Det fleste ved, at pludselige og høje lyde, som brag fra fyrværkeri eller tordenvejr, kan være yderst stressende faktorer for hunde.
Men højfrekvente og længerevarende lyde, der er ganske almindelige i ethvert hjem, og som vi ofte ikke selv bider mærke i, kan også sætte gang i stress hos de firbenede.
Sådan lyder konklusionen i et studie, der blevet publiceret i Veterinary Science - et tidsskrift for forskning inden for dyrelægevidenskab.
Det skriver University of California i en pressemeddelelse.
»Vi ved, at der er mange hunde, der er lydfølsomme, men vi undervurderer deres frygt overfor lyde, vi selv anser som normale, fordi mange hundeejere ikke er i stand til at læse hundenes kropssprog,« siger Emma Grigg, lektor i veterinærmedicin ved University of California og hovedforfatter på studiet.
Det drejer sig særligt om højfrekvente og uregelmæssige lyde, der blandt andet kan komme fra en brandalarm, der bipper, fordi den er ved at løbe tør for batteri, en støvsuger eller en mikrobølgeovn, lyder konklusionen fra forskerne.
Oftest bliver det overset af hundeejere, at den slags lyde kan virke stressende på hunde, da de er forholdsvist ubetydelige hos mennesker, og mange er ikke er i stand til at aflæse tegn på stress hos hunde.
Stressede hunde kan for eksempel finde på at slikke deres læber, dreje hovedet, blive stive i kroppen eller sænke hovedet under skulderne - langt mindre udadreagerende reaktioner, end hvad vi ellers forbinder med hunde, der er stressede, lyder det i pressemeddelelsen fra University of California.
Studiet om de stressede hunde bygger på et spørgeskema, som forskerne sendte ud til 386 hundeejere. Her blev respondenterne bedt om at registrere reaktionen fra deres kæledyr, når en af i alt 62 online-videoer med forskellige lyde blev afspillet.
Her fandt forskerne, at hundeejerne ikke blot undervurderede, hvor stressede deres hunde var, men flere fandt det endda underholdende, hvordan hundene reagerede på lydene, skriver University of California.
»Der er et misforhold mellem ejernes opfattelse af frygten og mængden af frygt, der faktisk er til stede. Nogle reagerer med morskab frem for bekymring,« forklarer Emma Grigg.
Ifølge University of California håber forskerne bag studiet, at viden om, hvordan hunde reagerer, når de er stressede, kan være med til at minimere mængden af stress, de udsættes for.
»Hunde bruger meget oftere kropssprog, end de bruger lyde, og det er vi nødt til at være opmærksomme på. Vi fodrer dem, elsker dem, og vi har en forpligtelse til at reagere bedre på deres angst,« siger Emma Grigg.
rf