Forskere genopliver celler i døde grises organer
grise

Hjertet stod stille, blodet var i bero, og hjernebølgerne var helt flade. Alligevel lykkedes det forskere at få sparket liv i nogle ellers døde grises celler. (Foto: Shutterstock)

Hjertet stod stille, blodet var i bero, og hjernebølgerne var helt flade. Alligevel lykkedes det forskere at få sparket liv i nogle ellers døde grises celler. (Foto: Shutterstock)

04 august 2022

Det er lykkedes forskere fra Yale University at genoplive celler i ellers stendøde grises organer. Selv en hel time uden hjerterytme og blodcirkulation lykkedes det forskerne at få liv i hjerte-, lever-, nyre- og hjerneceller. 

Forskerne koblede grisene til en nyt system, som de kalder ‘OrganEx’, og det vækkede altså cellerne i grisenes organer til live igen. Systemet indebærer blandt andet, at grisene får en særlig væske i cirkulation i kroppen.

Studiet, der blev publiceret i tidsskriftet Nature, skal på sigt være med til at skaffe flere organer til organdonation. Ifølge forskerne bag kan det potentielt også vise sig at være brugbart i forhold til at redde celler i hjerter eller hjerner hos mennesker efter slagtilfælde eller lignende.

Det skriver The New York Times.

Det er ifølge forskerne vigtigt at understrege, at eksperimenterne ikke sætter gang i hjernefunktionerne eller vækker grisene til live igen. OrganEx sørger bare for, at cellerne bliver aktive igen og bremser organernes henfald.

Forskerne bag projektet forsøgte i 2019 også at genoplive døde celler i grisehjerner. Det har Videnskab.dk skrevet en artikel om, som du kan læse her.

Ifølge en af forskerne bag studiet Stephen Latham, der er seniorforsker på Yale University’s Interdisciplinary Center for Bioethics, er der dog lang vej til, at det kan blive testet på mennesker.

»Vi bliver nødt til at undersøge meget mere nøje, hvor meget skade der bliver genoprettet i de forskellige organer, før vi er i nærheden af at kunne prøve det af på et menneske, der har taget skade af mangel på ilt,« siger Stephen Latham til Live Science.

organex grise genoplivet

De to øverste billeder viser hjerterytmen før og efter OrganEx. De to midterste viser forskellen i en lever før og efter, og det samme gør sig gældende nederst for en nyre. (Foto: David Andrijevic et al./Yale School of Medicine)

OrganEx indebærer en masse pumper, filtre og væske, der skal pumpes rundt i grisenes kroppe. Væsken indeholdt blandt andet forskellige næringsstoffer, antiinflammatorisk medicin, nerveblokkere og en kunstig hæmoglobin blandet med dyrets eget blod.

Nerveblokkerne er blandt andet med til at sikre, at grisenes hjerner ikke bliver aktive under eksperimenterne. Forskerne sørgede i øvrigt også for at bedøve dem for en sikkerheds skyld.

Det lykkedes dog forskerne at få aktivitet i hjernen hos individuelle hjerneceller, men der var ikke en samlet, organiseret aktivitet i hjernen.

jso

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.