Forskere: Jorden er svær at spotte for andre civilisationer

Jorden er godt skjult for andre mulige udenjordiske civilisationer, vurderer international forskergruppe. (Foto: Shutterstock) 

Jorden er godt skjult for andre mulige udenjordiske civilisationer, vurderer international forskergruppe. (Foto: Shutterstock) 

Kilde: 
01 oktober 2022

Er der liv i rummet, der søger efter vores klode? Nogle mener, at de her fra Jorden har set eller registreret ufoer og rumvæsener, men en gruppe internationale eksperter peger på, at Jorden er svær at spotte for andre mulige observatører, der ikke kommer fra vores planet. 

Det skriver nyhedsmediet Physics World. 

Ved hjælp af data fra Den Europæiske Rumorganisations Gaia-teleskop, som har oplysninger om 1,1 milliarder stjerner, har det internationale forskerhold undersøgt, om og hvordan metoden mikrolinsning registrerer Jorden fra andre steder i universet, hvor der potentielt kan være teknologisk avancerede civilisationer, der ligesom os søger efter nye opdagelser i rummet. 

Hvad er mikrolinsning?

Mikrolinsning er en metode, som astronomer bruger til at opdage fjerne objekter i universet, såsom planeter.

Når en mellemfjern stjerne passerer mellem os og en endnu fjernere stjerne, vil den kortvarigt forstærke lyset fra den bagvedliggende stjerne. Hvis den fjerne stjerne har en planet i sit kredsløb, vil det give meget specifikke udsving i lyset, den udsender.

Det virker på enorme afstande, og er det er derfor tænkeligt, at andre teknologiske civilisationer også kunne gøre brug af den, skriver Physics World.

For at finde ud af det, opdelte de himlen i forskellige områder og kortlagde, hvorfra man ville kunne se jordens mikrolinse-signatur, altså jordens tilstedeværelse. 

Forskerne deler, at selv hvis der er fremmede civilisationer omkring hver eneste stjerne, som er så langt med deres teknologiske udvikling, at de kan registrere andre planeter og stjerner med metoden mikrolinsning, er det kun 14,7 observatører om året over hele himlen, der vil kunne opdage jorden.

»Den bedste position for en observatør er lige i udkanten af vores galakse, med os på en sigtelinje mod det galaktiske centrum,« fortæller en af forskerne, astronom Eamonn Kerins fra University of Manchester i England til Physics World. 

»Men der er meget få stjerner ved kanten af vores galakse og derfor formentlig også få observatører,« forklarer han. 

Det betyder altså, at hvis teknologisk liv andre steder i rummet er relativt sjældent og måske findes omkring et par stjerner, er det meget tvivlsomt, at de vil spotte Jorden.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.