Forskere har fundet steder på Månen med stabile, behagelige temperaturer
måne grotter

Månen har utallige kratere fra meteornedslag igennem tidens løb, men den er også præget af dybe huller og grotter. Forskere bag et nyt studie mener, at de kan blive et potentielt bosted for mennesker i fremtiden. (Foto: Shutterstock)

Månen har utallige kratere fra meteornedslag igennem tidens løb, men den er også præget af dybe huller og grotter. Forskere bag et nyt studie mener, at de kan blive et potentielt bosted for mennesker i fremtiden. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
03 august 2022

Forskere har fundet nogle grotter på Månen, der kan øge dine chancer for en dag at få lov til at bo der.

Her holder temperaturerne sig nemlig bemærkelsesværdigt stabilt på behagelige 17 grader celsius. Det skyldes nogle helt ideelle forhold i grotterne.

Omvendt har Månen steder, hvor temperaturen når helt op på 130 grader celsius, mens den andre steder kan nå helt ned på -160 grader celsius. Ikke just komfortable forhold for mennesker.

I studiet, der blev publiceret i tidsskriftet Advancing Earth and Space Science, fremgår det, at grotterne også kan beskytte mod stråling fra Solen, kosmiske stråler og mikrometeoritter.  

Det skriver det amerikanske medie NPR.

Ifølge forskerne fra University of California, Los Angeles, der står bag studiet, kan opdagelsen af de potentielt beboelige områder blive afgørende for fremtidig udforskning af Månen - såvel som fuldstændig ændre planerne om en mulig beboelse af den.

Ved at bruge billeder fra NASA’s ‘Diviner Lunar Radiometer Experiment’, som er et termisk kamera, der kan bruges til at måle temperaturen på Månen, gennemsøgte forskerne et område på størrelse med en fodboldbane.

I området var der flere huller i jorden, som havde nogle karakteristika, der indikerede, at de førte til nogle store grotter. De ledte blandt andet efter huller med store udhæng over sig, der kan holde Solens stråler væk.

Da forskerne havde lokaliseret de potentielle grotter, kunne de benytte sig af NASA’s termiske kamera til at bestemme temperaturen i grotterne. Det kunne de blandt andet også, fordi de lavede undersøgelser af månestøv og stens termiske egenskaber.

Resultatet var, at temperaturen i områder i grotterne, hvor der var permanent skygge, kun ændrede sig en lille smule fra omkring 17 grader celsius. Man behøver altså bare at tage en sweater på for at kunne holde varmen i de månegrotter.

Ifølge førsteforfatteren, Tyler Horvath, der er p.hd.-studerende i planetologi, skyldes den behagelige temperatur formentlig udhæng ved grotternes munding. De giver skygge, så det ikke bliver for varmt om dagen, og holder varmen nede i grotterne om natten.

Selvom temperaturen gør det muligt for mennesker at bo i grotterne, er der dog stadig en lang række andre udfordringer, der gør, at måneeventyret stadig ligger et godt stykke ude i fremtiden.

jso

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.