Ligner en mærkelig sten: Forskere opdager ny bizar skildpaddeart i Sydamerika
Mata mata skildpaddeart: Chelus orinocensis

Chelus orinocensis har angiveligt eksisteret i 13 millioner år. Forskerne har bare først opdaget arten nu. (Foto: Rune Midtgaard / Senckenberg Research Institute and Natural History Museum)

Chelus orinocensis har angiveligt eksisteret i 13 millioner år. Forskerne har bare først opdaget arten nu. (Foto: Rune Midtgaard / Senckenberg Research Institute and Natural History Museum)

28 april 2020

Hidtil har forskere troet, at den spøjst udseende mata mata-skildpadde (Chelus fimbriata), der hører under skildpaddeslægten Chelus, kun bestod af én art.

Men ved hjælp af genetiske analyser har et internationalt forskerteam nu identificeret en ny art af Mata mata-skildpadden: Chelus orinocensis, skriver Senckenberg Research Institute og Natural History Museum i en pressemeddelelse.

Mata mata-skildpadder lever i ferskvand i Sydamerika ved Amazonas-bassinet og Orinoco-flodens bredder.

De op til 53 centimeter lange dyr er kendte for deres bizarre udseende, som gør det muligt for dem at kamuflere sig i mudderet på bunden af floder. Men også for deres lidt usædvanlige fangstmetode, hvor de pludselig åbner munden, suger byttet ind og sluger det helt.

Mata mata skildpaddeart: Chelus orinocensis

Den nyligt opdagede Mata mata-skildpaddeart: Chelus orinocensis. (Foto: Senckenberg / Mónica A. Morales-Betancourt).

Selvom forskere har ment, at slægten Chelus kun indeholdt én art, Chelus fimbriata, har flere undersøgelser påpeget, at Mata mata-skildpadder fra Orinoco-floden sammenlignet med Amazonas-bassinet ser anderledes ud.

»Baseret på denne observation besluttede vi at se nærmere på disse dyrs genetiske opbygning,« forklarer Uwe Fritz, professor ved Senckenberg Natural History Collections i Dresden, Tyskland i pressemeddelelsen.

Ifølge Senckenberg indså forskerne ved hjælp af 75 DNA-prøver, at der faktisk er to arter af Mata mata skildpadder, som genetisk set splittede for omkring 13 millioner år siden, da Amazonas og Orinoco blev delt i de to floder, vi kender til i dag. 

Den nye art, Chelus orinocensis, lever i Orinoco- og Rio Negro-floden, mens den tidligere kendte art, Chelus fimbriata, udelukkende er begrænset til Amazonas-bassinet.

I undersøgelsen, som for nyligt blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Molecular Phylogenetics and Evolution, påpeger forskerne også, at det er nødvendigt at revurdere bevaringsstatus for Mata mata-skildpaddearterne, som ofte sælges ulovligt på markeder.

Mata mata skildpaddeart ny art Chelus orinocensis og Chelus fimbriatus

Sådan ser den først kendte mata mata-skildpadde (Chelus fimbriatus) ud.. Ikke mærkeligt, at man hidtil har anset de to arter for at være én. (Foto: J. Patrick FischerCC BY-SA 3.0)

mhc

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.