra et reptil.

Det mystiske fossil viser sig at være et æg med blød skal. Forskere mener, det stammer fra et reptil.

Kilde: 
18 juni 2020

På et chilensk museum har man i næsten et årti haft et mystisk fossil, som ingen har kunnet finde ud af, hvad var.

Men nu har forskere endelig løst mysteriet.

Fossilet, som blev fundet i Antarktis, og som er på størrelse med en amerikansk fodbold, viser sig nemlig at være et æg med blød skal – det største bløde æg, man nogensinde har fundet. Det skriver AFP.

Ægget blev lagt for omkring 68 millioner år siden af en uddød havslange eller et firben.

Analysen af det mystiske æg kan potentielt ændre forskernes opfattelse af havdyr fra den tid, mener Lucas Legendre, hovedforfatter bag udgivelsen om analysen.

»Ægget er klart det største æg med blød skal, man nogensinde har fundet. Vi vidste ikke, at sådanne æg kunne nå en så enorm størrelse, og eftersom vi antager, at ægget er lagt af et gigantisk havkrybdyr, kan det måske give et unikt indblik i disse dyrs forplantningsevner,« siger han til AFP.

Ægget blev fundet på Antarktis i 2011 af en gruppe chilenske forskere.

Det ligner lidt en bagt kartoffel, men det måler 28 x 18 centimeter.

I årevis forsøgte besøgende forskere at finde ud af, hvad den mystiske genstand var. I 2018 foreslog en palæontolog, at det kunne være et æg. Det blev bekræftet efter kemiske analyser, skriver AFP.

Men det fund efterlod blot endnu et mysterium – for hvilket dyr havde lagt så stort et æg?

Forskningsgruppen mente ikke, ægget kunne stamme fra en dinosaur, fordi dinosaurerne, som levede på den tid på Antarktis, var alt for små til at kunne producere så enormt et æg.

I stedet mener de, at det kommer fra et slags reptil. Måske fra den gruppe, der kaldes mosasaurere, som levede i det område. Det skriver AFP. 

mvh

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.